Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krisecentre: Kvinder skal hjælpes bedre, når de flytter hjem

Voldsudsatte har brug for bedre støtte, når de flytter hjem efter ophold på et krisecenter, lyder det fra centrene.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når en voldsudsat kvinde forlader et krisecenter, er det ikke nok, at hun får tilbudt en bolig, psykologhjælp og en hånd til sine praktiske gøremål. Hun skal være sikker på fortsat at kunne få støtte fra de fagpersoner, der har kendt hende under opholdet på krisecentret.

Sådan lyder ønsket fra landets kvindekrisecentre, der ser med bekymring på den nuværende praksis, hvor det alene er kommunernes opgave at sørge for et såkaldt efterværn til kvinder i deres livs krise. Centrene vil derfor have skrevet ind i loven, at kvinder skal tilbydes kontakt med krisecentrene, efter at de er flyttet ud.

»Et krisecenter kan sammenlignes med en skadestue. Når kvinderne kommer, får de akut hjælp til at komme væk fra en voldelig mand. Men når de kommer ud herfra, er de enormt sårbare«, siger direktør i organisationen Danner, Susanne Philipson.

Hun peger på forskning, der viser, at det at bryde med vold i sit liv svarer til at skulle ud af et alkohol- eller stofmisbrug.

»Kvinderne skal arbejde med sig selv for at bryde mønstre, så de ikke går tilbage til ham, de kommer fra, eller finder en ny voldelig mand. Det er en proces, der tager lang tid. Og det er noget, de skal have støtte og hjælp til. Den løsning kan kommunerne ikke levere alene«.

35 års erfaring

Hvert år kommer rundt regnet 2.000 kvinder og lige så mange børn på krisecenter. 31 procent af dem har været på krisecenter to eller flere gange i deres liv. Regeringens 2020-mål har ambitioner om at reducere det tal til 25 procent.

Men det kan man kun, hvis man lader fagpersoner, som kender kvinderne, tage affære, siger Birgit Søderberg, der er formand for Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, LOKK.

»At bryde med vold er en lang proces. Det betyder kolossalt meget, at der er nogen, der har et indgående kendskab til vold og samtidig kender den enkelte kvinde, så hun ikke skal ud og bygge en ny relation op. Det er helt oplagt at lade krisecentrene stå for den opgave«.

Hos Kommunernes Landsforening er kontorchef i Center for Social og Sundhed, Tina Wahl, enig i, at den nuværende praksis kan forbedres. Men hun mener ikke, det skal være et lovkrav, at kvinder skal have mulighed for at få hjælp fra krisecentre, når de har forladt dem.

»Vi anerkender, at krisecentrene gør et rigtig godt stykke arbejde. Men vi synes, det er vigtigt, at kvinderne og deres børn kan blive hjulpet i deres nærområde, fordi vi fra forskningen ved, at det er sådan, vi opnår de bedste resultater. Og kvinderne bor ikke altid tæt på krisecentrene«, siger Tina Wahl.

»At kvinderne er meget sårbare, når de forlader krisecentrene, er en helt reel indvending. Det må vi prøve at kompensere for ved at lave en helhedsorienteret indsats i lokalområdet med vores rådgivere og psykologer. Og i enkelte tilfælde kan det være hensigtsmæssigt, at krisecentrene står for at lave efterværn«.

Enkelte krisecentre som for eksempel Danner i København tilbyder efterværn med gruppesamtaler og enkeltsamtaler med pædagoger og socialrådgivere fra krisecentret. Men det er ikke noget, de får penge for fra kvindernes hjemkommune, der betaler opholdet på krisecentret.

Både Susanne Philipson og Birgit Søderberg afviser, at deres opråb har til formål at kanalisere penge ud af kommunernes kasser og ned i krisecentrenes.

»Det her handler om at sikre kvinderne de bedste muligheder for at komme videre. Vi har 35 års erfaring med at hjælpe kvinder ud af vold, og vi hører dem sige, at hvis de ikke havde haft vores støtte efter deres ophold, så var de flyttet tilbage til den mand, de kom fra«, siger Susanne Philipson.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden