Pres. Mia Kristina Hansen føler sig presset, når hun skal prioriterer, hvem af beboerne hun skal hjælpe. Foto:
Foto: Finn Frandsen

Pres. Mia Kristina Hansen føler sig presset, når hun skal prioriterer, hvem af beboerne hun skal hjælpe. Foto:

Danmark

Mia: »Det kunne være fedt, hvis politiet kom, når vi ringede«

Langfredag mistede Mia Kristina Hansen en kollega, der blev stukket ihjel med en kniv på Bocenter Lindegården. Kulminationen på 122 voldsanmeldelser siden august.

Danmark

For lidt over 2 uger siden slog en amfetaminhøj og psykotisk beboer en af Mia Kristina Hansens kolleger ihjel på Bocenter Lindegården ved Roskilde.

En hændelse, som på mange måder var forudsigelig, mener Mia. Her er hendes oplevelse af situationen på arbejdspladsen.

»Vi har hele tiden vidst, at noget som det her kunne ske. For vi har jo set det før. Dem, der ikke får den behandling, de har brug for, ender det galt for.

Og sådan er det også med nogle af beboerne på Lindegården. Der er kommet flere til med dobbelte diagnoser, det vil sige personer med både psykisk sygdom og misbrug, som vi har sværere ved at hjælpe.

Det er ikke, fordi vi mangler kompetencer. Jeg har altid fundet tryghed i, at dem, jeg er på arbejde med, er fagligt stærke. Jeg føler derfor godt, vi kan levere de rigtige rammer. Beboerne formår bare ikke altid at tage imod det.

Nogle har måske været indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling i 20 år, og de bliver ofte utrygge ved den nye måde at bo på. De magter ikke de konflikter og situationer, der opstår i de nye frie rammer.

Bliver de bange, tror de måske jeg vil forgifte dem med medicinen. De ser mig som en, der vil slå dem ihjel, og de situationer er selvsagt farlige.

På Lindegården er der 180 beboere. Af dem er der nok 10, der er voldelige. Og de tager nemt vores tid fra de øvrige beboere. Det er både synd for dem, der ikke får hjælp, og for de 10, der har brug for en helt anden form for støtte.

Vi gør meget ud af, at beboerne ikke skal mærke det. Men jeg føler mig presset, når jeg skal prioritere, hvem der skal have hjælp.

Der er dage, hvor jeg føler afmagt, men vi er gode til at snakke om det og få afløb for afmagten. Sige til hinanden, at det her, det er der ikke nogen grund til at spilde flere kræfter på. For selvfølgelig kan vores arbejde dræne os for energi, det er helt naturligt.

Vi kan aldrig undgå konflikterne, men det kunne være fedt, hvis politiet kom, når vi ringede, hvis vi uden videre kunne få en beboer indlagt på en psykiatrisk skadestue, når han havde brug for det, og hvis det hele spillede, som det burde. Sådan er det bare ikke nu.

Jeg føler mig magtesløs, når venterummet på skadestuen er så fyldt med mennesker, at beboeren bliver utryg og vil hjem igen, eller bliver sendt hjem efter en enkelt dags indlæggelse, helt dopet af medicin og med beskeden om, at nu er han blevet rolig.

Det kan sammenlignes lidt med at blive sendt hjem med blødende mavesår. Vi kan være nok så dygtige til at støtte og skabe trygge rammer, det ændrer ikke på, at de ikke får den hjælp, de har brug for«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden