0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dramatisk kovending i vindmøllesag

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Politiken torsdag: Skov- og Naturstyrelsen har foretaget en kovending i sagen om placering af seks vindmøller i to fredskove øst for Overgaard Gods ved Mariager. Rådgivningsfirmaet Jysk Vindkraft håndterer projektet på vegne af godset, men får mod forventning ikke dispensation fra statens skovlov til at placere de seks møller i de to fredskovsområder, granplantagerne Julianeholm og Bjørnholm.

Skovrider Jens Bjerregaard Christensen fra det lokale Fussingø Statsskovdistrikt har tidligere erklæret sig villig til at udstede dispensation, men nu lyder der andre toner. I et brev til Jysk Vindkraft hedder det, at Skov- og Naturstyrelsen »på det foreliggende grundlag er indstillet på at meddele afslag på ansøgningen om tilladelse til opsætning af 6 vindmøller i fredskov«.

Strengt juridisk er der ikke tale om en endelig afgørelse, men om en foreløbig tilkendegivelse, hvori skovdistriktet er villig til at diskutere den ene af de seks møller, fordi den ligger i skovkanten. Projektet på i alt 25 vindmøller er altså kun barberet ned til 19 eller 20 møller.

Brugt i politisk spil
Jysk Vindkraft erklærer sig »overrasket over udviklingen i sagen«. Firmaet havde netop bedt Skov- og Naturstyrelsen sætte sagsbehandlingen i bero, fordi projektmagerne ville komme med supplerende oplysninger - blandt andet et forslag til ny skov til erstatning for det område, der skal bruges til vindmøller. Det var ifølge Jysk Vindkraft aftalt med Skov- og Naturstyrelsen, og derfor kommer den pludselige meddelelse som en ubehagelig overraskelse for rådgiverfirmaet.

»Vi har spillet efter reglerne og står tilbage med en ubehagelig fornemmelse af at være blevet brugt i et politisk spil«, siger bestyrelsesformand Klaus Ulrik Tvermoes i en pressemeddelelse.

Sagen handler om et af Danmarks hidtil største vindmølleprojekter til lands. Mølleparken skal omfatte 25 vindmøller hver med en ydeevne på to megawatt. Møllerne er 100 meter høje og vil derfor kunne ses vidt omkring. Mange naboer har protesteret, men stemningen har indtil videre været tilstrækkelig gunstig over for vindmølleparken i Mariager Kommune, Århus Amt og Skov- og Naturstyrelsen.

Sommeren over har der imidlertid været stillet mange kritiske spørgsmål - især til de seks møller, der skulle placeres i de to fredskovsområder. Begrebet fredskov må ikke forveksles med fredet skov. Fredskov betyder, at der skal dyrkes skov på samme måde, som der er pligt til at drive landbrug på landbrugsområder.

Stormen mod vindmøllerne har været så kraftig, at miljø- og energiminister Svend Auken (S) i går måtte forsvare sig under et samråd i Folketingets miljøudvalg. Svend Auken bakker op bag Skov- og Naturstyrelsens tilkendegivelse. Ministeren og styrelsen mener i skøn samdrægtighed, at der ikke længere er tungtvejende grunde til at give dispensation for skovloven.

Dramatisk ændring
»Der er sket dramatiske ændringer i løbet af de seneste år«, siger Svend Auken.

Den officielle forklaring på den nye holdning er, at Danmark for tre-fire år siden havde svært ved at leve op til sine mål om udbygning med vindmøller og reduktioner i udslippet af drivhusgassen CO2. Vi havde med Svend Aukens ord »desperat brug for mere vedvarende energi«. Siden har udbygningen med vindmøller - ikke mindst i 1999 - været massiv, og om få år vil 20 procent af det danske elforbrug være dækket af vindmøllestrøm.

Energiordfører Aase D. Madsen fra Dansk Folkeparti er tilfreds med, at der ikke kommer vindmøller i de to skove, men hun vil bore videre i affæren. Hun vurderer, at Skov- og Naturstyrelsen er blevet banket på plads af ministeren i en politisk betændt sag. Aase D. Madsen erklærer sig dybt interesseret i, hvor mange »hammerslag« Skov- og Naturstyrelsen har fået oppefra, og hun undrer sig over, hvorfor det er Skov- og Naturstyrelsen, der varetager overordnede energipolitiske hensyn. Styrelsens kompetence burde kun strække sig til beskyttelse af naturværdier, mener hun.

»Hvis nogle skal tage overordnede hensyn, så er det ministeren«, siger Aase D. Madsen, der er gået i gang med at formulere en stribe kritiske spørgsmål til Svend Auken.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce