Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Foto: CHRISTENSEN NIELS
Danmark

Norske og danske pårørende: Opklar mordbranden på Scandinavian Star

Norske og danske pårørende kræver, at norsk politi skal inddrage skibsinspektør Flemming Thue Jensens oplysninger om planlagte brande på Scandinavian Star i den nuværende efterforskning.

Danmark

Nu er der en mulighed for at opklare mordbranden på Scandinavian Star for 26 år siden - og den skal udnyttes.

Det er holdningen hos både Jan Harsem fra den norske støttegruppe og Mike Axdal fra den danske forening for overlevende og efterladte til de 159 mennesker, som mistede livet på det brandhærgede skib natten til 7. april 1990.

Det sker efter, at Søfartstyrelsens daværende hovedundersøger af branden, Flemming Thue Jensen, efter 26 års tavshed nu fortæller, at brandene på skibet var nøje planlagt og blev udført af en eller flere brandstiftere med et indgående kendskab til passagerskibe og brandforløb – og der blev begået bevidst sabotage mod et hydraulikrør, hvilket var med til at skabe en hidtil uset heftig brand.

»Det er et vidne med høj troværdighed, som havde et myndighedsansvar umiddelbart efter branden, som nu står frem i februar 2016 og siger noget, som går stik mod det, som har været hovedforklaringen på brandforløbet frem til dags dato«, siger den norske støttegruppes talsmand, Jan Harsem.

Oplysninger til politiet

Han overlevede selv branden sammen med sin halvandet år gamle søn, men mistede sin gravide kone, som omkom på skibet.

»Flemming Thue Jensens oplysninger går lige ind i kernen af politiets efterforskning. Jeg håber, at han også kommer i kontakt med politiet meget hurtigt, så politiet kan vurdere hans informationer«, siger Jan Harsem.

Den daværende skibsinspektør var en af de første, som kom om bord på det brandhærgede skib, da det var blevet bugseret til den svenske by Lysekil. Gennem tre dage undersøgte han arnestederne for de påsatte brande. Han konstaterede, at brandmønstret ikke var tilfældigt.

Madrasbunde af jern forhindrede en branddør i at lukke, så hovedbranden kunne sprede sig som en ildkugle op i skibet, og ilden fik luft, fordi der blandt andet blev brugt en særlig skibsklods for at holde en skydedør åben til vogndækket.

Hovedbranden var den anden påsatte brand på skibet, og Flemming Thue Jensen konstaterede, at en usædvanlig kraftig tredje brand omkring 12 timer efter hovedbranden også var påsat. Et hydraulikrør var blevet brudt op, og der var stillet madrasser op, så ilden kunne få fat. Formentlig blev der tilkoblet dieselolie, som blev pumpet ud gennem det brudte rør, for der var olie i gangen.

»Det var sabotage«, mener Flemming Thue Jensen.

Oplysningerne er i direkte modstrid med norsk politis officielle forklaring, som fastslår, at tredje brand var en genopblussen af den oprindelige hovedbrand.

Ny efterforskning

I juni 2014 måtte politiet i Oslo erkende, at der ikke var beviser mod en dansk lastbilchauffør, som politiet oprindelig udpegede som den sandsynlige gerningsmand – og som døde i hovedbranden. Siden har Oslos politi efterforsket sagen igen.

Flemming Thue Jensens oplysninger er særligt interessante, fordi der ud over brandfolk kun var få besætningsmedlemmer om bord på skibet, da oliebranden brød ud. De overlevende passagerer var på det tidspunkt evakueret. Det indsnævrer antallet af mistænkte.

FEATURE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da han som Søfartsstyrelsens repræsentant afgav forklaring i Sø- og Handelsretten fire dage efter brandene, fortalte han ikke om det brudte olierør. Styrelsens ledelse gav ham kun mandat til at fortælle Sø- og Handelsretten om tiden op til og under hovedbranden – og dermed kun om de to første af de mindst fire brande på skibet. Det svarede til halvanden time af de 38 timers brandforløb på skibet.

I foråret 1990 gik han derfor mundtligt videre med sin viden om brandforløbet til norsk politi i to omgange, men han blev aldrig indkaldt til en afhøring.

Centralt tema

Jan Harsem mener, at det rejser en række spørgsmål.

»Det er vigtigt at få afklaret, hvornår det blev besluttet, at søforklaringen i Sø- og Handelsretten ikke skulle handle om hele brandforløbet - og af hvem?«, siger han og tilføjer:

»Det er også et centralt tema for den igangværende efterforskning, fordi man har antaget, at hovedbranden har gået gennem skibet og er blevet slukket, og så er den genopstået på nye steder med store tidsintervaller i løbet af de 38 timers brandforløb, og det er et spørgsmål, som norsk politi nu efterforsker. Lader det sig forklare fysisk, eller har der været separate brandstiftelser? Det er temaet for politiets efterforskning, og vi kender endnu ikke politiets svar på det«.

Burde have fortalt det

Jan Harsem undrer sig dog over, at Flemming Thue Jensen først nu offentliggør sin viden.

»Han burde have fortalt om det, fordi han var en myndighedsperson«, siger han.

TV

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den pensionerede skibsinspektør Flemming Thue Jensen står frem med nye oplysninger om Scandinavian Star-branden, der kostede 159 mennesker livet for 26 år siden. Myndighedernes forklaring af ulykken har naget ham lige siden. Kilde: politiken.tv / tilrettelæggelse: Lars Halskov & Nima Hajarzadeh

Mike Axdal mistede sin bror og far på skibet, mens han selv overlevede. Han har arbejdet med sagen i alle årene og er repræsentant for den danske støtteforening. Han er glad for, at Flemming Thue Jensen er trådt frem, men han forstår heller ikke, hvorfor den daværende skibsinspektør ikke gjorde mere for at meddele sin viden til de danske myndigheder.

»Som Flemming Thue Jensen selv er inde på, kunne sagen have været opklaret i 1990. Især hvis han havde opfyldt sin meldepligt dengang. Han fortalte det til de norske myndigheder i 1990, men han har også et ansvar i forhold til de danske myndigheder. Sådan en oplysning, som han kommer med, ville have støttet de spekulationer, der allerede var dengang. Det ville have givet belæg for at sige, at der er noget rivende galt. Så ville den her sag være blevet opklaret for mange år siden i stedet for, at der skal gå 26 år«, siger Mike Axdal.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce