»Jeg havde fuldstændig glemt, at det var sket. Vi levede jo perfekt sammen, han var mit livs kærlighed, og det var os to imod hele verden«, siger 'Kristine' om forholdet til sin voldelige ex-mand.
Foto: MAUD LERVIK

»Jeg havde fuldstændig glemt, at det var sket. Vi levede jo perfekt sammen, han var mit livs kærlighed, og det var os to imod hele verden«, siger 'Kristine' om forholdet til sin voldelige ex-mand.

Danmark

Voldsoffer: »Jeg er ikke repareret indeni, der er så lang vej igen«

Efter 11 år med psykisk og fysisk vold, næsten et år på krisecenter og et halvt år udenfor, kan lyde eller lugte stadig få Kristines krop i alarmberedskab.

Danmark

Vold nedbryder din personlighed, siger eksperterne. Det er en erfaring, som ’Kristine’ kan skrive under på.

Hun har levet med sin eksmand i et forhold, der blev mere og mere præget af psykisk vold, trusler om at skamfere hende, seksuelle overgreb og i sidste ende et voldeligt overfald, som hun heldigvis overlevede. Manden bestemte over hendes tøj, holdt familie og venner på afstand og låste hende inde, hvis hun ikke opførte sig ordentligt, som det hed.

Indtil hun for knap to år siden endte på Danners krisecenter.

»På det tidspunkt er jeg nærmest ikke noget menneske mere. Når jeg kiggede mig i spejlet, vidste jeg ikke hvem jeg selv var. Hvis du forestiller dig, at du har fået en åben bypass, din brystkasse er blevet åbnet, og du er bare ikke blevet lukket igen. Sådan følte jeg mig«, siger Kristine, som vil være anonym for, at eksmanden ikke kan finde hende.

Den spinkle kvinde har en sejhed over sig, som hun sidder rank og klarøjet og med præcise ord fortæller om, hvordan man som voldsoffer kommer videre, når man forlader det beskyttede liv i krisecentret. Der er ingen skam, men stemmen bliver tyk og tårerne løber, når hun tænker på den kærlighed, hun har mistet, og den angst, som stadig begrænser hendes liv. Men hun vil gerne fortælle, hvorfor det er vigtigt for voldsofre at få hjælp i længere tid end de opholder sig på krisecentrene.

»Da jeg kom ud sagde min nærmeste familie og venner: Nu er du klar, nu skal du leve dit nye liv. Ja, jeg skal leve mit nye liv. Men jeg er ikke færdig, jeg er ikke repareret indeni, og der er så lang vej endnu«, siger Kristine, som har holdt fast i sit arbejde hele vejen igennem krisen. Alligevel mener hun, at det er allermest skræmmende at komme ud i verden.

»Pludselig skal jeg til at forholde mig til alt muligt. Og jeg har ikke nogen safety line mere. Ingen låste døre og personale, der holder øje med, om jeg nu er kommet hjem«.

Huller i hukommelsen

Hun husker ikke selv, da eksmanden overfaldt hende, men en række vidner fik overbevist hende om, hvad der skete. Ligesom det var Danners psykolog, der måtte skære ud i pap, at hun faktisk havde været udsat for vold af flere forskellige slags.

»Jeg vidste ikke, om det var noget, jeg bildte mig ind. Han kunne finde på at lukke mig inde på et værelse, og dagen efter opføre sig, som om det aldrig var sket. Da jeg kom på Danner, kunne jeg nærmest ikke huske mit eget navn«, siger Kristine.

Senere kunne veninder fortælle, hvordan det ofte gik, når de skulle ud med Kristine. En gang var de ankommet til restauranten, og hun blev ringet op og fik besked på straks at komme hjem. Eksmanden havde set sig vred på det tøj, som hun havde taget på til sin venindetur. Andre gange blev telefonen ved med at kime, indtil hun gav op og gik hjem.

»Jeg havde fuldstændig glemt, at det var sket. Vi levede jo perfekt sammen, han var mit livs kærlighed, og det var os to imod hele verden«, siger hun, og må have fat i lommetørklædet igen for at tørre øjnene.

Hvad hjernen kan glemme, sidder stadig i kroppen. Hun kan reagere kraftigt på dufte og lyde, og halsen er følsomt område. Så let som ingenting føler hun sig kvalt. Om natten vågner hun på klokkeslæt og husker at blive vækket og truet med, hvad der ville ske, hvis hun nogensinde skulle finde på at gå. Når hun bliver forskrækket, kan hun ikke finde ud af at råbe. Kroppen fryser fast, som om hun var hypnotiseret. Mange symptomer, som ligner dem, man kender hos folk med PTSD, posttraumatisk stress syndrom.

»Hvis du er blevet nedbrudt igennem ti år, så er det ikke bare noget der går væk«.

»Jeg kan køre hjem og tænke: Jeg har slet ikke tænkt på ham i dag, jeg savner ham slet ikke. Og så kan jeg komme hjem, og opleve at det lugter af ham, og så er jeg ved at skide i bukserne. Og selv om jeg før godt har kunnet diskutere med folk, giver diskussioner mig associationer til mig forhold til ham. Så får jeg nogle gange lyst til at løbe ud og bare finde et musehul, bare forsvinde. Men han skal ikke vinde«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kristine har udviklet vaner, som er svære at komme af med. For eksempel var hun på besøg hos nogle venner i udlandet, og de skulle ud at spise. Inden de gik ud af døren spurgte hun: Kan jeg godt have det her tøj på?

»Min ven undrede sig, hvorfor jeg spurgte om det, men det er jo bare fordi, det er jeg vant til. Jeg er bange for at ligne en prostitueret, når jeg går på gaden, bange for at jeg udsender noget, som ikke er rigtigt. Jeg er vant til at spørge, om jeg må gøre det ene eller det andet. Det er svært at vænne sig af med«, siger Kristine.

Angsten sidder ikke kun i kroppen, den er også helt konkret. For nu, hvor Kristine er ude af krisecentret er hun bekymret for, hvad eksmanden kan finde på. Men hun prøver på at indrette sig på at leve et liv, der er så normalt som muligt. Udadtil ligner hun en stærk kvinde.

Min mor kunne kende mig igen

Det er i orden at tage babysteps hen mod sit mål. Det har Kristine lært af psykologen på Danner, som gav hende nogle ekstra timer, efter at hun forlod stedet.

»Hvis du er blevet nedbrudt igennem ti år, så er det ikke bare noget der går væk. Man siger, at almindelig kærestesorg kan tage op mod tre år. Jeg har jo både kærestesorg, jeg har mistet den mand, jeg elskede over alt på jorden, og samtidig ved jeg ikke, hvem jeg er mere. Jeg er ikke den pige, jeg var, da jeg mødte ham 22 år gammel. Og jeg er ikke den kvinde, der levede sammen med ham. Så jeg skal finde mine egne ben igen som et voksent menneske, der - synes jeg selv - er forholdsvis selvstændig. Der er bare nogle ting, jeg ikke kan«, siger hun.

I den proces er det uvurderligt med en psykolog, der kender ens historie, så man ikke skal starte forfra, mener hun.

»Jeg har behov for at tale med en, der kender til den slags historier og har hørt dem før. Eller som har hørt nogen, som måske er værre end min. Det er vigtigt at huske, at selv om man har slukket branden, er der stadig gløder, der skal slukkes«.

Kristine er på vej til at finde ud af, at hendes liv nok skal blive okay. Hun drømmer om en dag at møde en ny mand og stifte familie. Og hun er begyndt at bygge sine relationer til veninder og forældre stærke igen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvad sker der, den dag hvor jeg finder en kæreste, som jeg forhåbentlig gør en dag? Kan den person klare min historie? Jeg er bange for, at jeg finder en ligesom ham, men jeg er allermest bange for, at jeg ikke tør give mig selv til et andet menneske«, siger Kristine.

Et af de små skridt har været en tur på restaurant med en veninde i hjembyen. Og at have sine forældre på besøg.

»Min mor sagde noget meget fint til mig, at hun kunne genkende mig i mine øjne. Så jeg er på vej tilbage, selv om der stadigvæk er lang vej«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce