Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Sårbare brødre med angstproblemer hastesendt til Kabul

Humanitære organisationer kritiserer udsendelse af to unge afghanere. Myndigheder mener, at storebror kan passe lillebror – men begge slås med psykiske problemer.

Danmark

Uden varsel bankede politiet mandag morgen klokken 6 på døren hos to afghanske brødre på asylcenter Kongelunden på Amager. Den ældste er 23 år, lillebroderen 16. Begge lider af angstproblemer efter knap 5 års forgæves forsøg på at få ophold i Danmark – men nu skulle de ud af landet.

Deres ting blev pakket i to sorte affaldssække, og kort efter blev de overrumplede og søvndrukne brødre kørt bort som anholdte. Samme aften blev de sat på et fly til Afghanistan, hvor de ikke har været i 9 år, hvor de ikke har noget familie, og hvor de ikke kender nogen.

At drengene blev sendt ud i stor hast, skete til trods for bekymring og advarsler fra humanitære organisationer. De vurderer, at 23-årige Vahid Vaziri, der er plaget af angst og medicineret, ikke er i stand til at passe på sin lillebror Abolfazl, der beskrives som ængstelig, fordi han er præget af mareridt, har selvskadende adfærd, har selvmordstanker og store koncentrationsvanskeligheder.

»Det er simpelthen ikke forsvarligt at give den store eneansvaret for en mindreårig«, siger Maja Rettrup Mørch, sekretariatschef i Dansk Røde Kors. Hun henviser til en tidligere vurdering fra Røde Kors, som viser, at Vahid kun kan hjælpe sin bror, når han får støtte til det.

»Og når der netop ikke er nogen til at hjælpe dem i Afghanistan, kan han jo ikke løfte den opgave«.

Ofte medvirker den internationale migrantorganisation IOM ved udsendelse af udlændinge. Det kan være ved at modtage i hjemlandets lufthavn, bistå med indkvartering og papirarbejde, men IOM har udtrykkeligt frabedt sig at deltage i at få Vahid og Abolfazl Vaziri til Afghanistan. IOM mener, at brødrenes tilstand er for skrøbelig, og at organisationen ikke vil være i stand til at yde tilstrækkelig støtte.

»Det vil stride mod IOM’s interne retningslinjer at deltage i denne sag«, fastslår afdelingsleder i IOM Jacob Jørgensen over for Politiken.

KRONIKEN:

Røde Kors har af samme grund henvendt sig til politiet og Udlændingestyrelsen med en advarsel mod at sende Vahid og hans lillebror hjem uden støtte.

Advokat Marianne Vølund har repræsenteret de afghanske brødre. Hun finder det »besynderligt og kritisabelt«, at myndighederne ikke lytter til IOM. »Det er den organisation, som har sagkundskaben, som er til stede i Afghanistan, og som kender forholdene«.

Psykolog Charlotte Bjerregaard, der især har fulgt den yngste dreng, finder det »chokerende«, at de to drenge er sendt hjem så pludseligt. Blandt andet fordi der stadig verserer sager om opholdstilladelse i Udlændingenævnet og i Justitsministeriet.

Disse sager udskyder formelt set ikke udrejsen, men Charlotte Bjerregaard peger på, at »hvis de nu alligevel ender med at få opholdstilladelse, vil man så til at hente dem tilbage til Danmark?«

»Det er mærkeligt at sende så skrøbelige unge mennesker ud uden først at have færdiggjort deres sager«.

Flere danskere har hjulpet brødrene her i landet, men de blev af politiet nægtet mulighed for at følge dem til lufthavnen i mandags.

Ifølge en mail fra den danske ambassade blev brødrene modtaget i går i Kabul Lufthavn af en repræsentant for ambassaden. Efter registrering hos det afghanske flygtningeministerium i lufthavnen blev brødrene tilbudt midlertidig indkvartering et par dage, men de to brødre afslog og begav sig »på egen hånd« ud i byen, fremgår det af mailen.

Ifølge Charlotte Bjerregaard, der har fulgt den yngste af brødrene længe, skyldes det, at de to unge ikke ønsker at blive genkendt i Kabul som tilbagesendte asylsøgere. Det er risikabelt af flere grunde, og derfor vil de hellere slippe uset ud i det afghanske samfund.

Det lykkedes ikke Politiken eller brødrenes netværk her i landet inden avisens deadline at få kontakt til dem i Kabul.

Shiaer i sunniland

Brødrene er shiamuslimer fra det persisktalende hazarafolk i Afghanistan. Familien flygtede til Iran i 2006, efter at den ældste søn angiveligt blev forsøgt tvunget til at gå i en sunnimuslimsk koranskole, og efter at drengenes far havde været bortført og mishandlet.

Faderen forsvandt under flugten, mens moderen og fem børn bosatte sig illegalt i den iranske hovedstad, Teheran. I 2010 sendte hun de to drenge uledsaget til Europa. I dag er hun forsvundet og er efterlyst via Røde Kors.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De to brødre har – siden de kom til Danmark – fået afslag på både asyl og ophold på grund af særlige omstændigheder. Da Udlændingestyrelsen i april afslog opholdstilladelse, skete det med henvisning til en to år gammel Røde Kors-vurdering.

Styrelsen påpeger her, at storebror Vahid dengang blev vurderet til at være »i en stabiliseret og god udvikling og i stand til at varetage de primære omsorgsopgaver på en forsvarlig måde« – men under klar forudsætning af støtte fra andre voksne.

Vahid tager ifølge sagens papirer sit ansvar som storebror alvorligt, men reagerer ofte voldsomt på presset, og han har som følge deraf begået hærværk.

Psykolog Charlotte Bjerregaard mener ikke, at Røde Kors-vurderingen fra 2013 kan bruges til at påvise, at Vahid kan påtage sig rollen som sin lillebrors rollemodel og opdrager. Hun peger på, at Udlændingestyrelsen ikke har indhentet nyere udtalelser fra psykiater eller psykolog.

Politiken har læst en nyere psykologvurdering fra april i år, som netop påpeger, at Vahid er blevet mere krisepræget, at han får stærkere sovemedicin, og at han slås med angst og koncentrationsbesvær.

Nye psykologerklæringer om lillebroderen Abolfazl viser tilsvarende, at den 16-årige, som er »krisepræget, ramt af hukommelsesproblemer og voldsom hovedpine med hyppige flashbacks« har fået det væsentligt dårligere det seneste år. Drengen har haft en støttepædagog, der sørgede for, at han kom i skole.

Abolfazl gik i 9. klasse, og en af hans lærere skrev for nogle uger siden et debatindlæg i Politiken om drengens pressede situation.

Det har imidlertid ikke ændret ved beslutningen om at sende dem hjem. Udlændingestyrelsen slår i afslaget fast, at »de helbredsmæssige forhold eller oplysninger om væsentlige humanitære forhold« ikke giver anledning til at overveje opholdstilladelse. At Vahid ifølge Røde Kors kun kan varetage sin hjælperolle over for lillebroderen med støtte fra andre, ændrer ifølge Udlændingestyrelsen heller ikke beslutningen.

At drengene er født i Afghanistan af afghanske forældre og taler afghansk trækker tværtimod i retning af, at de kan sendes hjem – fordi de har »en så stærk tilknytning til Afghanistan, at de må antages at kunne indgå i det afghanske samfund«.

IOM’s afslag på at ville hjælpe med til en tilbagesendelse har heller ikke ændret noget. Det skyldes, at Vahid med en alder på 23 år »må antages at kunne tage vare på sig selv og Abolfazl Vaziri, hvilket han efter det oplyste har gjort under rejsen til og under opholdet i Danmark«, som Udlændingestyrelsen skriver.

Styrelsen vil ikke kommentere en personsag, og samme melding kommer fra vicepolitiinspektør Claus Birkelyng, Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lise Lomholt var frivillig repræsentantfamilie i Røde Kors for de afghanske brødre, og hun blev mandag morgen 10 minutter over 6 ringet op af Vahid, som ængsteligt fortalte, at politiet stod i brødrenes værelse på asylcentret. Lise Lomholt kalder det »fuldstændig forrykt, at man sender to unge og svage mennesker ud på den måde«. Hun siger: »Jeg og min familie havde en klar aftale med politiet om, at vi ville blive adviseret i god tid, så vi kunne holde hyggeaften sammen og tage afsked med værdighed. Vi har i forvejen gennem længere tid mentalt forberedt dem på, at den her dag ville komme, men det fik vi så ikke mulighed for«.

Kun ved at insistere over for politiet fik hun i løbet af mandagen sammen med et par andre støttepersoner lov til at besøge brødrene, som i timerne inden hjemsendelsen befandt sig hos politiet.

»Vi havde købt et lille sølvhjerte i en sølvkæde til hver af dem som symbol på, at de er i vores hjerter«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce