0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tiggeri er »professionaliseret plattenslageri«

Vi skal holde op med at give tiggere penge, for de kommer aldrig ud af deres afmagt, når de kan tjene penge på den, siger Kofoeds Skoles forstander Jens Aage Bjørkøe.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skal man give eller ikke give? Spørgsmålet er dagsaktuelt for mange danskere, der bliver konfronteret med tiggeri for eksempel i toget på vej til arbejde. Man skal give, hvis man har lyst, sagde formanden for Rådet for Socialt udstødte, Preben Brandt, tidligere på ugen.

Nej, siger forstanderen for Kofoeds Skole, der hjælper arbejdsledige og socialt udsatte mennesker »til at hjælpe sig selv«.

»Ikke nødvendigt at tigge«
For Jens Aage Bjørkøe, der har været i gamet i 25 år, er det at give til tiggere med til at fastholde dem i nedværdigelse.

»Der kan være nogle, der er i umiddelbar nød, og så skal man selvfølgelig hjælpe. Men en stor del af tiggeriet er jo næsten selverhverv - en form for professionaliseret plattenslageri. Det er ikke sådan, man skal afhjælpe sociale problemer. Sådan er det ikke nødvendigt at gøre i Danmark«, siger han.

»Det er ikke nødvendigt at tigge, og ingen skal tigge, når det ikke er nødvendigt. Det er så menneskeligt uværdigt. I sidste ende er det spørgsmål om ære og skam«.

Men det er vel deres valg, hvis de vil have det som profession?

»Ja ja, men man har lov til at bestemme, om man vil medvirke til det eller ej. De kommer ikke i umiddelbar nød, hvis man lader være med hjælpe dem med at forblive i en æreløs situation«.

En benægtelse
Hvad er skaden præcist, når jeg giver en tyver?

»Det ene er selve tiggesituationen. Den består jo i, at jo mere elendig du gør dig, desto større hjælp kan du håbe på. Den lægger jo op til næsten en form for skuespil. Sagen er, at mennesket trives, når det føler, at det er noget værd. Almindelig samvær er jo, at enhver yder sit, hæderligt og ærligt. Og tiggesituationen er en benægtelse af alle disse ting. Den er uden ære og skam. Det er lidt hårdt udtrykt, men jeg synes det faktisk. Tiggersituationen i Danmark er yderst sjældent knyttet sammen med egentlig materiel uomgængelig nød. Der er alternativer i Danmark, og derfor er det ikke noget, man skal understøtte«.

Hvordan skulle det forhindre, at man får et bedre liv?

»Man bliver fastlåst i en afmægtighed og i en situation, hvor man måske ikke helt kan undgå at spekulere lidt i synliggørelsen af ens situation«.

Siger du, at en tiggers afmægtighed er hans vare, og det er det, han sælger?

»Yes. Jeg siger ikke, at der ikke kan være enkelte tiggere, der er i nød, men uden tvivl er det en vare for de fleste«.

»Negative bivirkninger«
Forestiller du dig, at hvis vi alle holdt op med give penge til tiggere, så ville de gå ud og få et job i Silvan?

»Så hurtigt går det nok ikke. Allerede inden de bliver tiggere, er det for langt de flestes vedkommende nogen, der er gået i stykker. Der er ikke noget, der er 'bare' her. Men vejen til et liv, der hænger sammen, går via at droppe tiggeriet«.

Nogen ville jo sige, at de her mennesker aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet, og derfor er det at give dem penge den eneste måde at anerkende deres eksistens på.

»Det kan også være rigtigt i den snævre situation, men der er så mange negative bivirkninger, at det har ikke vægt nok. Jeg er selv som honningkrukke for tiggere, især i udlandet. De kan spotte mig på 100 meters afstand og se, at jeg har dårlig samvittighed. Så tager jeg pengene frem og er lige ved at give, indtil min ledsager siger 'lad være og lad være med at have dårlig samvittighed. Hvis du giver, kommer de ikke i skole'. Jeg har været i Indien og det kunne jeg slet ikke klare. Men det handler om mig, ikke om tiggerne«.

Ingen æresbevisning
Men tiggeriet har da også det formål, at jeg skal føle mig godt tilpas, når jeg giver penge. Har jeg ikke ret til at betale aflad?

»Ikke når du skader tiggeren. Det kan godt være, han er glad for tyveren og godt være, han synes, du anerkender ham. Men i bund og grund er det ikke en æresbevisning, han har fået«.

Men har jeg ikke ret til at få det godt?

»Det er udnyttelse af andre mennesker, for at du skal pjatte rundt med dig selv. Det må du ordne på en voksen måde«.

Afladsbehov
Er det udnyttelse, ligefrem?

»Nej, nu strammer jeg sproget. Men for at blive i dit spor, så holder det ikke at fastholde dem i en uværdig og forkert situation, bare for at vi kan få afløb for vores afladsbehov«.

Hvorfor skal du bestemme det?

»Det skal jeg heller ikke og kan jeg heller ikke. men jeg kan jo prøve at påvirke samfundsdebatten«.

Det andet argument, jeg hører, er, at hvis jeg ikke giver penge, laver de bare kriminalitet i stedet for.

»Ja, og det er der nok også nogen, der vil gøre, men ikke som hovedregel. Det er ikke den type, der er tiggere. Og hvis det virkelig passede, så må vi sætte den offentlige forsørgelse op, så de kan få dækket deres behov. Tiggeriet kan ikke være den værdige løsning, heller til finansieringsbehovet for dope«.