Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Danmark

Egtvedpigen giver hår til det genetiske Danmarkskort

Hår fra Egtvedpigen og tænder fra flere tusinde år gamle skeletter skal kortlægge danskernes genetiske fortid. Retsmedicinsk Institut har fået et par millioner kroner og tre år til opgaven.

Danmark

Kom den mere end 3.000 år gamle Egtvedpige fra Koldingegnen i virkeligheden fra Asien? Drog vikingefædre, sønner og fætre i kamp fra slægtsborgen? Eller var de en samling meget forskellige indvandrertyper fra forskellige egne af Danmark og udlandet? Direktøren for Nationalmuseet, Carsten Larsen, er ikke i tvivl.

»Den nuværende indvandring til Danmark er vand i forhold til indvandringen i vikingetiden og årene før. Danskerne har været et broget og bredt sammensat folkefærd«, siger Carsten Larsen.

Hår skal undersøges
Men han gætter sig lidt frem, blandt andet ud fra hvad arkæologerne har fundet af smykker, våben og beklædningsgenstande ved siden af de mere end 20.000 skeletter, som gennem tiden er fundet i den danske muld. I dag ligger skeletresterne i skuffer under Panum Instituttet i København.

Går alt vel, behøver Carsten Larsen ikke at gætte så meget mere. Han har netop givet forskerne Niels Lynnerup og Jørgen Dissing fra Retsmedicinsk Institut lov til at tage hår fra Egtvedpigen.

»Desværre har hun ikke nogen tænder. Det er her, vi normalt leder efter dna. Men hun har stadig hår tilbage, som forhåbentlig indeholder rester af dna, der kan vise, hvem Egtvedpigen i grunden er«, siger lektor, dr.scient. Jørgen Dissing, leder af forskningslaboratoriet på Retsmedicinsk Institut.

Det er første gang, forskere i Danmark prøver at finde rester af arkæologisk dna i hår.

50 skeletter skal undersøges
Forskningslaboratoriet ved Jørgen Dissing og Antropologisk Laboratorium ved Niels Lynnerup, Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet, har netop fået 2,3 millioner kroner fra Velux Fonden til at undersøge Danmarks genetiske fortid.

Egtvedpigen fra Nationalmuseet er blot ét af de mere end omkring 50 skeletter, som forskerne vil undersøge for dna over de næste tre år.

»Hvem var danskerne? Hvor kom de fra? Boede de nogenlunde fast ét sted sammen med deres slægt eller bevægede de sig? Skete den kulturhistoriske udvikling i spring som følge af indvandring? Det er den slags spørgsmål, vi håber at komme lidt nærmere«, siger lektor, ph.d. Niels Lynnerup.

Svends mor forsvandt
I fjor kunne Jørgen Dissing via en dna-prøve afsløre, at vikingekongen Svend Estridsen ikke ligger begravet sammen med sin formodede mor, Estrid, i Roskilde Domkirke. Hvem kvinden i kirken er, ved ingen, men hun er ikke mor til Svend Estridsen, viser dna-testen.

Tidligere lykkedes det de to forskere at finde brugbart dna i tænderne på ni vikinger fra den cirka 1.000 år gamle kristne kirkegård på Kongemarken ved Roskilde. En af mændene var efter al sandsynlighed en 'fremmed', som nedstammer fra et sted i Centralasien.

Nærmere kan forskerne ikke komme det.

»Den dna-type, vi finder, kan ikke sige noget mere præcist om, hvor folk kommer fra. Vi ved heller ikke, hvordan de så ud. Men vi kan for eksempel skelne mellem folk fra Asien, Mellemøsten, Afrika og Vesteuropa. Og så kan vi se, om folk er i familie med hinanden på mødrene side«, siger Jørgen Dissing.

Men det er også nok til at sige noget nyt om, hvor broget et folkefærd danskerne var og har været over tid fra sen middelalder over vikingetid, jernalder, bronzealder og stenalder for mere end 8.000 år siden.

Vi hedder Hussein
Sådan i det store billede er der ingen tvivl. Menneskets vugge stod i Afrika. De kom siden til Europa og Danmark via Mellemøsten.

»Derfor hedder danskerne i virkeligheden Hussein til efternavn. Det interessante er, hvor blandet et folkefærd danskerne var i de forskellige perioder af historien«, siger Jørgen Dissing.

Om han og Niels Lynnerup kan følge den udvikling fra stenalderen kommer helt an på, om de finder dna på så gamle skeletter.

»Vi har ikke prøvet det før, men nu gør vi forsøget«, siger Niels Lynnerup.

Svaret på det forsøg kan for eksempel afsløre, hvad der skete, da vi opgav at samle vores mad og begyndte at dyrke jorden.

»Var det sådan, at vi bevægede os i meget snævre familiegrupper og stammer som jægere og samlere, og siden bare efterhånden lærte at dyrke jorden af fremmede. Eller blev 'vi' fortrængt af indvandrende bønder«, siger Jørgen Dissing.

»Eller hvad med vikingerne?« spørger Niels Lynnerup.

»I vores forestilling er de meget orienteret mod slægten. Fædre, sønner, brødre og fætre drog ud fra vikingelandsbyen for at erobre nyt land og skabe sig et navn. Men det er slet ikke sikkert, at vikingerne levede så isoleret. Eller at de måske levede i slægter ét sted i landet, men ikke et andet sted.«

Tvivl om pesten
Niels Lynnerup understreger, at dna-profilen af 50 skeletter fra skufferne under Panum Instituttet ikke er nok til at lave et fuldstændigt genetisk danmarkskort.

»Vi kan føje nogle vigtige brikker til puslespillet. Og ikke mindst få afprøvet en teknik, som har langt større perspektiver end flyttemønstre og familierelationer. Forhåbentlig kan vi hen ad vejen også analysere dyr, planter og bakterier«, siger Niels Lynnerup.

I 1300-tallet dræbte pesten 30 procent af befolkningen i Europa. Pesten kom igen i begyndelsen af 1700-tallet blandt andet til København og Helsingør. Men fik danskerne virkelig besøg af pestbakterien, eller var det en helt anden epidemi?

»Vi har gravet på en pestkirkegård i Danmark uden at finde brugbare bakterierester. Der er en del forskning, som peger på, at det kan have været noget andet end pest. Hvad det præcist var, vil vi måske senere kunne finde ud af«, siger Niels Lynnerup.

Overført på dyr og planter kan teknikken afsløre hvor og hvornår danskerne begynder at anvende husdyr og forædle planter.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce