Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Finn Frandsen
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Folkekirken gemmer også fundamentalister

Modstand mod homoseksualitet findes stadig i folkekirken, hævder et debatindlæg i dagens avis. Eksperter bekræfter, at fundamentalisme er en del af folkekirken.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Religiøs fundamentalisme findes ikke kun i muslimske miljøer og hos ekstreme imamer, som TV 2-dokumentaren ‘Moskeerne bag sløret’ for nylig afslørede. Også folkekirken rummer fundamentalistiske menigheder, siger religionssociologer og præster.

»Den brede folkekirke, der kan samle mange forskellige synspunkter og religiøse retninger, indeholder også grupper med meget konservative fortolkninger af Bibelen«, siger lektor Brian Arly Jacobsen ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet:

»Det er både folkekirkens succes og et problem for folkekirken«.

For eksempel har Indre Mission ifølge religionssociologen traditioner, som går ud på »at regelsætte menigheden på en måde, som minder om det, vi ser blandt nogle af de konservative, ortodokse muslimske menigheder«.

Der er grupper med tilknytning til folkekirken - mindre menigheder og præster - som har de her holdninger, og dem giver de også åbent udtryk for

I de konservative kristne grupper er der for eksempel regler om, at man ikke må feste eller drikke. Seksuel aktivitet før ægteskabet er bandlyst, og socialt bliver der slået hårdt ned på afvigelser fra normerne i visse kredse, siger Brian Arly Jacobsen.

»Man ser samtidig flere og flere især yngre mennesker i Danmark, som udtrykker nogle af de samme holdninger, religiøst og politisk, som vi ser fra det kristne højre i USA, om for eksempel abort og kvinders status«, siger han og fremhæver personer omkring Dansk Bibel-Institut som eksempel.

I et læserbrev i dagens avis beskriver Andreas Gylling Æbelø, der som teenager voksede op i kristne miljøer som Indre Mission og Luthersk Mission, hvordan han for 15 år siden blev forsøgt omvendt fra sin homoseksualitet af en folkekirkepræst:

»Det var omkring årtusindeskiftet. Men kristenfundamentalistisk kvaksalveri praktiseres med uformindsket styrke i 2016«, skriver han.

Netop strenge seksualnormer er de tydeligste eksempler på, hvordan fundamentalisme kommer til udtryk i folkekirken, siger Marie Vejrup Nielsen, leder af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet:

»Der er grupper med tilknytning til folkekirken – mindre menigheder og præster – som har de her holdninger, og dem giver de også åbent udtryk for. Det er ikke en stor del inden for folkekirken som sådan, men de er der og protesterer også, når der sker ændringer i folkekirken, som de ikke er enige i«, siger hun.

Klassisk kristen seksualmoral

Der har den seneste tid været stort politisk fokus på imamer, der kommer med udemokratiske ytringer, såkaldte hadprædikanter. Med direkte adresse til herboende imamer meldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag ud, at regeringen vil »se på, om vi med respekt for grundlovens bestemmelser – herunder paragraf 67 om religionsfrihed – kan kriminalisere ytringer, der undergraver dansk lovgivning, for på den måde at kunne komme efter de mennesker, som under dække af religion og teologi i virkeligheden undergraver vores samfund«.

Mens radikal islam får stor politisk opmærksomhed, har vi lært at leve med den kristne fundamentalisme, siger Brian Arly Jacobsen.

»Det er blevet naturligt, at de er til stede i det danske samfund. Vi møder af og til mennesker fra de kristne bevægelser på vores vej, vi undres, men tolererer deres tilstedeværelse. Fordi de efterhånden har været en del af det danske samfund i 150 år«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ivan Larsen arbejdede som præst i Skt. Stefans Kirke på Nørrebro i København i 36 år, inden han gik på pension i 2012. Som homoseksuelt gift har han oplevet, hvad han betegner som fundamentalisme i folkekirken.

»Efter at jeg offentligt var trådt frem som bøsse, oplevede jeg i en bestemt præstegruppe, at man på sit årlige møde brugte fire timer på at diskutere mig, og nogle mente, at jeg burde fradømmes kjole og krave«, siger han.

De reaktionære kræfter får mindre og mindre magt, vurderer han: »Jeg kan se, at åbne bøsser og lesbiske får kristne embeder i dag, og i min tid skulle man holde sin kæft. Så fundamentalismen har trukket sig tilbage, men eksisterer stadig«, siger han.

Ifølge Jørgen Jørgensen, sognepræst i Aabenraa og formand for bestyrelsen i Menighedsfakultetet, en privat teologisk uddannelse i Aarhus, er modstand mod homoseksualitet i folkekirken ikke udtryk for fundamentalisme, men for klassisk kristen seksualmoral:

»Den klassiske bibelske seksualmoral taler om forholdet mellem mand og kvinde som noget fuldstændig unikt og enestående. Det betyder ikke, at der ikke findes en lang række andre gode relationer mellem mennesker, men der er ikke noget, der kommer på siden af det. Det er et opgør med seksuelle afarter, som det ikke tidligere har været et problem at tage afstand fra. Men i dag bliver man hurtigt beskyldt for at være fundamentalist, hvis man gør det«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden