Debatten har kørt i flere måneder.
Skal kvinder sige klart nej for at undgå at blive voldtaget? Også hvis de eksempelvis er berusede og omtågede?
Eller bør det være mænd, der skal bevise, at en kvinde har sagt ja til sex, når der er tale om en anklage om voldtægt?
Efter at der i dag faldt dom i Østre Landsret i den spektakulære Herfølge-sag, hvor tre unge mænd er blevet dømt for gruppevoldtægt af en 17-årig pige i 2014 i en busk ved en fest, fortsætter den debat på flere fronter. Og den handler især om, at børn og unge mennesker skal lære, at det er de facto voldtægt, hvis man har sex med en, der ikke kan stille sig til nødværge.
Samt at unge mænd efterhånden bliver nødt til at få en større respekt for deres jævnaldrende piger.
Det mener eksempelvis Lisbeth Bech Poulsen, retsordfører i SF. Hun vil ikke udtale sig om den konkrete sag i Herfølge, men mener, at den og andre sager har løftet debatten om voldtægt ind i den offentlige debat. Og at der er brug for en grundigere debat af, hvordan vores samfund ser på voldtægtsofre.
»Vi skal gøre som en lang række lande og sætte samtykke i fokus. I dag er det omvendt, man må ikke true eller bruge fysisk vold for at gennemføre et samleje - vi mener det skal være omvendt, at samtykke skal være givet. Nogle gør dette synspunkt til grin, ved retorisk at spørge om der skal være en underskrevet kontrakt. Naturligvis ikke, men som i så mange andre tilfælde, skal der være samtykke«, skriver Lisbeth Bech Poulsen i en udtalelse til Politiken.
Aldrig din skyld-demonstration
Retten i Roskilde afgjorde i april, at der ikke var tale om voldtægt, da tre unge mænd i 2014 havde samleje med den dengang 17-årige pige, der var stærkt påvirket af alkohol. Dengang lød forsvaret, at pigen efter drengenes opfattelse havde indvilliget i samleje.
Nu har Landsretten så fundet, at pigen befandt sig i en tilstand, hvor hun ikke kunne modsætte sig handlingerne. De tre anklagede unge mænd er idømt henholdsvis seks og otte måneders ubetinget fængsel.
Efter byrettens indledende dom blev hashtagget #AldrigDinSkyld delt heftigt, og derudover blev en række anti-voldtægtsdemonstrationer afholdt rundt omkring i landet.
Samtidig påpegede flere eksperter hen over foråret, at der er brug for lovændringer, så man fremover herhjemme kan blive dømt for såkaldt uagtsom voldtægt.
»Det er offeret, der skal bevise, at man sagde godt nok fra. Og i en sag med tre mod en er det godt nok hårde odds (...) Vi ser på alle måder et skred i værdierne her i Danmark (...) Forældre har også et ansvar for at opdrage og være der for deres børn«, udtalte Helle Rosdahl Lund, direktør i Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv, dengang til Politiken.
Samtykkeprincip efterspørges
Debatten er stadig højaktuel – også selv om de tre unge mænd fra sagen i Herfølge er blevet dømt i dag, mener blandt andre talsperson Marianne Rosenkvist fra foreningen Aldrig din Skyld.
»Det kan ikke være rigtigt, at der er så dårlig retsstilling for ofre, så vi bliver ved med at hive disse få tilfælde frem, hvor gerningsmanden måske og måske ikke var i god tro«, siger Marianne Rosenkvist til Ritzau.