DI synes, det går »så fint fremad«: Nu må debatten om kvindekvoter forstumme

Dansk Industri (DI) har i en ny analyse peget på, at langt flere kvinder de senere år er kommet til tops i erhvervslivet.

Udviklingen er sket uden brug af politisk påtvungne kvoter. Og det får organisationen til at opfordre til, at debatten om kvinder i ledelser nu nuanceres, og at det ofte blinde fokus på kvoter elimineres.

»Når man nu kan se, at udviklingen med flere kvinder i ledelserne rent faktisk sker, så er det rigtig svært at se argumenterne for kvoter. Det går jo stødt og så fint fremad. Når vi fremskriver tallene, kommer vi op på de 40 procent kvinder i bestyrelser i 2025, som er EU's målsætning«, siger Charlotte Rønhof, underdirektør i DI.

Flere kvinder med magt

Analysen fra erhvervsorganisationen viser, at blandt de største danske børsnoterede selskaber, de såkaldte Large Cap-selskaber, er andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer steget fra 10 procent i 2008 til 26 procent i 2016.

På ledelsesgangen er der ligeledes sket en stigning i virksomheder med over 50 ansatte. Andelen af kvindelige administrerende direktører er steget fra knap 7 procent i 2002-2004 til over 12 procent i 2015. Og i ledelseslaget lige under topchefen er andelen af kvindelige direktører steget fra 14 procent i 2002 til 21 procent i 2015.

Den danske model

I marts 2010 fremsatte S, SF, R og Enhedslisten et fælles beslutningsforslag med pålæg til børsnoterede virksomheder om en kvindeandel på 40 procent i bestyrelserne. Men da S, SF og R kom i regering, opblødte de deres politik, og i stedet blev en såkaldt dansk model indført. I denne blev de største hjemlige virksomheder i stedet pålagt at opsætte et præcist måltal for andelen af kvindelige medlemmer på chefgangen.

På europæisk plan rumsterer et forslag om kvindekvoter fra EU-kommissionen dog stadigvæk for således at sætte skub i udviklingen.

»Vi fremhæver den danske lovgivning og forsøger at inspirere andre medlemslande og kommissionen til at kigge nærmere på den danske model. Men det virker som om, man har stirret sig blind på kvoteløsningen, og det er super ærgerligt, når man ad frivillighedens vej kan nå lige så langt«, siger Charlotte Rønhof.

Enhedslisten: Kvotesnak overskygger vigtige emner

Enhedslisten er efterhånden det eneste tilbageværende parti på Christiansborg, der fuldt ud går ind for kvindekvoter som redskab til at øge ligestillingen, viste en rundspørge fra Kristeligt Dagblad i 2015.

Partiets politiske ordfører og ligestillingsordfører, Pernille Skipper, siger, at partiet stadig går ind for kvoter som middel til at fremme ligestillingen. Men hun medgiver, at der har været for meget fokus på kvoter i debatten.

»Kvoter er en metode og ikke et mål i sig selv, og derfor er jeg tilbøjelig til at give DI ret i, at diskussionen om kvoter nogle gange har været så opkørt, at den har skygget for andre forslag. Der er en kæmpe opgave i blandt andet at diskutere, hvordan familie, børn og hjemmet hænger sammen med arbejdslivet, for det er desværre stadig hovedsageligt kvinderne, der tager sig af det«, siger Pernille Skipper.

Holder fast i kvoter

Venstrefløjspartiets politiske ordfører holder dog fast i kvoter som et af flere redskaber i Enhedslistens ligestillingspolitiske værktøjskasse:

»Det er rigtig flot, at det ifølge DI's tal går i den rigtige retning - det var sørme da også på tide. Men ro på: Vi er slet ikke i mål og derhenne, hvor kvinder er nogenlunde ligeligt repræsenteret i toppen af erhvervslivet. Kvoterne er en metode til at tvinge os alle sammen, herunder de enkelte virksomheder, til at få fjernet de blinde vinkler og kigget efter de dygtige kvinder, som jo er derude. Men det er en af mange metoder«, siger Pernille Skipper.

Hun peger desuden på, at en mulig forklaring på fremgangen af kvindelige ledere meget vel kan være truslen fra EU om at indføre egentlige kvoter.

Dansk Kvindesamfund går også stadigvæk ind for kvoter:

»Det lyder umiddelbart som en god udvikling med  de 26 procent, men tallet for  kvinder i alle børsnoterede selskaber er kun 15,9 procent. De europæiske mål er 40 procent i børsnoterede selskaber i 2020, som mange EU lande følger. Så i Dansk Kvindesamfund mener vi stadig, at kvoter er et nødvendigt middel for at komme tættere på målet«, siger Signe Vahlun, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund.

Vil hellere tale uddannelse og kulturændringer

DI vil have parkeret debatten om kønskvoter for at tale om andre barrierer for øget mangfoldighed i ledelserne. Underdirektør Charlotte Rønhof peger på, at der skal gøres en målrettet indsats for at få flere kvinder ind på erhvervsøkonomi-, ingeniør- og it-uddannelserne for derved at øge rekrutteringsgrundlaget til lederstillingerne.

Charlotte Rønhof og Pernille Skipper er enige om, at der skal sættes ind over for den stadig udbredte kultur i familier om, at kvinden har eller tager det primære ansvar for afhentning af børn, madlavning og rengøring i hjemmet.

Metoden er de dog mindre enige om:

»Vi støtter en nedsættelse af topskatten«, siger DI-underdirektøren, »for man skal huske, at det er et frihedsbrev, hvor man får råd til at ansætte nogen til at hjælpe en i hjemmet. Det vil i særdeleshed hjælpe kvinder, fordi det jo er dem, der tager det store slæb i hjemmet. Man skal tjene rigtig mange penge for eksempelvis at kunne betale for rengøring - og hvid rengøring - så det vil være godt at kunne aflaste flere. Det er jo spild af talent, at man skal bruge tid på at gøre rent og stryge skjorter, når ens hoved kunne bruges bedre til andre ting«.

Enhedslistens Pernille Skipper trækker på smilebåndet over, at topskattelettelser skulle øge andelen af kvinder i ledelser.

»Det er ikke et seriøst forslag. Jeg tror ikke en meter på, at det skulle afholde kvinderne fra at indtage chefposterne, at de ikke har råd til at hyre en rengøringsassistent - vi har endda et håndværkerfradrag. I stedet vil man ved at styrke velfærdssamfundet - minimere antallet af lukkedage i institutioner og sørge for ordentlige normeringer - i høj grad styrke kvindernes position i samfundet«, siger den politiske ordfører.

Øremærket barsel er vigtigst

Pernille Skipper peger på, at øremærket barsel til mænd vil kunne skubbe på den kulturelle forandring i samfundet. Og hvis hun skal vælge mellem kvoter og øremærket barsel som mærkesag, vil hun foretrække kønnenes lige adgang til barsel. Øremærket barsel vil således, ræsonnerer hun, skabe en norm om, at manden - foruden at tage mere forældreorlov - også henter ungerne fra institutionen og tager barnets anden eller tredje sygedag.

»Rigtig mange af de uligheder, vi ser mellem kønnene på arbejdsmarkedet, starter og slutter med den barselsorlov. Det er lønnen, pensionsopsparingerne, og hvem der går på deltid, som vi kan trække tilbage dertil. Vi skal have løst det problem, for det skaber så mange efterdønninger, når der er ulighed i barselsorloven. Og jeg forstår ærlig talt ikke, hvad modviljen er, for vi taler om at give mænd de samme rettigheder som kvinder – mænd skal have ret til at være sammen med deres børn i samme grad som mødrene«.

Men DI er uenig, og Charlotte Rønhof forklarer modviljen således:

»Vi støtter ikke øremærket barsel, fordi det er så hårdt et indgreb i, hvordan familierne vil arrangere sig. Det vil være at gå for meget på kompromis med den personlige frihed, hvis man går ind på det spor«.