Børn, som vokser op i en familie med vold, er voldsofre, også selv om de ikke selv bliver slået.
Det er hovedpointen i en ny rapport fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som for første gang har undersøgt både de menneskelige og de samfundsmæssige omkostninger af, at børn oplever vold.
Rapporten viser, at godt hver 20. danske barn oplever vold derhjemme, før de fylder 8 år. Det svarer til, at der i gennemsnit sidder mindst et barn i enhver skoleklasse, som har oplevet vold. Og hvor antallet af voldshændelser generelt er faldende, viser rapporten, som følger syv årgange børn, frem til de fylder 15 år, at andelen af børn, som oplever vold i familien, er relativt stabilt.
Et forbud vil ikke få betydning fra den ene dag til den anden, men fremtidens børn vil være glade for den beslutning«.
Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen
Der er tale om registerbaseret forskning, og seniorforsker Stéphanie Vincent Lyk-Jensen forklarer, at det reelle omfang sandsynligvis er større, fordi der er store mørketal.
Dyrt og traumatiserende
Konsekvenserne er til at få øje på. Børnene trives dårligere i skolen, og de præsterer ringere fagligt. Desuden bliver børnene dobbelt så ofte som andre børn anbragt eller må have støtte fra kommunen, og børnene bliver halvanden gang så ofte diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion. Samfundsøkonomisk koster den sociale- og sundhedsmæssige hjælp til børnene 450 mio. kroner pr fødselsårgang, indtil barnet er 15 år.
»Resultaterne peger på, at indirekte vold er lige så skadeligt, som det selv at være udsat for vold, og derfor skal man som samfund være meget opmærksom på den her gruppe, for konsekvenserne er store«, siger Stéphanie Vincent Lyk-Jensen, som forklarer, at de seneste danske strategier og handlingsplaner om vold i familien fokuserer på partnervold og direkte vold mod børn, mens børn, der oplever vold ikke er nævnt som et selvstændigt indsatsområde.
Rapporten er bestilt af Mødrehjælpen og direktør Mads Roke Clausen mener på baggrund af rapporten, at pengene kunne bruges langt bedre.
Han peger på, at alt for meget hjælp er finansieret af satspuljer, og at hjælpen derfor er midlertidig og geografisk spredt. En Megafon-undersøgelse, Mødrehjælpen har fået lavet, viste desuden, at kun halvdelen af de børn, som bevidner vold i hjemmet, får hjælp til at bearbejde oplevelserne.
I stedet burde børnene have en lovfæstet ret til behandling. Mads Roke Clausen fremhæver Mødrehjælpens eget program, hvor børn fra familier med vold får et terapeutisk gruppeforløb ledet af en specialiseret pædagog og en psykolog. Børnene er skadet af at have vidnet vold, men også af manipulation og ydmygelser. Samtidig er de ramt af, at den voldsramte forældre selv ofte har det så dårligt, at de ikke formår at hjælpe deres børn.
»Vi kan se, hvor langt man kan nå med god behandling. I første omgang ved at de får frataget skylden for volden, for mange tænker, at det er deres skyld, at far bliver så gal, eller at de skulle have passet på med ikke at vælte det glas mælk. I gruppen erfarer de også, at andre børn har det som dem«.
