»Er det her, der er marked for kunsthåndværk«?
Et par udenlandske turister ser sig himmelfaldent omkring og går forsigtigt hen mod to medarbejdere ved en disk.
Lokalet, de er trådt ind i, er lyst, højloftet og enkelt indrettet. Gulvet er holdt i to blå farver, der mødes i et diagonalt snit. To lange lysstofrør langs den ene væg ligner en mellemting mellem lyssætningen på en institution og en kunstinstallation. Bag medarbejderne ved disken adskiller en stor, blåprikket glasvæg indgangslokalet fra seks mindre akvarielignende glaslokaler.
Hvis man skal ramme de her folk og medvirke til en forandring, kan det ikke nytte noget, at man stresser dem. Det virker simpelthen ikke
Louise Runge Mortensen, leder af H17
De to medarbejdere bag disken griner. Det er ikke første gang, turister forvilder sig ind i lokalet i den tro, at det er endnu et af Kødbyens mange gallerier. Med sin lyse, åbne, imødekommende fremtoning og de mange farverige detaljer vækker lokalerne også mange andre associationer end dem, man typisk forbinder med det, de er: Et stort fixerum for byens stofmisbrugere.
Men det er netop, hvad der har til huse på Halmtorvet 17. Nordens største fixerum. Akvarielokalerne bag receptionens disk er 6 glasrum, hvor stofmisbrugere kan ryge deres heroin. Langs den modsatte væg ligger fixerum, hvor andre brugere kan skyde deres stoffer ind i blodårerne, og i små reoler i receptionen ligger forseglede pakker med sterile nåle, sprøjter og kogesæt.
På mandag åbner H17, som det hedder, officielt. Men siden 2. august har dørene i den aflange gule murstensbygning stået åben for stofmisbrugere, der kan komme på lokalernes 1.000 kvadratmeter og tage deres stoffer i rolige omgivelser.
»Vores primære formål er at mindske skadevirkningerne af det liv, de lever med stofmisbrug på gaden. Her kan de tage deres stoffer under sikre, betryggende forhold, og idet der er ro, kan vi forhåbentlig også gribe nogle af dem og få dem til at tænke, at de måske skal snakke med en behandler«, siger H17’s leder, Louise Runge Mortensen.
Bedre plads end andre fixerum
En gruppe på to mænd og en kvinde kommer ind i den blå reception. Den ene af dem, en firskåren mand i neongul t-shirt, sweatshirt og kortklippet hår, kigger på en bruger, der lige har været inde at fixe i bygningens store injektionsrum.
»Hey, luk lige øjnene, mand. Du er ved at slå os ihjel med de der vilde øjne«, joker han.
Han og resten af brugerne griner. En kvindelig medarbejder bag disken smiler og beder de tre nytilkomne om at registrere sig. Den kvindelige misbruger kigger skeptisk på hende.
»Jeg vil sgu ikke skrive mig ind med nogen oplysninger, kommunen kan få og bruge«, siger hun.
Medarbejderen forklarer, at kvinden ikke behøver skrive andet end sit navn, og navnet kan hun selv vælge. Det behøver ikke være hendes eget - brugerne skal bare være registreret, når de bruger lokalerne. Den firskårne mand i gruppen bryder muntert ind.
»Hvad skal jeg så hedde? Vi kan måske kalde de to for Miv og Piv, og så kan jeg hedde Pav«, griner han.
Det handler om at få ro på folk og skabe en god kontakt og måske ad den vej vise, at der også er andet, vi kan tilbyde dem - for eksempel behandling
Louise Runge Mortensen, leder af H17
Da de er blevet registreret, går de tre ind i fixerummet. H17 har plads til, at 24 brugere kan tage deres stoffer på samme tid, og hver bruger kan bruge omkring 45 minutter til det.
