Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Troels Lund Poulsen: »Det har aldrig været vigtigt for mig at slå på København, men...«

I 2018 præsenterer VLAK-regeringen en ny omgang udflytning af statslige arbejdspladser, men det er nok ikke muligt at flytte så mange jobs som i den nuværende plan, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som han sidder der i sit nye ministerium, vil han »aldrig nogensinde glemme« Venstres udflytning af knap 4.000 statslige arbejdspladser.

Som erhvervs- og vækstminister har Troels Lund Poulsen – der for nylig skiftede til Beskæftigelsesministeriet – det forgangne år stået i spidsen for årets måske mest omdiskuterede beslutning: udflytningen af 20 institutioner og en lang række afdelinger i landets styrelser fra hovedstaden til Hjørring, Sønderborg, Næstved og 35 andre danske byer.

I dag ser Troels Lund Poulsen tilbage på et forløb, som han mener har bragt mere balance i Danmark. Men også et forløb, som har været plaget af knuste familieskæbner, dyre millionregninger, masseopsigelser, længere sagsbehandlingstider, intern modstand fra topembedsmænd og uro i Venstres bagland.

Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis uden konsekvenser, når man laver en udflytning af statslige arbejdspladser. Der vil være nogle, der kan blive ramt i en kortere eller længerevarende periode

Troels Lund Poulsen er dog ikke i tvivl om, at der er meget at være stolt over.

»Det her er noget, der sætter sig et varigt aftryk i Danmark. Så når vi om 15-20 år diskuterer det her, vil man kunne huske, at den her plan blev lavet, og man vil kunne se synligheden af den, og jeg er ikke et sekund i i tvivl om, at der vil man sige, at det var en klog beslutning«, siger han.

København versus provinsen

De færreste er i tvivl om, at Troels Lund Poulsen har været blandt regeringens skrappeste udflytningsfortalere. Koste hvad det koste vil, foranlediges man til at sige. For udflytningsplanen blev hurtigt kritiseret for hverken at skabe vækst, arbejdspladser eller produktivitet. Til gengæld koster den mange millioner kroner og splitter hundredvis af familier ad, lyder kritikken.

Regeringens seneste statusopgørelse viser, at hele seks ud af syv af de 1.126 arbejdspladser, der i oktober var flyttet ud af hovedstaden, var besat af nye medarbejdere.

I V-toppen har man i forbindelse med debatten om udflytning af arbejdspladser lagt vægt på behovet for mere »rimelighed«, mere »sammenhængskraft« og et opgør med »overrepræsentation« af statsansatte i København. Kunne kritikerne ikke forstå det, måtte man huske på, at der også findes et liv vest for Valby bakke, lød det fra flere ledende V-profiler, der havde fået nok af al det »københavneri«, som Troels Lund Poulsen selv udlagde det.

Men debatten pustede også til en indre uro i Venstre, og i april advarede partifæller i Politiken mod en stigende københavnermobning i partiets top.

»Vi har også haft kritiske kommentarer fra vores Venstre-bagland i hovedstadsområdet. Det er ikke sådan, at de har stået med armene højt hævet over hovedet og sagt, at det var fantastisk«, erkender Troels Lund Poulsen. Han tænker lidt over debattens form og indhold, som han selv var med til at forme.

»Jeg synes sådan set, at det er vigtigt, at vi nu ser på erfaringerne, så debatten ikke bliver sådan meget København mod resten af landet, som den har haft tendens til, og som jeg jo både direkte og indirekte har gjort mig til talsmand for«.

Men var det ikke netop det, I fik det til at handle om for et år siden?

»Det har aldrig været vigtigt for mig at slå på København. Men det er vigtigt for mig at sige, at der er ting i den offentlige administration, som ikke nødvendigvis skal ligge i København«.

Anerkender du, at du netop har efterladt et billede af, at du netop gerne ville slå på København?

Troels Lund Poulsen holder en kunstpause.

»Jeg skal da ikke kunne sige mig fri for, at jeg også har sagt, at al civilisation jo ikke foregår i København. Det er sådan set ud fra en – synes jeg – oprigtig bekymring for, at der havde udviklet sig en politisk kultur om, at det var sådan set kun muligt at have en centraladministration placeret i København. Det har jeg selvfølgelig italesat, og det står jeg fuldt og helt ved«, svarer han.

»Det er da klart, at vi har diskuteret med hinanden om, at det også er vigtigt, at det her ikke bliver udlagt, som om Venstre som regeringsparti siger, ’vi er ligeglade med København’. Jeg har aldrig været ligeglad med København, jeg elsker København. Det er jo derfor, vi har givet København nogle andre udviklingsmuligheder, som jeg så også må konstatere ikke har fået så meget opmærksomhed«, siger Troels Lund Poulsen, der peger på en opblødning af planloven og udviklingen i Københavns lufthavn som to initiativer.

Da embedsmænd i august sidste år leverede en bruttoliste med bud på flytteparate arbejdspladser, gik der ikke mange minutter, før den blev sendt retur fra en skuffet Troels Lund Poulsen, der ville have mange flere udflytninger, end systemet selv havde lagt op til.

Hurtigt begyndte interne regeringsnotater med advarsler og beregninger, der viste, at de samlede regninger nærmede sig en milliard kroner, at florere i pressen. Flere kilder tæt på regeringens ministerhold har berettet om interne sværdslag med utilfredse topembedsmænd.

I vinter blev interne mails mellem to ledende departementschefer lækket til pressen. De interne mails indeholdt advarsler om, at pressede landmænd ville lide økonomiske tab på grund af regeringens planer. Troels Lund Poulsen måtte gå i tv og forsikre, at alt var under kontrol, alt imens der blev iværksat interne undersøgelser af lækagerne i flere ministerier.

Jeg har aldrig været ligeglad med København, jeg elsker København

Troels Lund Poulsen vil ikke kommentere de konkrete læk, men understreger, at han glæder sig over, at det var muligt at holde beslutningerne om, hvor styrelserne skulle flytte hen, helt tæt.

»Hvis vi skulle til at have en stor geografisk diskussion undervejs i processen, så var det blevet meget uværdigt for medarbejderne, og det lykkedes heldigvis at arbejde professionelt med det«, siger Troels Lund Poulsen, der har ventet på en anledning til at sende et lille svirp til »medierne i hovedstaden«.

»Der var to meget klare ting, der blev nævnt i den dækning, som Politiken har lavet. Nemlig et: Det vil være umuligt at rekruttere medarbejdere rundt i landet. To: Det vil blive meget, meget dyrt. Der må man jo sige, at de to påstande, der dengang kom ud i det offentlige rum, de har jo heldigvis vist sig ikke at være rigtige«, siger Troels Lund Poulsen, der peger på, at det trods masseopsigelser i forbindelse med udflytningerne »vælter ind med ansøgere«, ligesom den samlede regning på knap en milliard kroner ifølge regeringens beregninger er tjent ind inden for maksimalt seks år.

Børnesygdomme

Regeringen har arbejdet strategisk med at mørklægge konsekvenserne af udflytningen mest muligt. I den forbindelse har Finansministeriet spillet en central rolle ved at koordinere øvrige ministeriers aktindsigter, fortæller flere kilder, Politiken har talt med.

Men ikke alt blev mørklagt, og i foråret kom det frem, at udflytningen af Geodatastyrelsen betyder, at regeringen ikke kan leve op til en central aftale med Grønland om produktion af elektroniske søkort, der skal redde liv for sejlende nær Grønlands kyster. Det kom også til offentlighedens kendskab, at flere styrelser vil blive ramt af længere sagsbehandlingstider til skade for borgerne. Har Troels Lund Poulsen ignoreret advarslerne?

»Det er sådan – og det har vi jo heller ikke lagt skjul på – at der vil være børnesygdomme undervejs i den her proces, som kan have en betydning for sagsbehandlingstiden«, siger han.

»Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis uden konsekvenser, når man laver en udflytning af statslige arbejdspladser. Der vil være nogle, der kan blive ramt i en kortere eller længerevarende periode, og der gælder det jo om som regering, at vi minimerer det tidsrum, hvor der kan være et problem i forhold til levering af de ting, som man skal levere som statslig myndighed«.

Afsætter I ekstra ressourcer til det?

»Ja altså, alle ministre er jo ansvarlige for, at sagsbehandlingstiden er på et acceptabelt niveau, og hvis det er sådan, at der er ting, der kommer fuldstændigt ud af kontrol, så skal regeringen jo sørge for, at man prioriterer midler til, at man kan nedbringe sagsbehandlingstiden«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ingen lyst til selv at flytte

I dag er seks ud af syv stillinger i de udflyttede styrelser besat af nye medarbejdere. Og selv om ministeren selv regner med, at andelen af nye medarbejdere bliver lavere, når alle arbejdspladser er udflyttet, forventer han ikke, at mere end hver fjerde ansatte i flytter med, når det endelige regnskab skal gøres op.

I vinter kritiserede CFU (Centralorganisationernes fællesudvalg), der varetager fællesproblemer for alle statsansatte, regeringen og Finansministeriet i usædvanligt hårde vendinger for ikke at tage de berørte statsansattes situation alvorligt.

Kan du forstå, at du bringer nogle af de ansatte i en lidt penibel situation, fordi nogle gerne vil flytte med deres arbejdsplads, men rent faktisk ikke kan flytte på grund af familie?

»Ja, men nu gør jeg jo ikke det her, fordi jeg er et dårligt menneske. Det er der nogle, der vil mene. Men den samme opmærksomhed, der bliver ofret på udflytning af statslige arbejdspladser, synes jeg jo godt, man kunne savne, når private virksomheder laver om på deres organisation«, siger Troels Lund Poulsen, der dog understreger, at man skal have »fuld forståelse« for de mennesker, der bliver personligt ramt og føler, at det er en forkert beslutning.

Til spørgsmålet om, hvorvidt ministeren selv ville flytte med, hvis hans arbejdsplads blev placeret i Aabenraa, er svaret ikke så kategorisk:

»Det er ikke sådan, at jeg tænker, at det bedste for mig er at flytte fra det sted, jeg har boet i 11 år, og så flytte til Aabenraa eller flytte til Vejle, men det er jo ikke sådan, at jeg ville være forskrækket for at flytte«, siger Troels Lund Poulsen og forklarer, at det vil være for meget bøvl, fordi ministeren og embedsmænd ville blive nødt til at pendle til København.

Men det er jo kun dig og en lille håndfuld embedsmænd, der render rundt ovre på Christiansborg?

»Selvfølgelig er det ikke alle embedsmænd. Men et ministerium er nu engang sat til at servicere regeringen og dermed jo også være tilgængelig for regeringen«.

Men det er Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) jo også – og dem ville I gerne udflytte?

»Jo, men nu er Diis jo en anden størrelse end et ministerium. Et ministerium laver ministerbetjening, er med til at lave den lovgivning, som man vedtager på Christiansborg, og derfor giver det jo ikke nogen mening at have et ministerium til at ligge i Aabenraa eller Tønder. Det ville være totalt tåbeligt i forhold til lovgivningskvalitet«.

Hvorfor laver man dårligere lovgivning, hvis man er placeret i Aabenraa?

»Det sagde jeg heller ikke, man gør«.

Det vil være en hån mod medarbejderne og skabe alt for meget usikkerhed, siger Troels Lund Poulsen, der henviser til det rodede forløb omkring placering af den nye politiskole

Jo, det sagde du?

»Hvis vi skulle leve i den situation, at mit ministerium ligger i Aabenraa, så skulle vi have en situation, hvor jeg så rejste mange gange om ugen frem og tilbage, jeg ville aldrig være i mit ministerium, fordi jeg ville sidde i uafbrudte samråd på Christiansborg. Der må man bare sige, at det er en dødfødt diskussion«.

Fordi I skal pendle?

»Jamen fordi det ikke giver mening. Det giver jo ikke mening, når man i et ministerium laver lovgivning, at man så skal rejse rundt i hele landet, fordi man så har en eller anden ambition om, at det kunne se spændende ud at have et ministerium til at ligge i Jelling«.

Ny plan i 2018

I 2018 vil VLAK-regeringen gentage øvelsen, når nye arbejdspladser skal udflyttes. Der er fortsat behov for at »være i bedre samklang med de rigtig rigtig mange mennesker rundt om i Danmark, der synes, at afstanden til København og centraladministrationen er meget meget stor«, forklarer Troels Lund Poulsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvilke styrelser der er mulige brikker i det næste udflytningspuslespil, vil ministeren ikke »allerede nu begynde at spekulere i«. For det vil være en hån mod medarbejderne og skabe alt for meget usikkerhed, siger Troels Lund Poulsen, der henviser til det rodede forløb omkring placering af den nye politiskole.

En af de styrelser, der stod på listen i sidste års udflytningsplan, var Diis, der som en af de eneste arbejdspladser endte med at få lov til at blive i København, efter at et flertal i Folketinget blokerede for regeringens ønske om at rykke de 90 medarbejdere til Aarhus. En strid, som regeringen tabte, fordi hverken Liberal Alliance eller Socialdemokratiet kunne se fornuften i at rykke instituttet.

Det var Troels Lund Poulsen »ked af«, siger han. Han udelukker da heller ikke, at instituttet kan komme med i udflytningsrunde to.

»Både som venstremand og som medlem af regeringen mener jeg, at der stadigvæk er rigtig mange muligheder for at lave udflytning af statslige arbejdspladser, og der er mange forskellige institutioner, der kan komme i spil, men det er klart, at man bliver også nødt til at se på, hvad der kan lade sig gøre parlamentarisk«, siger Troels Lund Poulsen, der samtidig må erkende, at der generelt er en ny situation »på mange punkter«, efter at Liberal Alliance er trådt ind i regeringen.

Hvor omfattende næste udflytningsplan bliver, har Troels Lund Poulsen heller ikke tænkt sig at offentliggøre i dag. Men »uden at sige for meget« indikerer han, at anden runde bliver knap så omfattende som den første, for det tror han ganske enkelt ikke er muligt på den korte bane.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden