Irak-krigen i 2003, der væltede diktatoren Saddam Hussein, bar præg af manglende forberedelse, ønsketænkning og dårlig koordination mellem Danmark og de to store invasionslande, USA og Storbritannien.
Det fortæller den nu pensionerede diplomat Ole Wøhlers Olsen, der i knap tre måneder umiddelbart efter krigen havde en hovedrolle i forsøget på at genopbygge Irak. Han kom i april 2003 til den sydlige havneby Basra som en af den USA-ledede koalitions fire civile guvernører – og den eneste, der ikke var fra USA.
»Det var vældig dårligt forberedt«, siger han og fortæller, at der fra starten var et helt grundlæggende problem: Han kom »mellem to stole« med hensyn til penge.
»Den danske regering tror, at når vi får denne administrationsstilling, så stiller amerikanerne og briterne op og stiller alt det til rådighed, jeg skal bruge: en stab, noget finansiering. Derimod tror Washington og London, at når Danmark nu får denne her prestigepost, hvor man skal regere over fire millioner mennesker i Sydirak, jamen så må de da også komme med nogle ressourcer«.
Det er første gang, han fortæller sin fulde version af, hvad der skete i de kritiske måneder, hvor Irak gik fra optimisme efter krigen til begyndelsen på det sammenbrud, der stadig præger landet i dag, og som blandt andet har affødt Islamisk Stat. Det skyldes, at Storbritannien for to uger siden udgav den såkaldte Chilcot-rapport om Irak-krigen. Rapporten retter hård kritik af briternes rolle i invasionen.
I Danmark har regeringen nedlagt arbejdet med en tilsvarende kommissionsrapport. Ole Wøhlers Olsen vil ikke blande sig i, om det er en forkert beslutning:
»Det er et politisk spørgsmål«.
DEBAT
Han vil derimod gerne kritisere, hvor uigennemtænkt invasionen og dens efterspil var, og at man inden krigen undervurderede både hadet mellem Iraks forskellige befolkningsgrupper og den økonomiske ruin i den sydlige del af landet.
Der manglede civilt personale til genopbygningen. Der manglede tusinder af vestlige politifolk, der kunne sikre lov og orden på gaden, og eksperter, der forstod lokal kultur. Og de soldater, der havde udkæmpet krigen, skulle være udskiftet med fredsbevarende styrker, der ikke betragtede irakerne som fjender, siger han.
Købte madrasser for egne penge
Da han ankom til Basra 30. april 2003, tre uger efter diktaturets fald, var det til en udplyndret bygning, der manglede døre og vinduer. På det lokale marked købte han for egne penge madrasser, så han og en håndfuld medarbejdere kunne sove på gulvet. Senere måtte han med egne ord »gå tiggergang hos internationale organisationer, koalitionslande og ngo’er« for hjælp til genopbygningen.
Daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) vil ikke kommentere kritikken.
»Ole Wøhlers Olsen blev valgt, fordi han var en dygtig og effektiv ambassadør med stort kendskab til den arabiske kultur, og briterne lovede at levere al den fornødne opbakning til ham«, skriver Per Stig Møller i en kortfattet mail til Politiken.
Jeg kunne godt have været mindre konfrontatorisk på nogle punkter
Ole Wøhlers Olsen, tidl. diplomat
Missionen med at skabe et fredeligt Irak lykkedes ikke. Wøhlers Olsen blev selv fyret efter knap tre måneder, og Danmark fik aldrig igen den samme indflydelse på genopbygningen af Irak.
Det fremgår af Chilcot-rapporten, at der i USA’s og Storbritanniens top var udbredt misfornøjelse med danskeren. Den britiske ambassadør John Sawers, der var personlig rådgiver for premierminister Tony Blair, siger, at Wøhlers Olsen kostede briterne »tre-fire måneders arbejde«.
Ifølge flere kilder skyldes modviljen blandt andet, at den danske ambassadør åbent kritiserede det, han opfattede som inkompetence fra især USA’s side.
I dag er han klar over, at hans lovlig udiplomatiske form bidrog til fyringen:
»Jeg kunne godt have været mindre konfrontatorisk på nogle punkter«.
