Forfatter til bog om sorg: Der er skam et liv efter konens død

Lægens diagnose for nu snart fem år siden var knusende. Det var den samme dag, Mads Christoffersen begyndte at sørge.

Hans kone, forfatteren og feministen Suzanne Giese, havde en aggressiv form for lungekræft, som havde bredt sig til det meste af kroppen, lød beskeden fra den kølige læge.

Sygdommen var i sit slutstadie.

»Da vi kom hjem fra hospitalet, gik jeg straks på computeren og fandt ud af på bare ti minutter, at den kræftform overlever man ikke«.

Han læste dog ikke mere om sygdommen i de måneder, hun levede. For han ville ikke besidde en viden, han ikke kunne dele med sin ægtefælle, der afviste at tale om døden, mens hun var syg.

Men selv om han sammen med hende kæmpede hver dag for at bevare deres livskvalitet og håb, voksede hans sorg gradvist mere og mere under hele den ni måneder lange proces.

Og Mads Christoffersen føler stadig sorg den dag i dag. Også selv om han mindre end et halvt år efter dødsfaldet i 2012 blev forelsket igen og nu er lykkelig i et nyt forhold.

»Der er groet skorpe hen over sorgen. Men nedenunder er den stadig blød og levende, og den vil altid være der«.

Måske kom han forholdsvis helskindet igennem den overvældende proces ved at tage sorgen på sig tidligt i forløbet, funderer han selv, da vi mødes i hans nye kærestes lejlighed på Østebro, hvor Mads Christoffersen nu bor.

Han kan fortælle om ikke bare sine egne erfaringer, men også om andre mænds, for han har netop udgivet en bog, hvor syv andre mænd ud over ham selv beretter om deres håndtering af tabet af deres kæreste.

»Mænd der mister« hedder bogen, og den er med forfatterens egne ord en anvisning om, at »der er liv efter døden«.

Og er der ét godt råd frem for andre, er det: Du skal gøre noget – du skal handle.

»Sorg er overvældende, og mange mænd bliver holdt fast af den. Det er en ultimativ krise ude i et af eksistensens yderpunkter. Men det kan også være en livsforandrende begivenhed, hvor der bliver plads til andre stærke følelser«.

Men er problemet ikke, at mange mænd netop har så travlt med at handle og være praktiske efter at have tabt en livsfælle, at de kommer til at kapsle følelserne inde?

»Jo. Derfor skal man gøre begge dele. Give los for sorgen. Jeg græd meget, mest når jeg var alene, og måske også af den grund blev der overskud til efterhånden at bygge et nyt liv op. Kroppen udtrykker sig i gråd, gråd er sorgens kanal. Det er en styrke at kunne. Men man kan trods alt ikke græde i timevis, og der kommer en lettelse. Bagefter begynder man at tænke over, hvad man nu skal gøre«.

Et rum UDEN sorg

Det første, Mads Christoffersen gjorde efter begravelsen, var at »skabe et rum til min eksistens«. Parret havde en lejlighed og et sommerhus, begge stærkt præget af Suzanne Gieses sans for indretning, og han gik i gang med at rydde op.

I sommerhuset, hvor de havde tilbragte tiden inden hendes sidste indlæggelse, gik han i gang med at sætte alt, der havde forbindelse til hende, ud i skuret.

»Jeg havde oplevet, at hun havde så forfærdelige smerter i det sommerhus. Hun blev til sidst så dårlig, at jeg ikke kunne transportere hende til hospitalet. Der var en mærkelig respektløshed i den oprydning, men det fungerede. Jeg fik et rum til mig selv og kunne begynde at arbejde i sommerhuset«.

Faktisk havde Mads Christoffersen i ægtefællens lange sygdomsperiode formået at holde kontakt til sit job som leder af en uddannelse på DTU, Danmarks Tekniske Universitet. I perioder på nedsat tid, men altid lidt på mail eller mobil.

»Det var jo egentlig hamrende ligegyldigt. Hvis ikke jeg lavede det, gjorde en anden jo, livet fortsætter uden mig. Men arbejdet blev et frirum konstrueret af mig, som betød, at sorg- og smertehelvedet derhjemme ikke fyldte alting«.

Dominerende fravær

Men efter begravelsen havde han til gengæld svært ved at rydde op hjemme i deres lejlighed på Frederiksberg.

»Hun var meget dominerende i sit fravær, hun var fandme over det hele, og derhjemme kunne jeg pludselig få en tanke om, at hun ville træde ind af døren og sætte sig til at arbejde, som hun plejede. Lejligheden blev et mærkeligt mellemrum mellem en et lykkeligt arbejds- og kærlighedsliv i fortiden, og så en destrueret og sønderbombet fremtid. Det var et hul, jeg skulle manøvrere i, men jeg havde viljen til at finde lyset«.

Det tog Mads Christoffersen fem måneder at »af-femininisere« lejligheden. Imens brugte han tid på at »strukturere tomheden«. Som i dette eksempel:

»Suzanne ville have holdt en fest for de nærmeste veninder, da hun på et tidspunkt fik melding om, at kemoterapien fungerede godt. Det nåede hun aldrig, men vi havde købt en kasse champagne til formålet, og så holdt jeg efter hendes død middag for dem på tur. For det var det, hun ville have gjort«.

Mads Christoffersen er klar over, at det kan lyde som om han kom igennem alting meget kontrolleret.

Sådan husker han det nu ikke.

»Det kan sammenlignes med at få en arm revet af. Det føltes voldsomt på alle måder, og pludselig, fra én dag til den næste er dit liv forandret«.

Sorgsmerten blev fysisk.

»BOOOOOOMMMMMMM. Jeg fik voldsom lungebetændelse og lungevirus oveni. Noget senere også mundbetændelse. Lidt senere begyndte mine tænder at rutsje rundt i overmunden. Min tandlæge sagde, at jeg havde paradentose, som havde ædt sig ind i knoglen og sendte mig til en tandkirurg, som spurgte, om jeg havde et stresset arbejde. Nej, svarede jeg, men min kone er død. Nåhhh, det er jo derfor, udbrød tandkirurgen«.

Pointen i Mads Christoffersen historie er, vurderer han selv, at hans sorgproces startede allerede, da det gik op for ham, at Suzanne skulle dø, og at det nu var et spørgsmål om tid.

Så kom tiden, da deres liv skrumpede.

»Stykkevis røg livskvaliteten ud af døren, det hele kom til at handle om, hvordan helvede vi klarer sygdommen og dagen og vejen, alt sammen en afsked med livet. En sorg der var i gang. Det var jeg bevidst om undervejs«.

I tiden efter dødsfaldet blev han socialt selektiv og fokuseret på at være sammen med dem, der kunne dele hans sorg. De der havde stået Suzanne nær.

Mads Christoffersen var meget overrasket over, at han samtidig med en usvækket sorg kunne blive forelsket mindre end et halvt år efter. Andre mænd i bogen oplever det samme indenfor det første år.

Jo, han har da oplevet nogen sige, at »nå, det var du sandelig ikke længe om«. Han beskriver i bogen, at han mærkede, at han ved så hurtigt at finde ny kærlighed overtrådte et tabu og udsatte sig selv for at blive opfattet som en person, der »i panik flygter fra sorgen«.

Men han står inde for alt, han gjorde.

Og tilskriver reaktionen fra andre som »u-samtidigheder i sorgprocessen«.

»Når jeg under Suzannes sygdom sagde til hendes børn og familie, at vi nok ikke havde hende til næste jul, kiggede de på mig og sagde; »Hvad snakker du om?«. Fordi de bevarede optimismen næsten til det sidste. Men så sker katastrofen, og først der starter sorgens proces for dem. Men den var jeg allerede langt inde i, fordi jeg havde forberedt mig på at miste hende. Det gjorde mig i stand til at bygge et nyt liv op ikke så længe efter«.

Lige efter Suzanne Gieses død følte han sige usårlig på en overmodig måde.

»Det værste, der kunne ske, havde jo ramt mig. Sådan er det ikke længere, men efter at have kigget ned i slugten, prioriterer jeg i dag menneskelige værdier over alt, og materielle ting mister deres glans«.

Ud over ny kæreste og ny bolig udmønter de nye prioriteter sig i, at han ikke længere arbejder på DTU, men har kastet sig ud i at skrive.

»Jeg er blevet selektiv, mere bevidst om, at livet er kort og her og nu«.