Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Skjult. Anne vil ikke have, at nogen skal genkende hende, for hun frygter folks reaktioner, hvis de ved, hvad der er sket. »Hvorfor er det mig, der ikke har gjort noget forkert, der skal skjule og skamme mig«, spørger hun.
Foto: Foto: Miriam Dalsgaard

Skjult. Anne vil ikke have, at nogen skal genkende hende, for hun frygter folks reaktioner, hvis de ved, hvad der er sket. »Hvorfor er det mig, der ikke har gjort noget forkert, der skal skjule og skamme mig«, spørger hun.

Danmark

Annes voldtægtssag blev henlagt: »Han blev fredet i klasse A«

Da Anne fik stjålet sin telefon, kom politiet straks og tog sagen alvorligt. Hun oplevede det modsatte, da hun anmeldte et voldtægtsforsøg.

Danmark

Det var tidlig morgen, da Anne vågnede. Han lå halvt oppe i hendes seng med sin stive tissemand i den ene hånd og den anden nede i hendes trusser, hvor han rodede efter hendes kønsåbning.

Hun husker chokket. Det føltes, som om alle kræfter havde forladt hendes krop, så da hun ville slå ham væk, var et dask på hans skulder alt, hun kunne præstere. Heldigvis for Anne var det nok. Han tog sit tøj og løb ud af lejligheden. Hun kunne se ham fra sit vindue, da hun rystende ringede til politiet.

»De sagde, at de ikke havde tid, fordi der var sket et skuddrab i byen den morgen. Jeg skulle prøve igen om eftermiddagen, fik jeg at vide«, fortæller Anne.

»Hvad havde du på?«

Hun gjorde, som hun havde fået besked på, men heller ikke senere på dagen havde politiet tid til at notere sig hendes oplevelser. Ej heller næste dag eller næste igen, husker Anne.

Efter halvanden uge troppede hun op på stationen sammen med sin veninde. Hun blev afhørt og fortalte betjenten, hvordan fyren havde været den sidste gæst til en sammenkomst, de to kvinder havde holdt i deres fælles lejlighed.

Hvordan de havde talt om hendes mulighed for at freelance som grafiker for ham, der netop havde startet et firma. Om skybruddet, der fik hende til at tilbyde ham en plads på deres sofa i stuen natten over. Og selvfølgelig om, hvordan han uden varsel var gået ind på hendes værelse og havde forsøgt at trænge ind i hende, mens hun sov.



»Betjenten spurgte mig blandt andet, hvilket tøj jeg havde på. Jeg spurgte, hvad det havde med sagen at gøre, for jeg lå jo og sov. »Ja, men hvad havde du på«, spurgte han igen. »Jeg sover i underbukser«, svarede jeg. Det var med vilje, jeg sagde underbukser i stedet for trusser. Ordet er langt mindre sexet«.

Jeg ved ikke, om de lærer på politiskolen, at langt de fleste voldtægtsanmeldelser er falske. Det kunne godt virke sådan

Anne fortalte desuden betjenten, at hendes veninde, samme nat som episoden fandt sted, havde haft uanmeldt besøg af manden. Veninden vågnede, da han trådte i noget på hendes gulv, og han havde set fåret ud, da hun spurgte ham, hvad han dog lavede inde hos hende.

»Det syntes betjenten ikke skulle med i rapporten. Han mente ikke, det var relevant, når nu fyren ikke havde gjort min veninde noget«, siger Anne, der i dag er i slutningen af 30’erne.

Afviste lagen og trusser som bevis

Hun er en af de kvinder, der ved, hvad Dansk Kvindesamfund taler om, når de i dag sammen med en lang række medunderskrivere i et åbent brev til justitsministeren problematiserer myndighedernes syn på ofre, der anmelder voldtægter og voldtægtsforsøg.

Hendes fortælling er et eksempel på, at det kan være meget svært at få en sag mod en formodet gerningsmand rejst.

»Jeg ved ikke, om de lærer på politiskolen, at langt de fleste voldtægtsanmeldelser er falske. Det kunne godt virke sådan«, siger Anne, der fik at vide, at politiet efter hendes afhøring ville lade ham afgive forklaring og derefter vurdere sagen.

De afviste at tage imod Annes lagen og trusser, hvor hun ellers mente, de måtte kunne finde mandens dna. Efter et par måneders utålmodig venten fik hun besked fra politiet. Det var ord mod ord, lød det, og Annes anmeldelse var derfor endt, hvor godt seks ud af ti voldtægtsanmeldelser ender: opgivet uden en retssag.

»Jeg blev chokeret. Jeg vidste, at jeg havde ret til at se hans forklaring, så den rykkede jeg for, så jeg kunne klage over, at han løj«.

Overskred klagefristen

Anne fortæller, at hun efter en måneds tid endelig fik en udskrift af mandens afhøring. Han havde ikke været sammen med Anne, sagde han, og han forklarede desuden, at han kun havde været inde på hendes værelse for at bede hende om at låse ham ud af lejligheden.

»Det var jo lodret løgn. Min lås er en almindelig Ruko smæklås med vrider på indersiden, så man skal ikke låses ud. Jeg forstår ikke, at politiet ikke afhørte mig igen for at spørge til sådanne detaljer«, siger Anne, der sendte en klage, hvor hun blandt andet redegjorde for låsens stand.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men klagefristen på fire uger var overskredet, fik hun at vide. Politiet kunne ikke gøre mere ved sagen.

»Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke har bedre redskaber til at efterforske sager, der er ord mod ord. De kunne efterprøve hans forklaringer. Spørge mig, hvilket undertøj han havde på, have vist mig ti billeder af tissemænd, hvor jeg kunne udpege hans. Det er så langt ude, at han tilsyneladende er fredet i klasse A og bare skal sige, at han ikke har gjort noget, for at gå fri«.

Kom på 2 minutter til stjålen telefon

Det er syv år siden nu, men Anne skal koncentrere sig for at holde tårerne tilbage, når hun ridser sine oplevelser op. Røde pletter breder sig op ad hendes hals, mens hun gengiver forløbet, som hun har taget tilløb til at sætte ord på i lang tid. For sagen er principiel og vigtig, mener hun.

Tanken om, at manden, der forsøgte at begå et overgreb mod hende, går fri uden at mærke nogen som helst konsekvenser af sine handlinger, går hende på. Forleden talte hun med sin kæreste om den retssikkerhed, hun som anmelder føler er ikkeeksisterende.

»Han tænkte over det og sagde: »Hvis en pige går med mig hjem, eller hvis jeg er inviteret hjem til hende, så kan jeg gøre med hende, hvad jeg vil, uden at jeg kan dømmes for det«. Det er jo desværre sådan, det er«, siger Anne.

Jeg forstår simpelthen ikke, at politiet ikke har bedre redskaber til at efterforske sager, der er ord mod ord

For et par år siden anmeldte hun en stjålet mobiltelefon. Politiet ankom på under 2 minutter, husker hun, og de satte straks efter tyven. I den forbindelse fik hun ikke stillet et eneste kritisk spørgsmål. Hun ville ønske, hun havde oplevet samme tilgang, da det var et fysisk overgreb, hun anmeldte.

»Jeg ved godt, at det kan være svært at opklare sager, hvor det er påstand mod påstand, og jeg synes ikke, uskyldige skal dømmes. Men jeg tror ikke, vi ville gå statsbankerot, hvis der blev afsat lidt flere resurser til at gå ordentligt ind i sager som min«.

Politi: Vi skal tage det alvorligt

Hos Københavns Politi, der havde med sagen at gøre, beklager politikommissær René Hansen, at Anne har haft en dårlig oplevelse. Han kan ikke kommentere den konkrete sag, men siger, at politiet bestræber sig på, at alle får en ordentlig behandling, når de henvender sig.

»Hvis man laver sagen ordentligt og har tid og mandskab til det, vil man tage ud på adressen og lave simpel sporsøgning, så man kan finde ud af, om han har været der. Det er jeg ret sikker på, man har gjort i langt de fleste anmeldelser. Så kan der desværre ske en eller anden form for smutter«, siger René Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At politifolk skulle have en forestilling om, at de fleste anmeldelser er falske, har ikke noget på sig, siger han. Men:

»Hvis du har en ferie med en dag med regn, husker du det, som om det har regnet hele tiden. Det samme gælder her. Hvis du har haft en dårlig oplevelse med en falsk anmeldelse, er det lige før, den overskygger alle de andre. Men derfor skal man selvfølgelig tage alle anmeldelser alvorligt«.

Anne er et opdigtet navn. Hendes fulde navn er redaktionen bekendt

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce