Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Beboerne på fristaden vedtog på et fællesmøde torsdag at rydde Pusher Street. Kilde: Politiken / Johannes Skov Andersen

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Christianit: Det svære starter på mandag

Anna bor med kæreste og børn på Christiania. Hun håber, rydningen af Pusher Street vil styrke samarbejdet med politiet.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det sker en gang imellem, at pushere flygter ind gennem her, når der er politirazziaer«.

31-årige Anna peger ud i haven bag sig.

Et par børnecykler og forskelligt legetøj ligger spredt ud rundt om en sandkasse. Bag hende læner en stædig tomatplante sig mod indersiden af et drivhus. På den lille, solbeskinnede terrasse står en legetøjsfigur og en tom Sport-Cola-flaske på havebordets voksdug.

Umiddelbart er pushere med politi i hælene det sidste, man kan forestille sig i haven. Men en brummen fra en helikopter lige over hovederne på os afslører, at det her ikke er et helt almindeligt hjem for en børnefamilie.

Kun lidt mere end hundrede meter herfra ligger Pusher Street, hvor to politimænd og en civil person onsdag aften blev skudt i forbindelse med en anholdelse af en mistænkt hashsælger. I dag har fristadens beboere i samlet flok sat sig for at gøre op med den organiserede kriminalitet og rydde boderne i gaden.

Det svære starter nu

Blandt christianitterne var Anna og hendes kæreste. De har boet i huset på Christiania med deres to sønner de seneste syv år, og i al den tid har Pusher Street skabt uro. Med onsdagens hændelser kammede det over.

»Det har været råt i Pusher Street al den tid, jeg har boet her, og egentlig tror jeg, vi beboere havde nået grænsen for længst. Det, der har gjort det muligt at gøre det, vi har gjort i dag, og måske få held med det fremadrettet, er at dem, der er involveret i det – de kriminelle – også selv er blevet forskrækket«, siger hun.

Hun var selv med til at pille de første dele af boderne ned. Da der skulle større stykker værktøj til, overlod hun arbejdet til mere kvalificerede kræfter. Det blev lige tungt nok. Men dagens fællesaktion er stadig en letvægter i forhold til det arbejde med at få mere langsigtet ro i gaden, der først starter nu.

»Det er jo ikke det, der er svært. Det bliver det fra på mandag, når vi alle sammen skal på arbejde igen og ikke kan være der og sikre, at der er ro i gaden. Og det bliver det på den lange bane. Det er der, vi skal finde på noget, som holder«, siger hun.

Politiet bliver afgørende

Anna læser selv til lærer, og hendes kæreste er tømrer. I perioder har de overvejet at flytte fra fristaden for i stedet at bo et mere roligt sted - ikke mindst med tanke på de to sønner, som jævnligt får strenge instrukser om at holde sig fra Pusher Street.

Sammenholdet med de andre beboere, de rolige rammer og friheden på Christiania vil de dog nødig give køb på. For Anna er den del af livet i fristaden ikke længere forbundet med hashsalget.

»Jeg går i en stor bue uden om Pusher Street, selvom det er den korteste vej. Det er et cirkus, som for mig at se ikke har noget at gøre med os, der bor her, og vores system«, siger hun.

Af samme grund er hun opsat på, at det ikke bliver op til christianitterne selv at sikre, at den organiserede kriminalitet ikke vender tilbage med samme styrke. Hun har svært ved at se, at fristaden på egen hånd kan gøre meget mere for at modarbejde de kriminelle, end beboerne allerede gør.

»Jeg bliver rasende, når jeg hører, at vi selv skal gøre mere ved det. Hvad skal vi gøre? Jeg kan godt se, at christianitterne i sin tid selv har budt hashhandlerne indenfor, men det er jo hundrede år siden. Det, vi er oppe imod nu, er på et helt andet niveau«, siger hun.

Hun håber, at beboernes indsats med at rydde Pusher Street åbner op for et tættere samarbejde mellem politiet og fristadens beboere.

»Vi er nødt til at finde en eller anden form for samarbejde med politiet om det her. Det, tror jeg, er den eneste løsning. Det ville i hvert fald være naivt at tro, at problemerne er løst bare med, at vi piller boderne ned«.

Anna optræder ikke med sit rigtige navn. Hendes identitet er redaktionen bekendt.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden