Illustration: Jens Herskind

Illustration: Jens Herskind

Danmark

Hvad blev der af delfinen i Øresund?

Den unge handelfin er ikke blevet spottet i en uge.

Danmark

»Hvad sker der, når man ser en delfin springe rundt i havet? Man bliver bare endnu mere glad i låget!«

Sådan var én af reaktionerne på de sociale medier, da flere videoer af en legesyg delfin for nogle uger siden hittede på nettet.

Mange har sikkert set videoer af delfiner før, men det særligt bemærkelsesværdige ved denne delfin var, at den hoppede rundt i Øresund.

»Jeg har aldrig set noget lignende!«, fortæller havbiolog Jens P. Jeppesen, som var i båden, da delfinen første gang blev observeret torsdag 4 august.

Øresundsakvariets havbiologer var egentlig ude for at kigge efter marsvin, da de pludselig spottede den energiske delfin. Og havbiologerne havde da også svært ved at skjule deres begejstring, da den unge handelfin begyndte at springe omkring båden.

»Jeg har ikke set en delfin herude siden 2003, og så kommer der én, som var fuldstændig vanvittig i forhold til, hvad man normalt ser«, fortæller havbiologen.

Den var en rigtig fjumregøj.

Og selvom det langt fra er første gang, at delfiner er blevet observeret i de danske farvande, var der her tale om en ganske særlig én af slagsen.

»Den var en rigtig fjumregøj, som var ekstremt nysgerrig og kontaktsøgende. Den fór jo rundt, som om den var blevet betalt for det«, siger Jens P. Jeppesen.

Sidst set d. 11 august

Delfinen blev sidst observeret d. 11 august, og ifølge Jens P. Jeppesen er det ikke til at vide, om den stadig befinder sig i Øresund.

»Rigtig mange mennesker har kontaktet os for at få mere viden om, hvad der skete med delfinen bagefter, og hvor den svømmede hen? Og vi har faktisk et nogenlunde 'spor' efter den smukke hval«, siger han.

På grafikken nedenfor ses de steder, hvor delfinen sidst blev set.

Måske er den her stadig

Selvom det nu er ved at være en uge siden, at delfinen blev sidst blev spottet, så mener Jens P. Jeppesen stadig, at der kan være en lille chance for at få et glimt af den nysgerrige handelfin.

»Jeg ville tage en tur ud på Øresund og sejle tæt på de store midtfarvandsbøjer og de grønne styrbordsbøjer. Delfiner kan godt lide at være omkring faste genstande. Så dér ville der være en potentiel chance for at se dem. Jeg ville dog også kigge omkring op-ankrede skibe og i havnene«, fortæller han.

Selv ønsker han dog, at delfinen har forladt Øresund.

»Jeg håber, at den har sat næsen mod nord og er svømmet op omkring Skagen og ned i Nordsøen, hvor den kan finde nogle artsfæller, som den kan fouragere med omkring Gibraltar eller Middelhavet«, siger Jens P. Jeppesen.

Flere delfiner i fremtiden

Der er ikke nogen entydig forklaring på, hvorfor der i de seneste år er blevet observeret flere delfiner i de danske farvande, men én af forklaringerne kan, ifølge Jens P. Jeppesen, være, at vandet er blevet varmere. Derudover er der et meget rigt dyreliv i Øresund, da det siden 1933 har været forbudt at fiske med trawl.

»Vi har en nationalpark på bunden af Danmark, som ingen tænker på«, forklarer han.

Og havbiologen er derfor overbevist om, at det ikke er sidste gang, vi kommer til at opleve delfiner i Øresund:

»Jeg tror helt sikkert, at vi kommer til at se mange flere delfiner i fremtiden«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden