Jens Rohde tror, at Inger Støjberg er på vej ind i en ny Tamilsag. »Jeg synes, det lugter af, at nogen bliver fjernstyret rent politisk, som ikke må fjernstyres«.
Foto: Miriam Dalsgaard

Jens Rohde tror, at Inger Støjberg er på vej ind i en ny Tamilsag. »Jeg synes, det lugter af, at nogen bliver fjernstyret rent politisk, som ikke må fjernstyres«.

Danmark

Rohde: Støjberg på vej i ny Tamilsag

Tidligere Venstre-medlem Jens Rohde vil føre sag mod den danske stat ved Menneskerettighedsdomstolen efter udvisning af somalisk familie.

Danmark

En somalisk familie fra Viborg kan ende med at blive centrum i en retssag mod den danske stat ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Det er konsekvensen af, at Udlændingestyrelsen har inddraget familiens opholdstilladelse med henblik på at udvise dem til Somalia.

Det er tidligere V-medlem og nuværende EU-parlamentariker for Radikale Venstre, Jens Rohde, der sammen med et andet tidligere V-medlem, advokat Kåre Traberg Smidt fra Alternativet, vil føre sagen.

»Det er fuldstændig grotesk, det der foregår. Det er jo en bananstat værdigt. Alt, hvad Politiken har beskrevet, skriger jo til himlen om, at der er et eller andet helt galt her«, siger Jens Rohde.

Ikke et sekund i tvivl om sejr

Kritikken kommer, efter at forskere og fagfolk i Politiken har sået tvivl om lovligheden af udvisningerne. Jens Rohde kalder sagen fra Viborg »principiel«, og han er »ikke et sekund i tvivl om«, at man vil vinde sagen, hvis den kommer for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Før det kan ske, skal dommere ved Flygtningenævnet tage stilling til, om de er enige i Udlændingestyrelsens vurdering. Hvis ikke nævnet blokerer for udvisning af familien, vil Jens Rohde og Kåre Traberg Smidt tage sagen videre.

»Der er ingen, der ved, hvornår der ryger en bombe, eller hvornår nogen bliver bortført i Somalia. For at vi kan sende somaliere hjem, skal vi være 100 procent sikre på, at vi kan tilbyde dem en tryg og ordentlig tilværelse uden fare for liv og lemmer, og der påhviler bevisbyrden os«, siger Jens Rohde.

På vej mod Tamilsag-2

Jens Rohde har tidligere på ugen over for TV Midtvest påpeget, at udlændingeminister Inger Støjberg (V) med udvisning af somaliere er på vej mod en ny Tamilsag.

Hvad får dig til at sige, at en ny Tamilsag kan være på vej?

»Et eller andet sted er der en politisk beslutning. Jeg synes, det lugter af, at nogen bliver fjernstyret rent politisk, som ikke må fjernstyres. Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet burde være uafhængige. Jeg synes, at man kan se et mønster – de har ændret ret kraftig praksis de seneste år«, siger Jens Rohde.

Men skyldes det ikke bare, at lovgivningen, som styrelsen og nævnet skal følge, er blevet strammet?

»Jo, det kan jo være reelt nok. Men efter Støjbergs strukturforandringer i Fygtningenævnet er nævnet blevet en forlænget gummiarm. Hun har lavet et politisk Flygtningenævn. Derudover undrer jeg mig bare over Udlændingestyrelsens ualmindeligt firkantede, kyniske og ensidige tilgang til sagsbehandlingen. Det må jo være, fordi de har fået et signal om, at deres formål skal være at levere flest mulige udsendelser«.

Lov burde ikke være vedtaget

Radikale Venstre sad i regering, da den lov, der nu bliver brugt til at udvise somaliere, blev gennemført. Skal den rulles tilbage?

»Det ved jeg jo godt, at det kan den ikke. Som udgangspunkt synes jeg ikke, at der er noget galt med at have en lov, hvor man kan sende folk hjem. Men når man ser konsekvensen af loven, som for mig er en udmøntning af smålighed på det mest kyniske og afstumpede grundlag, er det trist, at den lov nogen sinde blev gennemført«.

Udlændingeminister Inger Støjberg har ikke haft mulighed for at stille op til interview og henviser til et citat i TV Midtvest.

»Jens Rohde må agere politisk, som han vil. Det afgørende for mig er, at vi hjælper mennesker i nød, og er man ikke det længere, så skal man sendes hjem«, lød svaret fra Støjberg tidligere på ugen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce