0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

20. december: Laura er meget sig selv. Hun gør ikke ting, fordi man skal - men fordi Laura gør dem

Alice og Laura gør en dyd ud af at sætte spørgsmålstegn ved det, vi kalder normalt. Også i deres forhold, som hverken ligner forældrenes i Washington eller Slagelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard

Ingen følelser er forkerte, når det gælder Laura (til højre) og Alice. »Og så er det trykt og sikkert. Enormt trygt. Det eneste, der er utrygt er det med visa, krav og familiesammenføring. Tænk nu, hvis hun ikke for lov at blive«, siger Laura.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når man er queer, er der ikke de samme sociale og kulturelle uskrevne regler for, hvordan man opfører sig i et parforhold.

»Vi skal selv finde på dem. Hvis vi altså vil have dem«, siger Laura Mølgaard Tams.

Hun og Alice Minor mødtes til en fest i Bolsjefabrikken for to år siden, da Alice arbejdede frivilligt som bartender. Laura var 23 år og fra Slagelse, Alice var 26 år og fra staten Washington i USA.

»Laura troede, jeg flirtede med hende, men det gjorde jeg altså ikke«, siger Alice, der smiler med øjnene og taler fejlfrit dansk med en amerikansk term hist og her.

To måneder senere mødtes de til en demonstration, og Alice inviterede Laura på suppe.

»Nu gjorde jeg det så – flirtede med hende. I fem timer«, griner Alice, der til sidst måtte sige tingene ligeud: »Jeg er altså meget tiltrukket ...«.

Julekalender: Alberto & Jan

Det vigtigste i livet er kærligheden. Det store spørgsmål er, hvordan man finder den. Politiken har talt med 48 mennesker, der har fundet den andre steder, end de fleste af os gør. Kilde: Politiken

Alice kommer som nævnt fra staten Washington , som vi kender fra ’Twin Peaks’ med bjerge, skove og små byer. Hun kom første gang til Danmark, mens hun studerede statskundskab og blev udtaget til et 5-ugers ophold med en organisation, der hedder Humanity in Action. Hun har altid været interesseret i verden og i retfærdighed. At arbejde sammen og finde løsninger. Det er hendes drivkraft – det eneste, hun går op i, fortæller hun.

Hun beskriver sine forældre som søde, men politisk forskellige fra hende selv. Dog fik hun argumenteret sin far, der ellers altid har stemt republikansk, til at stemme på Obama i 2008.

Da hun sprang ud som ikkeheteroseksuel for 10 år siden, accepterede hendes forældre det ikke, og hendes mor blev vred og sagde hårde ord. Hendes far var mere forstående. Først for et par år siden begyndte hun at føle sig mere accepteret af dem begge, men hendes mor har stadig svært ved at tale med hende om at have kvindelige kærester.

For Alice er der ingen som Laura:

»Hun kan både være tilbageholdende og helt fremme i skoene. Supersjov og sarkastisk og virkelig sårbar og kærlig. Hun har en stærk politisk stemme. Hun udtrykker sig så godt. Er klog og velformuleret. Hun er meget sig selv. Laura gør ikke ting, fordi man skal – men fordi Laura gør dem. Det kan jeg mærke i vores forhold. Vi flyttede ikke sammen, fordi man skal, men fordi vi havde lyst«, siger hun.

Andres mening er ikke så vigtig

Sammen med Laura er det nemmere for hende at være sig selv, oplever hun.

»Jeg beundrer hende, fordi hun ikke tager så seriøst, hvad andre tænker om hende. Det er jeg ikke så god til. Men jeg øver mig i det«.

Laura kommer fra det, hun kalder en progressiv familie, som fuldt ud har accepteret , at hun gerne vil have, at de ser hende som kvinde. Men hun skal stadig huske sin mor på at omtale hende som ’hun’ og ’Laura’, også når hun ikke selv er der.

»De ville nok have været helt parate til, hvis jeg var sprunget ud som bøsse, men transkvinde skulle de lige vænne sig til«, siger Laura.

Vi har altid haft en ekstern modstand. Det har måske også gjort, at der ikke har været så meget konflikt imellem os

Laura var 21 og datalogistuderende, da hun sprang ud. Hun har altid set sig selv som kvinde og er bedst tilpas i det, vi som samfund socialt og kulturelt forbinder med at være kvinde. Ikke som født i en forkert krop. Nærmere som en kvinde uden æggestokke, der måske har en lidt dybere stemme og nogle maskuline træk, forklarer hun.

Datalogistudiet var ikke det mest accepterende miljø at gå og vænne sig til sin nye identitet i. Det endte med, at Laura – ligesom de andre 6 kvinder på årgangen ud af over 100 studerende – droppede ud.

Alice er hendes anden kæreste efter et dårligt forhold, hun kom ind i som nyudsprunget. »Jeg havde følt mig manipuleret og usikker på, hvad der var rigtigt og forkert. Men Alice var både charmerende og tydelig. Hun virkede interesseret i mig. Og klog. Vi var enige om rigtig meget rent politisk«, siger Laura.

For Laura er privatlivet politisk, og derfor kommer hun naturligt til at snakke politik, når hun går på date.

»Det handler om, om min eksistens som transperson kan accepteres. Det er vi nødt til at være enige om. Alice virkede sikker. Som en, der ikke ville manipulere vores forskellige privilegier«, siger hun. Privilegier såsom at Alice ikke er transkvinde, har et fint diplom og en familie fra den højere middelklasse – og at Laura er dansk statsborger og bedre kendt med systemet herhjemme.

Kræsen med mennesker

Laura kalder sig selv for kræsen, når det kommer til mennesker, der skal være tæt på hende.

»Det er vigtigt for mig, at folk forstår deres egen position i forhold til mig. Normkritik fylder meget. Det er også det, jeg arbejder med. Det er det, jeg overlever af. Jeg gider kun have venner, der har positiv tilgang til normkritik«, siger hun.

Laura har et firma, der underviser i normkritik. Alice arbejder på en Rudolf Steiner- skole og på Dignity – Dansk Institut Mod Tortur. Hun elsker begge job, men ønsker sig noget mere fast, da hun kun er projektansat, og en udløbet opholdstilladelse truer i horisonten.

»Vi har altid haft en ekstern modstand. Det har måske også gjort, at der ikke har været så meget konflikt imellem os. Vores små konflikter er falmet. Det er svært at forelske sig uden at kunne være sikker på, at vi kan have en fremtid sammen«, siger Laura.

Laura og Alice fik Rådet for Menneskerettigheders hæderspris 2016 i december sammen med andre aktivister, der i samarbejde med Amnesty har lavet kampagne blandt andet mod diskrimination af transkønnede i sundhedssystemet.

»Min mor postede det på Facebook, og 200 af hendes venner likede det. Det var virkelig rart«, siger Alice.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts