Hør Charlotte Skelkjær fortælle om at være i et voldeligt forhold Kilde: Politiken TV / Journalist: Milla Mølgaard / Producer: Peter Vintergaard

Danmark

Charlotte mødte 'drømmemanden': Jeg blev udsat for alle former for vold

Seks måneder på krisecenter gav Charlotte ro. Sig selv har hun fundet igen med hjælp fra andre voldsudsatte kvinder.

Danmark

Hun husker tydeligt hans smukke italienske sko og hans velsiddende jakkesæt. Hvordan han galant holdt døren til cafeen på deres første date, som de havde fået arrangeret allerede dagen efter, at de havde mødt hinanden på nettet. Han var intens. Lyttende. Ærlig. Nærværende. Fuldstændig perfekt. Lige præcis ham, Charlotte Skelkjær havde drømt om at skulle møde hele sit liv.

Han fik hende til at svæve på en lyserød sky, når han forkælede hende. Rev benene væk under hende, når de dyrkede ekstatisk sex. Alle films romantiske kærlighedsklicheer synes at være skabt til netop deres møde. Desværre også den om at kærlighed gør blind, bemærker Charlotte Skelkjær tørt.

»Han forgudede mig og fortalte mig, hvor fantastisk jeg var, og at han havde søgt efter netop mig hele livet. Det føltes ikke som en ofring, at han forventede, at jeg skulle give alt op for ham«.

Fem voldsformer

Så det gjorde hun. Droppede sit gospelkor. Sagde nej til jubilæumsfesten med gymnasiet. Meldte fra til møder i sine børns institutioner. Sagde sit job som klinisk audiolog op og blev selvstændig, så hun kunne arbejde hjemme.

Undskyldte sig over for veninderne, der til sidst stoppede med at ringe. Men det var ikke nok. Alle koder til hendes facebookkonto, mail og telefon skulle han have, så han kunne læse med. Kravene til, hvordan hun skulle opføre sig, blev umærkeligt intensiveret, alt imens de sammen indrettede den otteværelsers herskabslejlighed, han havde skrevet under på, inden hun havde set den.

Knap tre år gik. Alt, Charlotte Skelkjær brugte sin hjerneaktivitet på, var at overveje, hvad han havde brug for, og hvad han ville have. Hun vidste ikke, hvem hun selv var.

»Vi var ét, sagde vi til hinanden. Når han blev vred, var jeg ikke god nok. Jeg gjorde mig lidt mere umage hele tiden«.

Når hun ikke formåede at gøre, som han sagde, eller kom til at sige ord som for eksempel ’mand’ eller ’Norge’, som han havde indskærpet for hende, at han ikke ville høre, så kunne han finde på at tage hårdt fat i hendes nakke og bore tommelfingrene ind i hendes bryst. Hun spillede død i hans arme. Bagefter sagde hun undskyld, til han blev god igen. Det var først den dag, han smed hende ned på gulvet og satte et knæ i brystet på hende, at det gik op for hende, at hun skulle væk.

Med en bule i baghovedet, en stor blodansamling i lænden og blå mærker på brystet gik hun til lægen. Det blev vejen til krisecentret Danner, hvor hun tøvende flyttede ind en måned senere. Hun troede, at hun skulle være der et par uger. Hun blev der et halvt år.

»Jeg fandt ud af, at der findes fem voldsformer: fysisk, psykisk, økonomisk, materiel og seksuel vold. Jeg havde været udsat for dem alle, gik det lige så stille op for mig. I dag er jeg glad for, at han blev fysisk voldelig, ellers ved jeg ikke, hvornår jeg var kommet væk«.

Charlotte Skelkjær beskriver tiden på krisecentret som et helle, hvor hun begyndte at kunne mærke en lille flig af sig selv igen i de beskyttede rammer. Den store kamp startede først, da hun kom ud i virkeligheden igen. Med et selvværd i smadder og en økonomi i ruiner.

»Når du har levet gennem et andet menneske og har været styret og kontrolleret af ham og hans meninger, skal du finde ud af, hvem du overhovedet er. Hvad der er din kerne, og hvorfor du ikke skal finde tilbage til ham igen, selv om din krop sitrer af abstinenser og savn«.

De andre lyttede

Som andre kvinder, der forlader et krisecenter, fik Charlotte Skelkjær anvist et sted at bo af kommunen og kunne få psykologsamtaler. Hun blev ikke tilbudt samtaler med de fagpersoner, hun kendte fra sit ophold på Danner, for i dag er det ikke en obligatorisk del af opfølgningen, når kvinder forlader et krisecenter. Kun fordi en anden kvinde sprang fra i sidste øjeblik, kom hun med i en såkaldt efterværnsgruppe med seks andre kvinder, en pædagog og en socialrådgiver.

To timer hver anden uge i et år kunne kvinderne dele alt, hvad de tænkte på. Tårer fylder Charlotte Skelkjærs øjne, når hun taler om forløbet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden hjælp«, siger hun og tør ikke tænke tanken til ende: Hvor ville hun have været i dag, hvis hun ikke havde haft de andre i gruppen til at læne sig op ad og dele alle de tabuer, tanker og hemmeligheder, hun ikke kunne fortælle andre om?

»Dine veninder gider ikke blive ved med at høre på, at du synes, det er svært at overskue din hverdag. At du endnu ikke har fået pakket dine flyttekasser ud efter et halvt år. At du stadig kan savne ham, der har gjort dig så ondt. De forstår det simpelthen ikke. Men det gjorde de andre kvinder i gruppen«.

At samle sig selv rigtigt

De tre et halvt år, der er gået, siden Charlotte Skelkjær flyttede ud af Danner og ind i det sociale boligbyggeri, kommunen anviste hende, har hun brugt på at finde kernen i sig selv. Til at overveje, hvad hun har lyst til, og hvad der giver hendes liv værdi. Støttet af sine ’Dannersøstre’, som hun kalder de andre kvinder i gruppen, der fortsat ses jævnligt.

»Problemet med vold er, at det kan tage rigtig lang tid at forstå, hvad du har været udsat for. Men det bliver du nødt til, hvis du skal bryde dine mønstre. Og det kræver hjælp fra nogen, der virkelig forstår, hvad vold er, og hvad det gør ved en«.

I dag har hun et andet billede af, hvad kærlighed er. Hun savner ikke længere en mand, der kan gøre hende hel.

»En sund kærlighedsrelation er to mennesker, der er hele i sig selv. Jeg har slet ikke lyst til at gå i symbiose med en mand igen. Jeg er fint i symbiose med mig selv«.

Charlotte Skelkjærs blå øjne lyser. Hun smiler. Lettet over, at hun er blevet opmærksom på, hvor vigtigt det er at kende sig selv og sit eget værd. Hun beskriver den voldelige relation som en enorm, destruktiv kraft, der sprængte hende i tusind stykker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg kan bedre selv forstå det, hvis jeg sætter billeder på«, siger hun og peger rundt på stuegulvet.

Som om hun har ligget der, spredt ud over gulvbrædderne i et rent kaos. Hun griner, mens hun viser, hvordan hun har taget sig selv op, stykke for stykke.

»Det er gået meget langsomt. Men det er helt okay. For når jeg har været skilt ad i så mange dele, så kan jeg lige så godt samle mig selv helt rigtigt igen. På den måde, der er bedst for mig«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce