Danmark

Mein Kam

Danmark

Den danske SS-soldat Søren Kams første møde med Heinrich Himmler var skuffende. Himmler var en af Hitlers nærmeste, han var chef for det berygtede SS-korps og hovedansvarlig for koncentrationslejre og jødeudryddelser. Og så viste Himmler sig ifølge Kam at være »alt andet end typen, som vi fremtidige SS-officerer tog os til forbillede«.

Himmler og hans lærling mødtes 23. november 1942 på SS-officerskolen i Bad Tölz syd for München, og for sig så Kam en mand, hvis »figur var rund med lidt mave, hans hår sort, og han virkede ubarberet på grund af sin stærke skægvækst, som gav hans ansigt en mørk farve«.

Da Søren Kam nogle måneder senere atter møder Himmler, hæfter han sig igen ved den alt andet end arisk udseende rigsførers fremtoning. Himmler har til gengæld et godt øje til den unge dansker, måske fordi, som Søren Kam bemærker, »jeg tror, at jeg dengang var hans absolutte idealbillede af en germansk SS-officer, 186 cm høj, lyshåret og med blå øjne«.

Himmler begik selvmord kort efter afslutningen af Anden Verdenskrig i foråret 1945, mens hans danske SS-prototype klarede sig fri af alle problemer og levede ganske lykkeligt som tysk familiefar til sine dages ende i marts i år. Han blev 93 og troede hele livet på, at hans skæbne var forudbestemt, og at nogen eller noget holdt hånden over ham. Det kan man måske ikke helt fortænke ham i.

Den københavnske grosserersøn deltog under Anden Verdenskrig i næsten tre år som tysk soldat i de hårde kampe på Østfronten og blev såret flere gange. Han overlevede også sammenbruddet i Det Tredje Rige, blev senere tysk statsborger og gift, fik tre børn samt en civil karriere som sælger på et bryggeri i byen Kempten i Sydtyskland.

Og så undgik han i tre omgange, senest for knap 10 år siden, at blive udleveret til Danmark for sin deltagelse i et mord i 1943 nord for København på en dansk redaktør. En udleveringssag, der har gjort Kam til en af de mest omtalte danskere, der under krigen trak i SS-uniform, høje støvler og skrårem og med sit ariske udseende gik i krig for ideen om et stortysk rige. Han var idealisten, der svor Hitler troskab og satte sit liv på spil i nazismens navn. Og som blev belønnet af Det Tredje Rige med hurtigt avancement og ordner i stribevis. Og altså personlig omgang med Nazitysklands absolutte spidser.

Først, når han var død

Søren Kam tog aldrig til Danmark for at stå til regnskab for sine gerninger. Nede i Kempten holdt han sig så meget i skjul, han kunne, i de lange perioder, hvor udleveringssagen var oppe i de danske medier, der jagtede Kam for at få hele hans historie.

Det viser sig nu, at han ville skrive den selv. Da han blev pensioneret fra bryggeriet i 1986, havde han opsparet et behov for at forklare sig. Han skrev på få måneder sine erindringer – i hånden og på dansk – men forsøgte ikke dengang at få dem udgivet. Hans frontberetninger, beskrivelse af møderne med Himmler og Hitler og historien om hans overlevelse efter krigen blev i skuffen.

Først for 4 år siden tog Søren Kam med en ven i Danmark som mellemmand kontakt til historikeren Mikkel Kirkebæk for at høre, om han var interesseret i at udgive Kams levnedsbeskrivelse.

»Der var kun én betingelse: Udgivelsen skulle først ske, når Kam var død«, forklarer Mikkel Kirkebæk, der havde besøgt Søren Kam nogle år tidligere, da han researchede på en bog om en anden dansk topnazist, C.F. Schalburg.

Søren Kam døde i marts i år, og på tirsdag udgives hans erindringer, ’Et liv uden fædreland’. Det sker i et samarbejde mellem Mikkel Kirkebæk, der er ph.d. og lektor på Hvidovre Gymnasium & HF, og en anden historiker, forskningschef på Det Kongelige Bibliotek, dr.phil. John T. Lauridsen. Begge har skrevet anerkendte bøger og afhandlinger om Danmark under besættelsen.

Søren Kam har ikke begrundet over for de to historikere, hvorfor hans erindringer først måtte udgives, når han ikke var her mere. Men de antager, at han ville skåne sig selv og dermed sin familie for endnu en mediestorm, ikke mindst på grund af hans rolle i redaktørmordet i 1943.

»Det var hans testamente, men hans holdning var, at familien ikke havde noget ansvar for hans fortid, og det er vores indtryk, at de faktisk heller ikke kender hele Søren Kams historie«, siger de to historikere.

Kams modhistorie

Kirkebæk og Lauridsen står som udgivere af bogen. De fik uden betingelser overdraget alle rettigheder til Kams manuskript samt adgang til at benytte hans private arkiv, som Kams ven, der ikke vil træde offentligt frem, nu råder over.

Derfor er Kams egen beretning suppleret med en række bilag, der uddyber hans liv som soldat, og illustreret med private fotos, blandt andet fra Kams militære karriere.

Da de to historikere havde læst Kams manuskript, var de ikke i tvivl om, at det burde udgives. Men ikke i sin rå form.

»Kams erindringer er et partsindlæg. En halv historie, som Kam velovervejet og med efterrationaliseringer har skrevet ned 40 år efter krigen. Det er sådan, han vil ses. Der er ikke spor af anger eller selvransagelse. Alt har et idealistisk og ædelt formål«, siger John T. Lauridsen.

Mikkel Kirkebæk tilføjer: »Kam var nazist og militarist. Hans største ønske var at blive husket som en af Danmarks bedste soldater gennem tiderne. Derfor er der mange forskønnelser, fordrejelser og udeladelser som i alle biografier«.

De to udgivere kalder Kams erindringer for en »modhistorie« til det, der faktisk skete. Det er, fortæller Kirkebæk og Lauridsen, et fællestræk for den slags erindringer, at en masse af det, der er ufordelagtigt for nazisterne, bortforklares, omskrives eller udelades. Et forsøg på at retfærdiggøre sig, at skrive tabernes historie, som de kalder sandheden.

I Kams beretning er det f.eks. russerne, der begår voldsomme krigsforbrydelser på Østfronten, mens tyskerne bortset fra enkelte fejl er den forurettede part. Og Kam afviser, at han under krigen kendte til jødeudryddelser, selv om han var officer i SS, der var ansvarlig for koncentrationslejrene, og selv om han havde besøgt kz-lejren i Dachau.

Samtidig fastholder Kam, at han gik i tysk tjeneste for at stoppe en russiske invasion af det demokratiske Europa, altså også Danmark. Og at Hitlers idé om et stortysk rige var forløberen for de politiske tanker om EU.

»Det er utænkeligt, at Kam ikke skulle have kendt til både jødeudryddelser og SS-troppernes massakrer på befolkningerne i Østeuropa«, siger Mikkel Kirkebæk. Han og John T. Lauridsen understreger dog, at der ikke findes kildemateriale, der peger på, at Søren Kam har deltaget i uhyrlighederne.

’Et liv uden fædreland’ – det er Kams egen titel – er derfor forsynet med udgivernes 80 sider lange gennemgang af Kam-sagen og dokumentation for hans systematiske skævvridning af historien. Desuden er Kams egen næsten 350 sider lange tekst side for side forsynet med noter, der korrigerer og supplerer Kams oplysninger i det omfang, det er muligt.

Kam på eventyr

Søren Kam var næstældst i en søskendeflok på ni i en velstående grossererfamilie i København. Faderen var allerede i 1930’erne medlem af det danske naziparti og sendte Søren i en skole, der senere viste sig at rekruttere mange unge nazister. Søren Kam blev som 16-årig aktiv i de danske ungnazisters organisation, NSU, og ved den førstgivne lejlighed – kort efter tyskernes besættelse af Danmark 9. april 1940 – meldte han sig til tysk tjeneste.

Han var 18 år, stak af hjemmefra og kom i juni 1940 med den første danske gruppe tysklandsfrivillige ud af landet og videre til en kaserne i det sydlige Tyskland. Som han skriver i sine erindringer: »Eventyret kunne tage sin begyndelse«.

Han kom med i Division Wiking, der optog unge mænd fra Danmark, Norge og andre lande, som tyskerne havde besat. Kam deltog i krigens start som menig i den tyske offensiv på Østfronten i blandt andet Ukraine og senere som officer i det forgæves tyske forsøg på at holde russerne væk fra det erobrede Ungarn. Han blev såret flere gange og dekoreret med flere ordner, blandt andet det sjældne Jernkorsets Ridderkors.

Han gjorde også tysk tjeneste i Danmark, blandt andet i slutningen af 1943 som leder af Schalburgskolen, der blev oprettet af tyskerne for at rekruttere unge danske sympatisører til at dæmme op for den stigende tyskfjendtlighed i den danske befolkning.

Kam var kun én af de flere tusinde danskere, der under besættelsen meldte sig til den tyske hær – to af Kams brødre fulgte senere hans eksempel – og der findes mange beretninger om danske tysklandsfrivilliges deltagelse i Hitlers overfald på Østeuropa og senere nederlag til russerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men Søren Kams erindringer er noget særligt, og det begrunder udgivelsen, selv om det har været nødvendigt med de mange gule og røde kort i teksten, mener Kirkebæk og Lauridsen:

»Der er ikke afgørende nye oplysninger i Kams erindringer om SS-soldaternes meddelagtighed i krigsforbrydelser på Østfronten eller andre steder. Men vi får en masse nye detaljer om hvervningen af danskere til tysk tjeneste, kasernelivet, uddannelsen og frontlivet fra en mand, der desuden fortæller om hele sit liv fra fødsel og til næsten død. Vi får blandt andet hans beretning om flugten efter Det Tredje Riges sammenbrud, og hvordan han blev en tysk familiefar og sælger af først dametøj og så øl«, forklarer John T. Lauridsen.

Han peger på, at Kam bedre end så mange andre udtrykker de danske tysklandsfrivllliges tanker:

»Han mener, fejlagtigt, at kongen og regeringen har opfordret unge danskere til at gå i krig for Tyskland, at sætte livet på spil mod bolsjevikkerne, og så får de fingeren, når de kommer hjem. De føler sig svigtet og radikaliserer sig yderligere«.

Mordet på redaktøren

Det var en dramatisk hændelse, mens Søren Kam var leder af Schalburgskolen i Danmark, der førte til, at Kam måtte leve et liv uden fædreland. Mange af de tysklandsfrivillige, der overlevede krigen på Østfronten, vendte hjem og blev stort set alle, hvis de blev fanget, idømt 2 års fængsel i retsopgøret i årene efter besættelsen. Det gælder også Søren Kams to brødre.

Men Kam vendte aldrig hjem til Danmark. 30. august 1943 havde han deltaget i en privat aktion mod en dansk redaktør, Carl Clemmensen. Sammen med tre andre danskere i tysk tjeneste, blandt andet Flemming Helweg-Larsen, bortførte Kam den tyskfjendtlige redaktør, ifølge Kam for at få ham til at afsløre navne på danske modstandsfolk og andre, der chikanerede danskere, som støttede tyskerne. Bortførelsen endte med, at Clemmensen blev skudt og efterladt på en vej nord for København. I hans krop sad projektiler fra blandt andet Kams og Helweg-Larsens pistoler.

Hitlers befuldmægtigede i Danmark, Werner Best, var imod den slags selvtægt og sendte Kam og Helweg-Larsen til Tyskland, hvor de blev tiltalt for drab. De blev dog frifundet med henvisning til, at deres »handlinger var uden egennytte og båret af en ideel bevæggrund«.

Efter besættelsen blev Helweg-Larsen anholdt i Danmark og tiltalt for mordet. Han forklarede i retten, at han og Kam handlede i selvforsvar, da Clemmensen blev skudt og dræbt. Helweg-Larsen blev dømt til døden og henrettet i januar 1946 som den første krigsforbryder under retsopgøret.

Kam klarer skærene

I Danmark troede man, at Søren Kam var død i krigens sidste dage. Men han havde under navnet Peter Müller hutlet sig igennem efterkrigskaos i det sydlige Tyskland og undgik ved et lykketræf at blive fanget af de vestlige tropper. Og han havde ikke tænkt sig at vende tilbage til Danmark og stå til regnskab for sine forbrydelser. Han vidste, hvordan det var gået Helweg-Larsen.

Men tiderne ændrede sig. 10 år efter krigens afslutning søgte Søren Kam tysk statsborgerskab i sit eget navn. Og i 1956 blev han tysker, selv om han i sin ansøgning om statsborgerskabet udtrykkeligt havde omtalt sin rolle i Clemmensen-drabet og dermed sit retlige mellemværende med Danmark. Han skjulte sig ikke længere, stod endda opført i telefonbogen.

Først midt i 1960’erne prøvede Danmark at få Søren Kam udleveret og stillet for retten for hans rolle i Clemmensen-drabet. Det tyske retsvæsen vurderede dog efter en flere år lang sagsbehandling, at Kam ikke kunne sigtes for mord og derfor ikke kunne udleveres. En mildere forbrydelse, f.eks. drabsforsøg, var på det tidspunkt forældet efter tysk lov.

30 år senere prøvede Danmark igen at få tyskerne til at udlevere Kam, men atter forgæves. Dermed var den langstrakte udleveringssag dog ikke slut. Midt i 00’erne forsøgte Danmark sig for tredje gang, og den nu 84-årige Kam var en overgang fængslet i München, mens de tyske myndigheder undersøgte sagen. I 2007 afviste Tyskland endnu en gang at udlevere Kam. Begrundelsen var igen, at det ikke ville kunne bevises, at Kam var medskyldig i mordet på Clemmensen.

Den danske advokat John Petersen var beskikket forsvarer for Søren Kam under den sidste udleveringssag. Hans synspunkt dengang var, at Søren Kam næppe ville kunne dømmes, og derfor var der ikke grundlag for en udlevering. Men hvorfor kom Kam så ikke frivilligt til Danmark og blev frifundet?

»Det var aldrig på tale, for jeg havde fået en tilkendegivelse fra statsadvokaten om, at hvis Kam kom til Danmark, ville han blive fængslet, som det skete en kort overgang i Tyskland. Og det var ikke noget at udsætte sig for, når man var midt i 80’erne og havde hele sit liv i Tyskland«, siger John Petersen, der besøgte Kam et enkelt gang, mens han var fængslet i Tyskland, og mødte en »venlig gammel mand«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nazistisk rockstjerne

Søren Kam levede i næsten 70 år sit stille familieliv i det sydlige Tyskland. Men han afsvor ikke nazismen:

»Søren Kam var en rockstjerne i det nazistiske miljø frem til sin død. Folk skrev til ham, han holdt taler og deltog i årlige veterantræf for at udveksle minder med gamle kampfæller. Han bar sit ridderkors, som han anså som et adelsmærke og bevis for de værdier, han havde levet for. Han kaldte modtagelsen af ridderkorset og mødet med Hitler for den vigtigste begivenhed i sit liv«, siger Mikkel Kirkebæk.

Under arbejdet med bogen besøgte Mikkel Kirkebæk for et par år siden Kam i hans hjem, hvor der var Søren Kierkegaard på reolen og lå masser af fanbreve:

»Han var blevet gammel og følte sig misforstået, men var ikke bitter. Han fortrød næppe noget. Og da vi var færdige med at tale, tog han et billede fra en bunke fanbilleder, der lå parat på bordet, og skrev en venlig hilsen til mig på billedet«.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce