Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset engang stod, har ligget øde i ti år. Stedet giver stadig et stik i hjertet på brugerne fra dengang.
Foto: Jens Dresling (arkiv)

Jagtvej 69, hvor Ungdomshuset engang stod, har ligget øde i ti år. Stedet giver stadig et stik i hjertet på brugerne fra dengang.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Autonom: »Det, der gør ondt, er tabet af Ungdomshuset«

Smerten, sorgen og vrede er der stadig 10 år efter rydning, fortæller en af brugerne, Marco Malcorps.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Man kalder de unge, som brugte Ungdomshuset på Jagvej 69 frem til den voldelige rydning for præcis ti år siden, for autonome. Eller BZ’ere. Eller anarkister.

Men man kan også kalde dem en »do it yourself-kultur«

»Vi er en del af en verdensomspændede bevægelse som for eksempel har gjort det muligt for tyske øvelokalbands af til tider tvivlsom kvalitet at sætte en Europaturné sammen, fordi de hvert sted får penge nok til komme videre plus en seng og et måltid mad«.

Det er en af det daværende Ungdomshus’ brugere, Marco Malcorps, der sætter ord på, hvad Ungdomshuset på Jagtvej og kulturen egentlig gik – og går – ud på.

Rædderligt og fascinerende

Og som også slår fast, at nogle af disse bands »godt nok var rædderligt elendige, men andre var også oprigtigt fantastiske, og det er netop det fascinerende ved vores miljø«.

Men i dag er det andre følelser, der regerer i ham. Smerte. Sorg. Og vrede.

Det føles som et familiemedlem, man har mistet.

De kommer frem i disse dage, hvor medierne gen-endevender de krigslignede scener i Københavns gader i forbindelse med tiårs-dagen for den 1. marts 2007, da myndighederne satte det autonome ungdomsmiljø ud af Ungdomshuset.

»Det føles som at blive mindet om et familiemedlem, man har mistet«, fortæller Marco Malcorps, der er cand. scient i biblioteks- og informationsvidenskab.

Godt nok har det anarkistiske miljø siden fået et andet Ungdomshus - på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter. Men for Marco er det ikke det samme.

»Ungdomshuset på Jagtvej havde vi selv bygget op. Det var enestående. Det var vores. Jeg har været til flere koncerter i det hus, end jeg kan tælle, og lavet bandmad til rigtig mange koncerter. Man lærte jo fandme alt muligt«.

Krateret

Hver gang, Marco Malcorps har passeret det kraterlignende hul på Jagtvej, hvor Ungdomshuset lå, gør det ondt. Det er ikke så meget de krigslignende tumulter ved rydningen for ti år siden, der martrer ham.

»Det, der gør ondt, er tabet. Erkendelsen af, at Københavns Kommune hellere ville give huset til de mest ekstreme sorte kristne (menigheden Faderhuset som købte huset, red.) end til os. Det kan da godt være, at nogen ser os som røvhuller Men kommunen foretrak altså en kristen bevægelse, som vender ryggen til familiemedlemmer, der er uenige i deres livsanskuelser. Sådan er vi da ikke«.

Efter Marco Malcorps’ opfattelse er den autonome ungdomsbevægelse ikke svækket af rydningen af deres daværende højborg.

»Der er sket et generationsskifte, men jeg er sikker på, at rydningen og alt det andet har styrket bevægelsen«.

Selv kommer han ikke så tit i det nye Ungdomshus på Dortheavej.

»Jeg føler ikke den samme tilknytning til det, som til Jagtvej 69. Men når jeg er der, føler jeg mig hjemme«.

Som Politiken fortalte forleden er der planer om et etablere en hjemløselandsby på grunden på Jagtvej i en kortere årrække. Indtil ejeren kan fuldføre sin egentlige plan om at bygge ungdomsboliger.

Det synes Marco Malcorps ikke er nogen god idé. Ungdomshuset på Dortheavej har også lagt afstand til ideen.

Det gør de op til, at de i dag har arrangeret en demonstration gennem Københavns gader under parolen: »Intet glemt. Intet tilgivet« i anledning af tiåret for rydningen.

»Det er svært at være imod noget for unge hjemløse. Og hvis der virkelig kom et gennemsympatisk projekt, ville der ikke være ballade. Men jeg er tilpas kynisk til ikke at tro på de gode hensigter. Ejeren vil bare købe sig noget goodwill i nærmiljøet, og så kan han om nogen år bygge sine rigmandsboliger«, siger Marco Malcorps.

Hvad siger du til, at ingen har turdet bygge noget på grunden i alle de år - formentlig fordi de er bange for jer?

»Mig bekendt er der ikke kommet nogen trusler fra os, men alle kan lægge to og to sammen. Vi er som alle andre mennesker. Hvis noget, der er sindssygt vigtigt for dig, bliver taget fra dig med vold, vil du så ikke slås til det sidste for det?«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden