Værft. Her på Søby Værft skal den nye elfærge bygges. Værftet blev grundlagt i 1931 som Søby Motorfabrik og Stålskibsværft A/S. Siden 1981 har værftet været drevet af en fond 'til gavn for befolkningen på Ærø'.
Foto: Melissa Kühn Hjerrild

Værft. Her på Søby Værft skal den nye elfærge bygges. Værftet blev grundlagt i 1931 som Søby Motorfabrik og Stålskibsværft A/S. Siden 1981 har værftet været drevet af en fond 'til gavn for befolkningen på Ærø'.

Danmark

Iværksættere: Ærø vil gerne skabe arbejdspladserne selv

Der bliver ikke flyttet statslige arbejdspladser til Ærø i regeringens store udflytningsplan. Men Ærø vil også meget hellere have hjælp til at investere i selv at skabe jobbene.

Danmark

I år blev der for første gang i mange år lidt flere indbyggere på Ærø. Helt præcis 14 styk, for der er kommet 20 flygtninge, som borgmester Jørgen Otto Jørgensen (S) hilser velkommen som tilflyttere. »Vi er glade for dem og håber, at de får job. Det skulle ikke være umuligt«.

Ærø har nemlig masser af virksomheder og gåpåmod trods de udfordringer, det giver at være en af landets mindste kommuner på en ø med godt 6.000 indbyggere.

»I stedet for at sidde tilbage og vente på, at udviklingen lukker vores virksomheder, vil vi gerne selv styre den«, siger øens erhvervsdirektør, Carl Jørgen Heide.

Øens store satsning på solvarme er noget af det, der har skabt en selvbevidsthed og stolthed på øen og en tro på, at ting kan lade sig gøre, mener han.

Ganske vist er der nedlagt nogle landbrug og lukket en del butikker rundtomkring. Men der er også kommet nye virksomheder til Ærø, blandt andet et bryggeri og et par firmaer inden for softwareudvikling og 3D-design.

Store gravemaskiner er i færd med at udlægge fibernet til de idylliske stokroseklædte bindingsværkslandsbyer, så Ærø i 2017 vil have lynhurtigt fibernet i 97-98 procent af alle husstande.

Havnen er blevet for trang

Søby Værft er stadig et lille værft sammenlignet med de afdøde giganter Lindø og B&W. Men der er gang i forretningen, og værftet har 60 faste medarbejdere, og i travle perioder er op til 230 medarbejdere i gang i døgndrift med at bygge hjemmeværnsfartøjer og andre mindre specialfartøjer.

Dertil kommer 20-21 andre maritime virksomheder med specialer inden for skibselektronik, træarbejde, kabellægning på havbunden, reparationer, skibsmægling og rekruttering af mandskab – listen er lang. Og aktiviteten i Søby Havn er så stor, at pladsen er blevet for trang.

Der skal længere moler til, et dybere havnebassin og en ny og større tørdok til værftet, så det kan tage større skibe ind.

»Det vil være den største erhvervsinvestering for Ærø og vil kunne skabe 200 nye arbejdspladser«, siger erhvervsdirektør Carl Jørgen Heide. Beregninger viser, at udgiften vil tjene sig ind på kun 6 år.

Men Ærø kan ikke selv skaffe de 200 millioner, det koster. Der skal en statslig investering til.

»Det vil være den største erhvervsinvestering for Ærø. Vi behøver ikke at diskutere udflytning af arbejdspladser, vi vil hellere skabe dem selv«, siger han med hentydning til den lille milliard kroner, regeringen har valgt at bruge på at tvangsflytte en række af statens medarbejdere til andre dele af landet. Sammen har de skrevet et brev til trafikminister Hans Christian Schmidt og erhvervsminister Troels Lund Poulsen, hvor de opfordrer til at støtte »de lokale potentialer og spidskompetencer, som i forvejen er en del af lokalområdets dna, og som med en hjælpende hånd fra statslig side for alvor vil give vind i sejlene«, lyder deres argumenter.

»Vi vil gerne udfordre hele udkants-snakken«, siger borgmester Jørgen Otto Jørgensen. »Vi føler os ikke som Udkantsdanmark. Vi har masser af initiativ og innovation her på øen, men vores problem er, at vi ikke har adgang til de samme finansieringsvilkår som andre steder«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lokal iværksætterkultur

»Hvis man fra Christiansborgs side ønsker at styrke udviklingen i hele Danmark, bør politikerne støtte de gode projekter og initiativer, der er udviklet lokalt, så vi på øerne og i landdistrikterne i endnu højere grad selv begynder at tænke i jobskabelse og styrker en lokal iværksætterkultur«, mener han.

Ærø skal imidlertid ikke regne med en særligt hjælpende hånd fra staten til projektet. Det fremgår af det svar, som erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) netop har sendt til øen.

Han er helt enig i, at det er en god idé at støtte lokale styrkepositioner, men:

»Danske havne er dog selvstændige virksomheder, der opererer på et kommercielt marked, hvorfor staten bør medvirke til at sikre bedre rammevilkår for alle og ikke den enkelte havn. Ligeledes sætter EU’s gældende regler for statsstøtte begrænsninger for, hvad staten kan yde støtte til, når det kommer til investeringer i havneinfrastruktur«, hedder det i svaret.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce