Opholdstilladelse. Det er Justitsministeriet, der behandler ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, og justitsminister Morten Bødskov (S) forsikrer, at sagerne bliver behandlet »helt efter reglerne«
Foto: JENS DRESLING (arkiv)

Opholdstilladelse. Det er Justitsministeriet, der behandler ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, og justitsminister Morten Bødskov (S) forsikrer, at sagerne bliver behandlet »helt efter reglerne«

Danmark

Rapport: Medieomtale skaffer asylansøgere ophold

Justitsministeriet giver få humanitært ophold. Men ifølge en ny undersøgelse kan pressen bane vejen.

Danmark

Normalt er chancerne for at få humanitært ophold i Danmark minimale. Men hvis medierne fatter interesse for en sag, ser det ud til at have betydning for myndighedernes villighed til at gøre en undtagelse.

I en rapport har organisationen Refugees Welcome undersøgt en stribe afgørelser, hvor der både er givet afslag og tilladelser til afviste asylansøgere.

Konklusionen er, at omtale hjælper: »Der er mange eksempler på, at afviste personer alligevel har fået ophold, efter at sagen har været præsenteret i medierne«, står der i rapporten.

Mediernes indflydelse Refugees Welcome, tidligere kendt som Flygtninge Under Jorden, nævner sagen om en 25-årig retarderet afghaner, der i 2008 kom til Danmark.

I første omgang stod han til udvisning, men efter at flere medier havde beskrevet hans historie, fik han alligevel opholdstilladelse. I 2012 gav Justitsministeriet også hans mor og brødre lov til at blive.

Et andet eksempel handler om en 72-årig dement iraker, der gemte sig i Brorsons Kirke på Nørrebro.

Da politiet havde ryddet kirken, blev han fængslet med henblik på udsendelse. Men efter at sagen fik prædikat som noget, der »nærmer sig grusom og umenneskelig behandling«, kom Justitsministeriet på andre tanker. I 2010 fik irakeren og hans kone opholdstilladelse.

Michala Bendixen fra Refugees Welcome har ikke fundet holdepunkter for, at der var kommet nye oplysninger, og derfor ser hun ingen andre forklaringer på tilladelserne end mediernes indflydelse.



»Det er selvfølgelig glædeligt for de pågældende mennesker, men ikke særlig betryggende for retssikkerheden. Problemet er, at det bliver tilfældigt, hvem der får humanitært ophold. Det bliver dem, der har gode forbindelser. Medierne burde vende tilbage og spørge myndighederne, hvorfor den enkelte sag er blevet ændret, men ikke den generelle praksis«, siger Michala Bendixen. Hun har svært ved at bevise, hvorfor myndighederne ændrer holdning, men »de færreste bryder sig om at fremstå umenneskeligt barske«.

Ny chance til familie fra Kosova
Billedet bekræftes af andre, der beskæftiger sig med spørgsmålet. Advokat Bjarne Overmark er advokat for en kosovaalbansk familie, der netop har fået genoptaget deres sag efter omtale i TV 2 og Politiken.

Egentlig skulle familien være rejst i torsdags, men dagen inden ringede Udlændingestyrelsen og fortalte, at de alligevel måtte blive i landet, mens deres klagesag behandles.

»Jeg er ikke i tvivl om, at tv-indslagene og avisartiklerne har haft en afgørende betydning. Det er godt for familien, men synd for de ansøgere, der ikke er i stand til at mobilisere en vognborg omkring sig. Jeg har oplevet mange gange, at pressens interesse for en sag kan ændre resultatet«, siger Bjarne Overmark, men understreger, at kosovaalbanernes klage er saglig, fordi der aldrig er taget højde for børnenes tarv.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bødskov: Reglerne altid bliver fulgt

Ifølge seniorforsker Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut for Internationale Studier er det både godt og skidt, at myndighederne ændrer afgørelser efter medieomtale. »Hvis det er udtryk for, at de er blevet opmærksomme på en fejl og derfor tager sagen op til fornyet overvejelse, er det selvfølgelig positivt. Men hvis det er en måde at få ubehagelige enkeltsager til at gå væk på og undgå en principiel diskussion om huller i de gældende regler, er det langt mere problematisk«, siger han. Det er Justitsministeriet, der behandler ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, og justitsminister Morten Bødskov (S) forsikrer, at sagerne bliver behandlet »helt efter reglerne«.



LÆS OGSÅ »Det gælder naturligvis også, hvis sagerne har været omtalt i medierne. Der kan selvfølgelig komme nye oplysninger frem, der medfører, at sager genoptages og i nogle tilfælde får en anden afgørelse, men det ændrer ikke ved, at reglerne altid bliver fulgt«, skriver han i en kommentar uden at ville forholde sig til de to nævnte sager. Formand for Integrationsudvalget Trine Bramsen (S) vil ikke ud med, om hun kender sagerne, men rapporten giver hende ikke »grund til at tvivle på, at det er lovgivning og ikke medierne, der er udgangspunkt for afgørelserne«:



»Selvfølgelig kan medarbejdere begå fejl, eller der kan komme nye oplysninger til, så en afgørelse må laves om. Men udgangspunktet for, om nogen får ophold, er vores lovgivning og intet andet«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce