Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Finn Rudaizky er tiltalt for at lække fortrolige oplysninger om Omar el-Hussein, der angreb Krudttønden og Synagogen i København i 2015.
Foto: Mads Nissen

Finn Rudaizky er tiltalt for at lække fortrolige oplysninger om Omar el-Hussein, der angreb Krudttønden og Synagogen i København i 2015.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Portræt: Finn Rudaizky skiller vandene

Han er tiltalt for at lække fortrolige oplysninger om terrorist Omar el-Hussein, og det er ikke første gang, den jødiske politiker har skabt røre i offentligheden. Han kommer nemt til at dele vandene i kraft af sit store engagement.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den 74-årige lokalpolitiker Finn Rudaizky er i dag i mediernes søgelys.

Han er blevet tiltalt for at lække »personfølsomme oplysninger« om terroristen Omar el-Hussein, der i februar 2015 angreb Krudttønden og Synagogen i København.

Men det er langt fra første gang, DF'eren skaber røre.

Finn Rudaizky har været centrum for mange konflikter i tidernes løb. Første gang, han for alvor markerede sig offentligt, var tilbage i 1981. Her var han en af hovedpersonerne i en strid, der skabte stor splittelse i det jødiske samfund i Danmark. Han var formand for Det Mosaiske Troessamfund fra 1979 til 1982, og det var angiveligt den mest turbulente periode i det danske, jødiske samfunds historie.

Her fik han med det mindst mulige flertal fyret samfundets religiøse leder, overrabbiner Bent Melchior, som blev genansat, da Finn Rudaizky blev afsat som formand.

Politisk vandringsmand

Finn Rudaizky har siden 2008 repræsenteret Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation. Forud for indmeldelsen var gået tre år som løsgænger. Og inden da hele 37 år som medlem af Socialdemokratiet, heraf en årrække som medlem af Borgerrepræsentationen.  Han meldte sig ud af Socialdemokratiet i 2005 med den officielle forklaring, at han ikke ville sidde i gruppe med den nyvalgte Sikandar Malik Siddique, der havde deltaget i et Hizb ut-Tahrir-møde.

Hans tidligere partifæller havde dog en anden opfattelse; de mente, at hans exit skyldtes, at han følte sig snydt for politiske poster, og at han havde været tæt på at blive ekskluderet fra partiet flere gange.

Kritisk over for muslimer

Finn Rudaizky er angiveligt meget optaget af muslimer, og som jøde har han ofte engageret sig i debatten om Israel og palæstinenserne.  Det skriver Kristeligt Dagblad i et tidligere portræt af DF'eren, og det fremgår desuden af hans Facebook-profil. Her deler han flittigt videoer om Israel og terrorangreb i Jerusalem, og senest i går skrev han et kritisk opslag om blandt andet Grimhøj Moskeen, hvor han kalder gæsterne i moskeen for »jødehadere«, som han mener har tæt kontakt til »grupper som nægter Holocaust, og som vil have Israel udslettet«:

Finn Rudaizkys forældre kom til Danmark som jødiske flygtninge, og om den ankomst har han tidligere skrevet:

»De krævede ingen modersmålsundervisning og blev integreret ret hurtigt i det danske samfund. Primært fordi de ønskede det. Det synes jeg vore dages indvandrere kunne lære noget af«, skriver Kristeligt Dagblad i et tidligere portræt.

Et dybt engageret menneske

Når Finn Rudaizky ikke sidder til politiske møder for Borgerrepræsentationen, arbejder han som konsulent og marketingschef.  Men ifølge den tidligere partifælle i Socialdemokratiet og kollega i Københavns Borgerrepræsentation, Winnie Berndtson, er der ingen forskel på det private og det politiske menneske Finn Rudaizky.

Og skal hun sætte et enkelt ord på den mangeårige kollega, er og bliver det »engageret«:

»Engagementet kan strække sig fra alt lige fra fodboldklubber, der mangler boldbaner, til noget på Christianshavn, hvor han bor og til det sociale område, hvor han har et stort engagement i andre menneskers liv. Særligt mennesker, der er på kant med livet«, siger hun og forsætter:

»Han er drevet af en social indignation, hvor han står op og kæmper for dem, der ikke kan tage kampene selv«.

Og derfor er han også ofte endt i modvind i sit politiske liv, forklarer Winnie Berndtson.

»Han fremstår let som et menneske, der kan dele vandene, men det skyldes netop hans engagement. Når man er i politik, er det en dyd, hvis man kan lave kompromiser, og det kan nogle gange være svært, hvis man er et engageret menneske. Han kan godt stå længe på sit, fordi han kæmper for sin sag«, siger hun.

18. januar indledes retssagen, der skal afgøre, om Finn Rudaizky skal dømmes for overtrædelse af §152 stk.1, som handler om uberettiget at videregive fortrolige oplysninger. Retssagen vil strække sig over fire retsmøder og finder sted i Københavns Byret.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden