Brødre. To afghanske brødre som var sat på et fly for at blive udsendt til Afghanistan men gjorde modstand har nu stor mulighed for at blive. Den ene har fået opholdstilladelse.
Foto: MARTIN LEHMANN

Brødre. To afghanske brødre som var sat på et fly for at blive udsendt til Afghanistan men gjorde modstand har nu stor mulighed for at blive. Den ene har fået opholdstilladelse.

Danmark

Afghanske brødre var på vej til Kabul: »Hvor var det godt, vi gjorde modstand«

De to afghanske brødre lå hen over sæderne i et fly, der skulle flyve dem mod Afghanistan. Så græd lillebroderen og begyndte at gøre modstand.

Danmark

Lidt over middag mandag 9. marts stod ni mennesker og bad i solskinnet uden for Flygtningenævnets kontor i Adelgade i det indre København.

Blandt dem var de to afviste asylansøgere og brødre fra Afghanistan, Zakariya på 22 år og Mostafa på 16 år. Efter bønnen gik de op i Flygtningenævnet, der havde accepteret at genoptage Zakariyas sag. Blandt andet fordi han sidste sommer valgte at konvertere fra islam til kristendommen og lod sig døbe, og fordi han regelmæssigt er kommet i Apostelkirken, hvor han har fået et nært forhold til andre fra menigheden og til præsten, Niels Nymann Eriksen.

Jeg var på en måde meget lykkelig, men også forundret. I fem år har vi været på flugt. Fem år af mit liv er gået med ingenting og så pludselig ... Pludselig kan jeg være her. En time tog det.

Udenfor ventede lillebror Mostafa. Også han er konverteret, men da Apostelkirken ikke vil døbe konvertitter, før de er fyldt 18 år, er han endnu ikke døbt.

Det lå dog i luften her 9. marts, at hvis storebror Zakariya fik opholdstilladelse, vil Mostafa sandsynligvis også få det med tiden. Inde i salen begyndte Flygtningenævnets medlemmer at stille spørgsmål til Zakariya. Han syntes, de var nemme at besvare. I modsætning til tidligere følte han det ikke som et forhør.

»Jeg troede, de ville tale om Bibelen, men det gjorde de næsten ikke. De spurgte mere ind til nogle trusler på min facebookside, hvor nogen var meget vrede over, at jeg er konverteret«, siger Zakariya.

BRØDRE PÅ ASYLFLUGT:

Brødrenes sag har været omtalt i en række aviser, herunder Politiken.

For 17 år siden flygtede deres forældre fra Afghanistan til Iran. Præcis hvorfor ved ingen. Zakariya var 4 år, og Mostafa er født i Iran.

Familien, der også tæller tre andre børn, levede som millioner af afghanske flygtninge under fattige vilkår. Faderen er blind og lam, Zakariya kom aldrig i skole, og Mostafa gik der kun sporadisk. Familien følte sig stærkt chikaneret af det iranske politi, der bad dem skrubbe hjem til Afghanistan.

For fem år siden blev moderen, der gjorde rent for iranske familier, anklaget for at stjæle, men da politiet ville anholde hende, kom Zakariya og en af hans storebrødre i kamp med politifolkene.

Efterfølgende blev de skiftevis fængslet og løsladt, indtil storebroderen en dag ikke vendte hjem. Ifølge brødrenes forklaring var han blevet tortureret og slået ihjel i fængslet.

Herefter flygtede Zakariya og Mostafa gennem Europa, og via Grækenland, Tyskland og Sverige endte de i Danmark.

Her har de i fire år søgt opholdstilladelse uden held. De har boet i asylcentre, de har været fængslet uden at have begået noget kriminelt, de har haft skiftende advokater, og præsten i Apostelkirken, Niels Nymann Eriksen, har anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen.

Hos medierne har især Kristeligt Dagblad skrevet om de to konvertitter. Men 2.december 2014 så det alligevel ud til at være forbi.

Opgøret i flyvemaskinen

Normalt kommer politiet om morgenen, når flygtninge skal sendes ud af landet. Både Zakariya og Mostafa ved det, og i lighed med andre afviste asylansøgere har de svært ved at sove, fordi de frygter morgenen.

Men med henblik på tvangsudsendelse havde politiet fængslet indsat dem i Ellebækfængslet ved Sandholmlejren, og denne dag kom de ud på eftermiddagen.

»De var fire mænd og en kvinde, og de behandlede os som kriminelle. De bandt os, og den ene tjekkede mit hår for at se, om jeg havde en kniv i det. »Åh hold op«, sagde jeg. Men han undersøgte mit hår. Så kørte de os til lufthavnen«, husker Mostafa.

En række aktivister som Bedsteforældre for Asyl, Børnebørn for Asyl og forfatteren Carsten Jensen var mødt op i lufthavnen. Rejsen til Kabul går over Istanbul, og aktivisterne blandede sig i køen ved skranken til Turkish Airlines, hvor de opfordrede passagererne til at protestere mod tvangsudsendelsen.

Mens aktivisterne blev standset af politiet og bundet på hænderne, blev brødrene ført ind i flyet af de fem betjente, der skulle ledsage dem på rejsen.

»Jeg lå på maven på en stolerække og græd, mens jeg råbte, at jeg ikke ville rejse. En af betjentene satte sine knæ på min ryg og sagde, at jeg skulle lukke munden. Så kom piloten og sagde, at han ikke ville flyve med os. Politiet sagde, at vi ville få en ny udsendelsesdato, og kørte os tilbage til Ellebæk«, fortæller Mostafa.

Ifølge hans advokat, Niels Erik Hansen, var han i sin gode ret til at gøre modstand, da politiets udsendelsesaktion var ulovlig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg søgte opholdstilladelse til Mostafa hos Udlændingestyrelsen inden udsendelsesforsøget, men havde endnu ikke modtaget svar. Det var derfor en svinestreg, at politiet ’glemte’ at spørge styrelsen, om der var en sag under behandling hos dem, for det var der. Kort tid efter at Mostafa havde sat sig til modværge i lufthavnen, fik vi brevet fra styrelsen, der bekræftede, at hans ansøgning var under behandling, og at han derfor havde ret til at opholde sig i Danmark under behandlingen af denne sag, da han på det tidspunkt havde anmodet om at få sagen genoptaget ved Udlændingestyrelsen«, siger Niels Erik Hansen.

Politiken har bedt politiet redegøre for deres opfattelse af forløbet, men med henvisning til, at der er tale om en konkret sag, har politiet afslået at udtale sig.

Sagen genoptaget

Siden indgav advokat Niels Erik Hansen endnu en genoptagelsesanmodning til Flygtningenævnet, hvor han anførte, at Zakariya er konverteret, og at sagen har været eksponeret i danske medier. Flygtningenævnet accepterede at genoptage sagen, og det var derfor, at Zakariya og Niels Erik Hansen 9. marts fik lov til at forklare sig igen. Efter en time var forklaringerne slut.

»Inde i værelset spurgte dommeren kvinden fra Udlændingestyrelsen om, hvad hun havde at sige til sagen. Hun sagde, at styrelsen ville se på sagen igen, men så sagde dommeren, at hun havde to minutter til at få afklaret med sin chef, hvad styrelsens holdning var. Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete, men dommeren så på mig og sagde tillykke«, fortæller Zakariya.

Han og advokat Niels Erik Hansen gik ud til de ventende. Zakariya sagde ikke noget, men Niels Erik Hansen havde en tommelfinger opad. I den tid, brødrene har boet her, har de knyttet et nært venskab med nogle danske familier, og de ventende begyndte at græde og grine og kramme hinanden.

»Det var mærkeligt. Jeg var på en måde meget lykkelig, men også forundret. I fem år har vi været på flugt. Fem år af mit liv er gået med ingenting og så pludselig ... Pludselig kan jeg være her. En time tog det«, siger Zakariya.

I begrundelsen fra Flygtningenævnet står der let forkortet:

»Ansøgeren har som asylmotiv henvist til, at han ved tilbagevenden til Afghanistan vil blive forfulgt som følge af sin konversion til kristendommen. Ansøgeren har for Flygtningenævnet gjort rede for sin kristne overbevisning og forklaret om sin deltagelse i det kristne menighedsliv. Oplysningerne herom ses bekræftet. Det bemærkes endeligt, at ansøgerens vanskeligheder ved at opnå opholdstilladelse på grund af sin kristne overbevisning har været omtalt i flere medier. Flygtningenævnet meddeler derfor opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 stk. 1.«

Godt vi gjorde modstand

Siden har Zakariyas liv ikke ændret sig væsentligt. Han arbejder stadig frivilligt på en restaurant, bor stadig i Sandholmlejren og hans lillebror Mostafa bor stadig i flygtningecentret for unge i Jægerspris.

De vil gerne bo sammen, men ved ikke, hvornår det kan ske. Zakariya har fået at vide, at han skal flytte ud i en kommune senest om tre måneder.

»Jeg er glad for, at jeg kan blive. Men jeg ved jo ikke med min lillebror, og jeg har spildt fem år af mit liv. Nu venter jeg bare på at komme i skole, så jeg kan lære noget. Så jeg ikke skal klare mig ved hjælp af en tolk«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mostafa på 16 år taler efterhånden ganske godt dansk og har ikke spildt så meget af sit liv endnu. Af og til rammer angsten ham, men han fortrænger den. Hans omgivelser fortæller ham, at han næppe bliver udsendt, når storebror har fået lov til at blive, og Mostafa også er ved at konvertere. Han drømmer om igen at spille fodbold i en dansk klub.

Den bedste tid, han har haft i Danmark, var, da brødrene på et tidspunkt boede i Asylcenter Kongelunden, og han spillede fodbold i Dragør, fik venner og scorede mange mål.

Helt sikre på, hvad der skal ske, er de ikke, men fremtiden tegner lysere end 2. december 2014, da de lå i håndjern bag i et fly på vej mod Kabul. Eller som de begge siger.

»Jeg er glad for, at vi gjorde modstand den dag. Ellers ville vi have været i Afghanistan«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden