Faren til udviste Nasro og Nawal frygter, at de vil blive omskåret i Somalia. »Det er tradition«, siger han.
Foto: Tor Birk Trads

Faren til udviste Nasro og Nawal frygter, at de vil blive omskåret i Somalia. »Det er tradition«, siger han.

Danmark

Udviste Nasro og Nawal risikerer farlig omskæring i Somalia

Danmark udviser piger til Somalia trods risiko for omskæring. Den risiko kritiseres Udlændinge-styrelsen for at ignorere i sagsbehandlingen.

Danmark

Danmark udviser somaliske børnefamilier, selv om udvisningen kan føre til en potentielt livstruende omskæring af pigerne i familien.

Det møder kritik fra fagfolk og organisationer, som advarer om, at Danmark dermed udviser flygtningebørn til torturlignende forhold, hvilket er i strid med menneskerettighedskonventionen.

»Hvis der er en væsentlig risiko for, at de vil blive udsat for omskæring, er det et klart brud på konventionen«, siger formand for FN’s torturkomité Jens Modvig.

Ifølge WHO har 98 procent af alle piger og kvinder mellem 15 og 49 år i Somalia været udsat for lemlæstende omskæring. I det lys er det ifølge Modvig »meget problematisk«, at Danmark udviser piger til Somalia.

Klitoris og indre skamlæber fjernes

Så sent som i februar fik en familie med piger på 1, 3, 9 og 11 år inddraget deres opholdstilladelse og blev udvist til Somalia. I efteråret sidste år fik en familie med piger på 9 og 16 år samme afgørelse.

Udvisningerne sker som led i en genbehandling af 800 herboende somalieres opholdstilladelser. I sidste uge kom det frem, at godt halvdelen af dem, der foreløbig har fået inddraget opholdstilladelsen, er børn.

Ledende overlæge og speciallæge i gynækologi Charlotte Wilken-Jensen har beskæftiget sig med behandling af omskårede kvinder fra Somalia. Hun forklarer, at Somalia er et af de lande, der udøver den mest voldsomme form for omskæring.

»Man fjerner stort set alt – det vil sige klitoris og de indre kønslæber. Derefter syer man de ydre kønslæber sammen, så der kun er et lille hul på størrelse med en tændstik tilbage. Det er et forfærdeligt ødelæggende og farligt indgreb«, siger hun.

Charlotte Wilken-Jensen oplyser, at omskæringen ofte fører til infektioner i urinvejene og kønsdelene og i værste fald kan have døden til følge på grund af blodmangel. Ifølge hende er kvindelig omskæring »ren tortur«.

»Det er ikke bare et barbarisk, fysisk overgreb – det er også et psykologisk overgreb. Det er ren tortur, og det siger jeg ikke kun, fordi jeg personligt mener det, men fordi det ud fra et fagligt synspunkt er tortur«, siger hun.

Advarsler ignoreres

I Udlændingestyrelsens egen rapport om omskæring af piger advarer FN-kilder mod, at det er udbredt i Somalia og foretages på piger mellem 5 til 15 år efter et »ekstremt psykologisk pres«.

Men ifølge fortrolige afgørelser om udvisning af familier til Somalia, som Politiken er i besiddelse af, nævnes hverken den rapport eller advarslerne om omskæring i udvisningssagerne.

I et svar til Folketinget forklarer styrelsen, at man ikke spørger ind til omskæring, da det »påhviler den enkelte« udlænding at oplyse, hvad man frygter ved en udvisning. Hvis en familie selv nævner frygt for omskæring, vil det blive taget med i vurderingen, oplyser styrelsen til Folketinget. I en mail til Politiken gentager styrelsen denne praksis.

Ifølge Red Barnet og Institut for Menneskerettigheder er det problematisk, at styrelsen ikke aktivt inddrager risikoen for omskæring i sagsbehandlingen.

»Tvangsomskæring er et alvorligt menneskerettighedsovergreb, så når styrelsen ligger inde med viden om risikoen for det, er de forpligtede til at tage stilling til det, selv om de pågældende ikke selv nævner det«, siger instituttets vicedirektør, Louise Holck.

Enhedslisten er enig.

»Det er dybt uansvarligt og helt uforståeligt, at Udlændingestyrelsen ikke aktivt spørger familier med pigebørn til det, når alt tyder på, at de her piger vil være i kæmpe risiko for at blive omskåret. Man får jo den mistanke, at styrelsen undlader at spørge til det, fordi de ikke har lyst til at høre svaret«, siger udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) skriver i en mail, at hun har tillid til Udlændingestyrelsen og derved »ingen moralske betænkeligheder«:

»Det, at der foregår kvindelig omskæring i Somalia, betyder ikke automatisk i sig selv, at ingen somaliske kvinder kan sendes tilbage til Somalia«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce