Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Cathrine Ertmann
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»De ansatte skal se mennesket i mig«

Børnerådet kræver bedre indsats over for frihedsberøvede mindreårige. På landets mindste sikrede institution i Brønderslev prøver man at forene positiv udvikling med et liv bag højt hegn og pigtråd.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Kan du spille røvhul?«.

To fyre kigger op fra kortspillet ved bordet i snedkerværkstedet. Eftersom den ene, ’Hamid’, holder en lille kunstpause mellem »spille« og »røvhul«, flækker de af grin.

»Nå, kom nu, vi spiller videre«, siger ’Hamid’ utålmodigt til sin makker.

Rastløsheden sidder i kroppen. Fødderne vipper op og ned fra gulvet. Et par uger har de været her, og de to er blandt de senest ankomne indsatte til den sikrede institution Kompasset i Brønderslev i Nordjylland. Begge er anbragt under såkaldt pædagogisk observation af deres hjemkommuner.

I metalværkstedet arbejder ’Tobias’ med svejseapparatet. Han er 17 år. Efter et voldsomt overfald på en jævnaldrende for fire måneder siden, som han ikke kan huske noget af, fordi han var stærkt beruset, blev han placeret i varetægtssurrogat, mens politiet arbejder med sagen. Han er god til at svejse, får han at vide.

’Christina’ har været her længst. Hun er ved at brænde bynavet Aalborg ned i et stykke træ. I 14 måneder har hun siddet indespærret her efter en sag om personfarlig kriminalitet.

Flere af ’Christina’s værkstedsproduktioner står eller hænger rundtomkring i lokalet.

»Jeg har jo også haft tiden til det«, bemærker hun.

Institutionen blev indviet i 2012 i nyopførte lave bygninger med store vinduespartier, motionsrum og boldbaner. Der er slanke fyrretræer rundtomkring på grunden, masser af græs og et robust hegn med pigtråd hele Kompasset rundt.

’Hamid’ er færdig med kortspillet og sliber utålmodigt på et stykke træ. Så brokker han sig over, at han ikke har hørt fra sin sagsbehandler i hjemkommunen. Hun havde lovet at ringe. »Og jeg gider ikke bruge en opringning på hende. Jeg ved bare, at jeg ikke kommer igennem«, siger han.

Efter arbejdet i værkstederne føres de fire beboere hjem, som man siger her på stedet, til deres bohus. En tur, som bruges til at tænde smøger og ryge lidt.

Du kan skrive, at vi ikke må se porno

’Christina’ er 16 år og har langt hår.

»Jeg har det fint nok med at være her. Man kan få lov til at slappe af, være sig selv og lære sig selv bedre at kende. Det havde jeg brug for«, siger hun.

I bohuset har de et værelse hver med bad og toilet. Her er også fælles tv-rum og spisestue med tilhørende køkken.

Et sted at forandre sig

De har ingen mobiltelefoner. Der er låse på alle døre. Ingen kan færdes nogen steder uden følgeskab fra en af de ansatte. Heller ikke udenfor. Der er gitter for alle terrasser.

På gulvet i ’Christina’s værelse står hendes sneakers pænt i orden. Førhen var hun en rå gadetøs, forklarer hun. Var aldrig hjemme, sov hos venner, stak af til København og solgte stoffer på gaden.

»Før jeg kom hertil, var jeg altid stresset. Jeg stjal og var voldelig. I starten her spillede jeg smart og sagde grimme ting til pædagogerne, men så begyndte jeg at tænke mere over tingene«.

Der bor i alt otte unge på Kompasset, fordelt på to huse. Husene fungerer som to parallelle verdener, der aldrig kommer i kontakt med hinanden. De indsatte føres til skolestuerne og værkstederne og tilbage til husene på forskellige tidspunkter.

I en ny rapport om landets sikrede pladser kritiserer Børnerådet, at den pædagogiske indsats er for forskellig eller fraværende, og at der mangler planer for de unges udslusning.

Det er krav, som man forsøger at imødekomme på Kompasset, som ifølge forstanderen, Tina Maria Larsen, satser på det socialpædagogiske arbejde og et samarbejde med hjemkommunen efter endt ophold her.

Det kan man godt mærke, synes ’Christina’. »Min hverdag er blevet god. Hvis ikke der var gode ansatte her, ville jeg blive skør. Man kan godt mærke på dem, at de ikke er her bare for pengenes skyld. De vil gerne snakke og gå tur. Det er meget vigtigt, at man kan føle, at nogen godt gider én«, siger hun.

Ligesom at være hjemme

Førhen ville folk godt være sammen med hende, men det var mest, fordi hun havde penge og lå højt i hierarkiet.

»De ansatte skal se mennesket i mig, så kommer jeg til at tænke over, hvad jeg gør. Hvordan jeg er udadtil. Jeg vil gerne fremstå som et ordentligt menneske. Jeg tror selv på, at jeg er et ordentligt menneske«.

En julesok til adventsgaver hænger ved siden af værelsesdørene.

I søndags var der slik i.

Dørene lukkes og låses hver aften klokken 22.30 og åbnes igen næsten morgen ved 8-tiden, når morgenmaden er klar.

Jeg gider ikke bruge en opringning på hende. Jeg ved bare, at jeg ikke kommer igennem

På væggen hos ’Tobias’ hænger et familietræ, som han selv har tegnet. »Her er jeg«, siger han og peger ind på midten.

»Og her er min søn. Ham fik jeg, da jeg var 14. Min far sagde, at han lignede mig«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Tobias’ ved ikke, hvad der skal ske i hans sag.

Han ved ikke, om han har en advokat, eller hvad der er sket med hans offer. Han ved heller ikke, om han skal se sin søn igen, og desværre er hans far omkommet ved en ulykke.

»Men jeg elsker at være her. Jeg vil ikke ud herfra. Det er ligesom at være hjemme. Jeg har det afslappet her, men om 2 måneder fylder jeg 18, og så skal jeg ud. Det er ærgerligt«.

Friheden bag tremmerne

’Tobias’ kunne godt tænke sig at arbejde i en tøjbutik. På overarmen har han tatoveret et hjerte med plads til et navn. »Det skal enten være min mors eller min søns«, siger han.

Er du farlig?

»Nej, men jeg er en drillepind«.

’Hamid’ og kammeraten har været i rygegården. De vil gerne snakke, men ikke rigtig sige noget.

»Du kan skrive, at vi ikke må se porno. Vi har ikke har noget at gokke den af til, mand. Vi har heller ikke noget internet. Vi aner ikke, hvad der sker på Facebook. Vi ved ikke, om det er 2015 eller 2016«, siger han.

Han ved heller ikke, hvornår han skal for retten, fordi sagsbehandleren ikke ringer. Han er heller ikke interesseret i en handlingsplan.

»Jeg har selv en plan, når jeg kommer ud. Jeg skal bare tage det stille og roligt. I et stykke tid«.

’Christina’ har en drøm om at blive pædagog. Hun vil gerne være mentor for andre unge og lære dem at tage de rigtige beslutninger.

Kan man ændre sig sådan et sted her?

»Det tror jeg, de fleste kan. Især hvis man har pædagoger, som kan rådgive eén, så man får en forståelse af, hvad det er, man gør. Jeg har fået sådan en forståelse«.

Der sker noget med folk, når de har været her et stykke tid, har hun opdaget.

»De bliver mere stille og rolige. Efterhånden kan man snakke med dem om, hvad de har lavet af kriminalitet. Og om deres privatliv og familie. Det kan jeg med ’Tobias’«.

Hendes favoritpædagog er en, som er god til at give sig tid. »Nogle af de unge, som kommer her, har siddet andre steder, og de fortæller, at der er stor forskel på institutionerne. Nogle steder taler de ikke så meget med de unge«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Har du savnet støtte?

»Ja, fra mine forældre. De skulle have givet mig mere omsorg. Der er så meget, som nogle skulle have gjort, men min mor og far kunne ikke«.

Er det en god idé at være spærret inde?

»Det er forkert at spærre unge mennesker inde. Men der er også noget godt ved det, for man lærer noget om sig selv. Det skulle bare være sådan, at man en gang imellem kunne komme ud i samfundet«.

Af hensyn til de medvirkendes anonymitet er navnene ændret

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden