0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kokain og amfetamin i kraftig stigning

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ifølge en omfattende undersøgelse af misbrug blandt kriminalforsorgens klientel er gruppen af misbrugere på kokain og amfetamin i hastig vækst. Der mangler behandling til misbrugerne, påpeger forskere og eksperter. Kriminalforsorgen overvejer behandlingstilbud specielt rettet mod den gruppe.

Misbrugere og pushere har givet dem kælenavne som 'cola' og 'amf'. Forskere kalder dem centralstimulerende midler. De fleste kender dem som amfetamin og kokain. Faktum er, at det er stoffer på hastig fremmarch i misbrugsmiljøer, særlig blandt unge mænd, og at gruppen i stigende grad bliver dømt og fængslet.

Det viser den såkaldte rusmiddelundersøgelse, som Kriminalforsorgen offentliggør i dag. Rapporten dokumenterer, at seks procent af de kriminelle har haft et misbrug af kokain og amfetamin, inden de kom under forsorgen.

Og selv om de endnu udgør en lille andel af den samlede gruppe misbrugere i forsorgen, får det panderynkerne frem hos hovedmanden bag rapporten, Peter Kramp.

Unge misbrugere
»Jeg er overrasket over, at antallet af amfetamin- og kokainmisbrugere er i så hastig fremmarch. Den her gruppe er meget yngre end de andre misbrugere, og deres misbrug er ofte koblet til et stort alkoholforbrug«, siger Peter Kramp.

Eksperter uden for murene er ikke overraskede over, at kriminelle amfetamin- og kokainmisbrugere er en gruppe i vækst.

Det ligger helt i tråd med tal fra Københavns Kommune, som viser, at andelen af kokainmisbrugere steg fra 5 til 13 procent fra 2001 til 2002. En stigning på langt over 50 procent.

Misbrugsekspert og psykiater på Hvidovre Hospital Henrik Rindom mener, at problemet hidtil ikke er blevet taget alvorligt nok:

»Kokain og amfetamin er de mest afhængighedsskabende stoffer, vi kender til. Det betyder også, at de unge vil gøre hvad som helst for at få fat i dem«.

»Derfor ender så mange af dem i meget voldsom kriminalitet. Det er en ond cirkel, som vi indtil videre har forsømt at tage alvorligt. Men de unge elsker det her stof, og hvis vi ikke begynder at skabe ordentlige behandlingstilbud, vil vi se en kraftig stigning i folk på kokain blandt de kriminelle«, siger Henrik Rindom.

Ingen behandling
Henrik Rindom må ofte afvise unge misbrugere, fordi der mangler behandlingstilbud.

»Vi har jo ikke noget samlet behandlingstilbud til dem. Hverken under kriminalforsorgen eller her hos os. Jeg kan have unge mennesker i røret, som spørger, om de kan komme i behandling, og som er havnet i et voldsomt misbrug, men som jeg må afvise. Det er kriminalforsorgens kommende 'kunder', jeg smider ud på gaden igen«.

De eksisterende tilbud i kriminalforsorgen retter sig primært mod heroinmisbrugere, og rapportens anbefalinger får direktør i forsorgen William Rentzmann til at overveje at etablere tilbud specifikt rettet mod kokain- og amfetaminmisbrugerne.

Ud af miljøet
»Hvis eksperterne mener, der er behov for nogle helt særlige programmer til denne her gruppe af misbrugere, må vi finde ud af, om vi skal udvikle noget, der retter sig specielt mod dem«, siger William Rentzmann.

Men behandlingsinitiativer inden for kriminalforsorgens regi i fængslerne er ikke noget, som socialoverlæge i Københavns Kommune Peter Ege bifalder:

»Hvis man skal have disse mennesker ud af deres misbrug, skal de væk fra miljøet og i terapi. Der skal altså skabes en række sociale tiltag, og her er det helt klart, at fængselspersonalet ikke har uddannelsen til at håndtere disse voksende problemer«.

»Jeg vil anbefale, at man konverterer domme over folk med et misbrug af kokain og amfetamin til egentlig behandling i andre institutioner end i fængslet. Sker det ikke, vil det være svært at komme problemet til livs«, siger Peter Ege.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce