Lægens diagnose for nu snart fem år siden var knusende. Det var den samme dag, Mads Christoffersen begyndte at sørge.
Hans kone, forfatteren og feministen Suzanne Giese, havde en aggressiv form for lungekræft, som havde bredt sig til det meste af kroppen, lød beskeden fra den kølige læge.
Sygdommen var i sit slutstadie.
»Da vi kom hjem fra hospitalet, gik jeg straks på computeren og fandt ud af på bare ti minutter, at den kræftform overlever man ikke«.
Han læste dog ikke mere om sygdommen i de måneder, hun levede. For han ville ikke besidde en viden, han ikke kunne dele med sin ægtefælle, der afviste at tale om døden, mens hun var syg.
Men selv om han sammen med hende kæmpede hver dag for at bevare deres livskvalitet og håb, voksede hans sorg gradvist mere og mere under hele den ni måneder lange proces.
Og Mads Christoffersen føler stadig sorg den dag i dag. Også selv om han mindre end et halvt år efter dødsfaldet i 2012 blev forelsket igen og nu er lykkelig i et nyt forhold.
»Der er groet skorpe hen over sorgen. Men nedenunder er den stadig blød og levende, og den vil altid være der«.
Måske kom han forholdsvis helskindet igennem den overvældende proces ved at tage sorgen på sig tidligt i forløbet, funderer han selv, da vi mødes i hans nye kærestes lejlighed på Østebro, hvor Mads Christoffersen nu bor.
Han kan fortælle om ikke bare sine egne erfaringer, men også om andre mænds, for han har netop udgivet en bog, hvor syv andre mænd ud over ham selv beretter om deres håndtering af tabet af deres kæreste.
»Mænd der mister« hedder bogen, og den er med forfatterens egne ord en anvisning om, at »der er liv efter døden«.
Og er der ét godt råd frem for andre, er det: Du skal gøre noget – du skal handle.
»Sorg er overvældende, og mange mænd bliver holdt fast af den. Det er en ultimativ krise ude i et af eksistensens yderpunkter. Men det kan også være en livsforandrende begivenhed, hvor der bliver plads til andre stærke følelser«.
Men er problemet ikke, at mange mænd netop har så travlt med at handle og være praktiske efter at have tabt en livsfælle, at de kommer til at kapsle følelserne inde?
»Jo. Derfor skal man gøre begge dele. Give los for sorgen. Jeg græd meget, mest når jeg var alene, og måske også af den grund blev der overskud til efterhånden at bygge et nyt liv op. Kroppen udtrykker sig i gråd, gråd er sorgens kanal. Det er en styrke at kunne. Men man kan trods alt ikke græde i timevis, og der kommer en lettelse. Bagefter begynder man at tænke over, hvad man nu skal gøre«.
Et rum UDEN sorg
Det første, Mads Christoffersen gjorde efter begravelsen, var at »skabe et rum til min eksistens«. Parret havde en lejlighed og et sommerhus, begge stærkt præget af Suzanne Gieses sans for indretning, og han gik i gang med at rydde op.
I sommerhuset, hvor de havde tilbragte tiden inden hendes sidste indlæggelse, gik han i gang med at sætte alt, der havde forbindelse til hende, ud i skuret.
»Jeg havde oplevet, at hun havde så forfærdelige smerter i det sommerhus. Hun blev til sidst så dårlig, at jeg ikke kunne transportere hende til hospitalet. Der var en mærkelig respektløshed i den oprydning, men det fungerede. Jeg fik et rum til mig selv og kunne begynde at arbejde i sommerhuset«.
Faktisk havde Mads Christoffersen i ægtefællens lange sygdomsperiode formået at holde kontakt til sit job som leder af en uddannelse på DTU, Danmarks Tekniske Universitet. I perioder på nedsat tid, men altid lidt på mail eller mobil.
»Det var jo egentlig hamrende ligegyldigt. Hvis ikke jeg lavede det, gjorde en anden jo