Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
BØN. Fredagsbønnen i Islamisk Trossamfunds moske på Dortheavej ved bisættelsen af den danskpalæstinensiske terrorist, der havde myrdet to i København. Trossamfundet har gennem årene flere gange været i strid med politikere, der tager afstand fra dets synspunkter.
Foto: MARTIN LEHMANN

BØN. Fredagsbønnen i Islamisk Trossamfunds moske på Dortheavej ved bisættelsen af den danskpalæstinensiske terrorist, der havde myrdet to i København. Trossamfundet har gennem årene flere gange været i strid med politikere, der tager afstand fra dets synspunkter.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Var politikernes og Islamisk Trossamfunds forhold et ægteskab, havde skilsmissen truet længe

Muslimsk organisation har i mange år været i strid med politikerne.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er blevet smækket med mange døre i samtalerne mellem Islamisk Trossamfund og politikerne.

Nu er forholdet atter anstrengt. Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation er rede til at standse kommunens samarbejde med Islamisk Trossamfund.

Lokalpolitikerne vil have den muslimske organisation til at tage afstand fra en række yderligtgående holdninger hos talere i dens moske. Blandt andet har en prædikant, som moskeen åbnede dørene for, fortalt tilhørerne, at stening kan være acceptabelt.

Muhammedkrisen gav stærk splittelse

Politikernes kontrovers med trossamfundet er ikke den første af sin art. Islamisk Trossamfund og politikerne har siden muhammedkrisen gang på gang været på kant med hinanden. Hadtalende imamer, terrormistænkte og omstridte udsagn fra trossamfundets medlemmer har været med til at skabe strid.

KOMMUNALT KRAV

Dengang i 2005 var stemningen mildest talt anstrengt. En række fremtrædende imamer - heriblandt repræsentanter for Islamisk Trossamfund - var rejst rundt i Mellemøsten for at samle opbakning til reaktioner mod de danskere, der havde formastet sig til at tillade Jyllands-Posten at tegne Muhammed.

Nogle af de eksempler på krænkende billeder, de havde med, kom slet ikke fra Danmark. Men det hindrede ikke, at de blev delt og vist under rundturen, som var med til at udløse særdeles voldelige uroligheder og angreb på de danske ambassader i flere lande.

Statsminister krævede, at imamdelegation undskyldte løgnene

I januar 2006 krævede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) direkte, at de falske oplysninger, de danske muslimers delegation gav, skulle rettes.

»Jeg går ud fra, at såfremt der er spredt misinformation om situationen i Danmark, så vil de ansvarlige hurtigst muligt få rettet op på det i forhold til de samtalepartnere, som de har i Mellemøsten«, lød statsministerens krav til delegationens bagmænd i Islamisk Trossamfund.

Kravet blev ikke fulgt dengang, men i 2013 undskyldte en talsmand for trossamfundet den rejse, der fik sat hidset befolkningerne i Libanon og Egypten op.

»Hvis vi havde kunnet forudsige, at der ville ske menneskelige og materielle ødelæggelser, så havde vi aldrig nogensinde taget den tur rundt i Mellemøsten«, sagde talsmand Imran Shah dengang.

Minister advarede mod uvilje til integration

Men da var skaden sket, og tilliden havde lidt et knæk. I februar 2006 opgav daværende integrationsminiser Rikke Hvilshøj (V) at forsøge at tale med de muslimske religiøse overhoveder om forsøg på at få integreret indvandrere i Danmark.

»Vi har jo set udtalelser, som direkte siger, at de ikke er interesserede i den integrationsproces, regeringen har sat i gang. Det, synes jeg, er meget beklageligt«, forklarede ministeren.

En måned senere tog imamerne Ahmed Akkari og Abu Laban fra Islamisk Trossamfund til Bahrain, hvor de deltog i en yderligtgående konference for lærde og muslimske organisationer fra hele verden.

Den daværende formand for Demokratiske Muslimer, Naser Khader, advarede om, at de kunne ende med at lege med ilden. Kort forinden havde et fransk tv-hold i smug filmet Ahmed Akkari komme med dødstrusler mod den da radikale politiker.

Ingen er stillet til ansvar for forhånelsen af vores profet. Derfor har vi ikke andet valg end at bede om en fatwa.

Akkari fik opbakning fra medlemmer af Islamisk Trossamfund, politiet undersøgte, om truslerne var strafbare og endte med i 2007 at opgive sagen.

Samme år besluttede statsadvokaten for særlige internationale straffesager, at der ikke skulle rejses sag om landsforrædderi mod imamerne fra blandt andet Islamisk Trossamfund under muhammedkrisen.

Dom for terrorstøtte blev affærdiget

Alligevel var omgivelsernes forhold til Islamisk Trossamfund fortsat belastet. Da den dansk-marokkanske Said Mansour fik sin første dom for at opfordre til terror, så afviste trossamfundets talsmand Mostafa Chendid, at den dom var i orden.

»Jeg har ikke læst noget, der afslører, at manden er skyldig - at han har overskredet nogle grænser. Så jeg er skeptisk«, erklærede han.

På det tidspunkt var trossamfundet ikke tilfreds med udfaldet af muhammedkrisen året forinden. Det truede i juli med at sende en ny delegation af sted til Mellemøsten, hvis Jyllands-Posten ikke blev straffet af de danske domstole eller af menneskerettighedsdomstolen.

»Ingen er stillet til ansvar for forhånelsen af vores profet. Derfor har vi ikke andet valg end at bede om en fatwa«, forklarede talsmand Kasem Ahmad til avisen. Han afviste, at det skulle ses som en dødstrussel som den, der blev følgen for forfatteren Salman Rushdie, da denne blev mål for en fatwa og siden har måttet leve under tæt beskyttelse af livvagter.

Hvorfor skal den danske stat støtte trossamfund, der læner sig op ad ekstreme ideologier, som opfordrer til vold?

Imam så hadprædikant som forbillede

Et års tid senere, i marts 2008, havde imam Mostafa Chendid fra Islamisk Trossamfund erklæret, at han så Yusuf al-Qaradawi som sit ånedelige forbillede. Det var en mand, der på grund af sin sympati for terror var forbudt indrejse i lande som Storbritannien, Frankrig og USA og som spillede en aktiv rolle i at blæse til kamp mod Danmark under muhammedkrisen.

Chendids kontroversielle synspunkt fik Naser Khader, der nu var blevet formand for Ny Alliance, til at kræve indgreb mod Islamisk Trossamfund.

»Jeg vil ikke forbyde trossamfund, men hvorfor skal den danske stat støtte trossamfund, der læner sig op ad ekstreme ideologier, som opfordrer til vold?«, spurgte han og foreslog, at godkendelsen af trossamfundet blev trukket tilbage. Den giver blandt andet skattemæssige fordele og ret til opholdstilladelse for dets forkyndere - fordele, der efter folketingspolitikerens mening skulle fjernes.

De konservatives Tom Behnke tilsluttede sig ønsket: »Jeg deler Ny Alliances bekymring«, sagde han.

Tilsluttede sig krigserklæring mod Israel og dets støtter

Et par år efter var Islamisk Trossamfund atter i søgelyset. Denne gang skrev et bestyrelsesmedlem, Khalil Assi, under på en erklæring, der opfordrede til modstand »med alle midler og metoder« mod ikke alene Israel, men også de lande, der støtter Israel - Danmark inklusive.

Hele erklæringen er krigerisk, ekstremistisk og indeholder en potentiel opfordring til terrorisme.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Erklæringen var udfærdiget under et møde i Tyrkiet, hvor yderligtgående organisationer som Hamas, Jamaat-e-Islami og Det Muslimske Broderskab deltog. Mødet mundede ud i, at deltagerne tog afstand fra fredsplanerne for konflikten.

»Budskabet er reelt en krigserklæring mod alle lande, som støtter Israel«, vurderede den amerikanske terrorforsker Lorenzo Vidino efterfølgende om det kommuniké, Islamisk Trossamfunds bestyrelsesmedlem altså støttede.

Venstres Søren Pind, der dengang var partiets udenrigsordfører, reagerede skarpt: »Jeg begriber ikke, at man kan skade det land, hvor man bor«. Samme toner lød fra socialdemokraternes leder Helle Thorning-Schmidt: »Hele erklæringen er krigerisk, ekstremistisk og indeholder en potentiel opfordring til terrorisme. Hvis Islamisk Trossamfund vil beholde nogen som helst troværdighed, bør de tage skarpt afstand og ekskludere vedkommende«.

Kort efter trak trossamfundet sit navn fra den yderligtgående erklæring.

Både S og V langede ud efter Islamisk Trossamfund

I 2009 var der atter en kontrovers med samfundet. Det kritiserede Villy Søvndals (SF) fordømmelse af de voldelige sammenstød i det præstestyrede Iran. Borgerrepræsentanten Lars Aslan Rasmussen (S) reagerede ved at kræve, at Københavns Kommune indstillede sit samarbejde med trossamfundet om den stormoske, der var planer om at få bygget.

Fire år senere, i juli 2013, var det Venstres daværende integrationsordfører Inger Støjberg, der i en kronik i Politiken var særdeles kritisk over for muslimer, der tager afstand fra de danske værdier.

»Find jer et andet sted at leve og bo. Ingen holder på jer eller tvinger jer til at blive. Vi har taget imod jer, og nu er det op til jer at udvise den fornødne respekt for vort samfund og de værdier, det bygger på«, fandt hun efter et møde med repræsentanter for Det Islamiske Trossamfund.

Det Islamiske Trossamfund har en mere radikal tolkning af islam end det store flertal af muslimer, som er moderate. Men så må de tone rent flag – i stedet for at foregive, at de repræsenterer alle. Det gør de ikke.

Det havde ikke, fandt hun, taget entydig afstand fra stening eller fra arrangerede ægteskaber.

»Jeg tror aldrig nogensinde, at hun har udtalt sig positivt om den muslimske minoritet i Danmark, så hendes udtalelser er ingen overraskelse for os«, replicerede Imran Shah, trossamfundets talsmand.

Ligestillingsordfører Fatma Øktem (V) opfordrede samfundet til at tage navneforandring, så det ikke længere kunne tages for at repræsentere bredt.

»Det Islamiske Trossamfund har en mere radikal tolkning af islam end det store flertal af muslimer, som er moderate. Men så må de tone rent flag – i stedet for at foregive, at de repræsenterer alle. Det gør de ikke«.

Hadprædikant talte for unge

Sidste år kom det frem, at en af Storbritanniens mest rabiate imamer, Anjem Choudary, havde holdt en tale for unge muslimer i Islamisk Trossamfunds moske på Dortheavej.

»Det er ulykkeligt, at man tillader, at han får plads til at påvirke de unge i Islamisk Trossamfunds regi«, sagde terrorforskeren Magnus Ranstorp efterfølgende.

Moskeen meddelte efterfølgende, at Choudarys tale ikke var sket med dens godkendelse. Men samtidig lagde trossamfundets talsmand Imran Shah noget af skylden over på myndighederne.

»Det spørgsmål, der trænger sig på, er: Hvorfor giver regeringen en person som ham tilladelse til fri bevægelighed inden for Danmarks grænser?«, spurgte han.

Shariatilhængere og homohader

Samme opsigt vakte det i 2011, da trossamfundets og dets ungdomsafdeling, Munida, havde en anden kontroversiel taler på besøg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Canadieren Bilal Philips fik lov at tale i Korsgadehallen, selv om han er berygtet for sine udfald mod homoseksuelle, som efter hans mening skal have dødsstraf. Han har også betegnet selvmordsangreb som »en legitim form for kamp«.

Blandt dem, der kritiserede invitationen fra Islamisk Trossamfund, var den radikale Manu Sareen.

Imran Shah forsvarede efterfølgende valget af taler.

»Vi mente, at det kunne være spændende for de unge at høre ham tale om islamofobi. Han kan sende et signal til de unge om, at de skal omfavne det samfund, de lever i«.

Trods de mange skænderier og udfald fra politikere mod Islamisk Trossamfund og de holdninger, det gang på gang er blevet associeret med, så er kontakten aldrig blevet afbrudt. Om det sker nu efter den københavnske borgerrepræsentations krav om, at det tager afstand fra en række imamers hadefulde ytringer er et åbent spørgsmål.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden