Folketinget fik forkerte oplysninger om russisk gasledning

Der var angiveligt ikke meget at rafle om. Da russiske Gasprom i 2009 ville anlægge en stor gasledning fra Rusland til Tyskland gennem dansk farvand, forlød det fra både den danske regering og embedsværket, at Danmark ikke havde mange handlemuligheder: Danmark var ifølge international ret forpligtet til at godkende projektet.

Derfor endte en af de mest afgørende geopolitiske beslutninger i nyere tid – godkendelsen af den såkaldte Nord Streamgasledning – som en ren administrativ afgørelse.

Men en gennemgang, som Politiken har foretaget af centrale dokumenter i sagen, viser, at Danmark kunne have afvist Nord Streams linjeføring, og at den daværende VK-regering videreformidlede forkerte oplysninger fra Energistyrelsen til Folketinget om selve beslutningsgrundlaget.

Placeringen af gasledningen er igen blevet højaktuel, da den danske regering i denne uge ventes at modtage en formel ansøgning om en udvidelse af Nord Stream-ledningen. At Danmark én gang har givet tilladelse til Nord Stream, bliver i dag brugt som argument af Gasprom for at etablere Nord Stream 2 samme sted.

I efteråret 2009 bad det daværende folketingsmedlem Lone Dybkjær (R) regeringen om at oversende et notat, der redegjorde for regelgrundlaget for godkendelsen af Nord Stream. Hun bad samtidig om at få skitseret mulighederne for ikke at godkende det omstridte tysk-russiske rørledningsprojekt.

14. december 2009 kom svaret. Daværende klima- og energiminister Lykke Friis (V) oversendte et notat fra Energistyrelsen til Folketingets Europaudvalg, hvoraf det tydeligt fremgik, at Danmark var »forpligtet« til at tillade Nord Stream i henhold til FN’s havretskonvention.

»Det er Energistyrelsens vurdering, at styrelsen på den baggrund er forpligtet i medfør af havretskonventionens artikel 79 til at give tilladelse til etablering af Nord Stream rørledningen«, konkluderede Energistyrelsen.

Eksperter: Ingen forpligtelse

Ifølge en række førende eksperter på området er der dog ingen tvivl om, at Danmark i 2009 kunnet have afvist Nord Stream på dansk søterritorium.

»Der er ingen forpligtelse for Danmark til at acceptere placeringen af en rørledning i dansk territorialfarvand«, siger professor på Københavns Universitet Yoshifumi Tanaka, der er en af de førende eksperter i international havret i Danmark.

Kernen i sagen er, at Nord Stream ikke kun passerer internationalt farvand, men også krydser dansk søterritorium. De nordiske lande har begrænsede muligheder for at gøre indsigelse over for den del af rørledningen, som ligger på den såkaldte kontinentalsokkel i Østersøen. Men når en rørledning bliver placeret i et lands territorialfarvand inden for for en grænse på 12 sømil fra land, er det en anden sag.

Og da Nord Stream-linjeføringen netop ligger inde for 12-sømils grænsen ud for Bornholm og således er placeret på havbunden i dansk terrorialfarvand, vurderer lektor Birgit Feldtmann, at oplysningerne til Folketinget var ukorrekte.

»Der er ingen tvivl om, at svaret til Folketinget er misvisende«, siger Birgit Feldtmann, som forsker i havret på Aalborg Universitet.

Fejlen går igen i flere andre centrale notater fra Energistyrelsen, som ligger til grund for beslutningen. Af et notat fra 20. oktober 2009, som gennemgår selve tilladelsen til Nord Stream-konsortiet, fremgår det eksempelvis, at Danmarks grønne lys til projektet blev givet »efter kontinentalsokkelloven til delstrækning på dansk havområde«. Men det er ikke et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag udelukkende at inddrage loven om kontinentalsoklen, lyder det fra den danske havretsforsker.

»Det er ikke korrekt kun at henvise til kontinentalsokkelloven. Hvis styrelsen havde gjort sit arbejde fyldestgørende, havde den gjort det klart over for Folketinget og offentligheden, at kontinentalsokkelloven ikke vedrører dansk søterritorium – altså farvandet op til 12 sømil ud for den danske kyst. Den folkeretlige forpligtelse til at tillade rørledninger gælder kun på kontinentalsoklen, og man burde have oplyst Folketinget og offentligheden om, at den danske stat ikke er forpligtet til at tillade rørledninger på dansk søterritorium«, siger lektor Birgit Feldtmann.

Af samme grund vurderer Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, at der forvaltningsretligt ikke er tvivl om, at der er tale om en vildledning af Folketinget.

»Hvis man får at vide, at der ikke rigtig er noget rum for beslutning, fordi det hele er afgjort af internationale regler, og det ikke er tilfældet, kan man sige, at det kortslutter processen. Hvis det ikke er rigtigt, har man forhindret en mulighed for en reel beslutning. Det er et problem«, siger han.

S: Minister kunne være fyret

På Christiansborg bliver sagen taget særdeles alvorligt.

»Det er dybt problematisk for Energistyrelsen, at man har givet et svar, som er direkte forkert. Det er klart, at når Folketinget ikke får korrekte oplysninger, bliver Folketinget objektivt set vildledt«, siger Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, og fortsætter:

»Hvis det var en siddende minister, der svarede sådan til Folketinget, ville det være en af de sager, der fører til mistillid, eller til, at ministeren måtte gå af«.

Også Radikale Venstre taler med store bogstaver.

»I min bog er det her vildledende oplysninger, for man kunne ikke få andet indtryk, end at Danmark kun havde mulighed for at sige ja. Om man bevidst har ønsket at undgå en politisering af sagen, eller om man bare har tænkt, at sagen var enkel, er sådan set ligegyldigt. Forkerte oplysninger er forkerte oplysninger«, siger udenrigsordfører Martin Lidegaard.

Sagen blev i 2009 håndteret på højeste niveau i Danmark. Få måneder efter at Lars Løkke Rasmussen i april 2009 overtog posten som landets statsminister, nævnte den daværende russiske ministerpræsident, Vladimir Putin, Nord Stream-gasledningen som en vigtig prioritet i en telefonsamtale mellem de to regeringsledere.

Forholdet mellem Rusland og Danmark var på daværende tidspunkt et ganske andet end i dag, og Løkke var forud for klimatopmødet i København optaget af at samle opbakning til en global klimaaftale. Få uger inden Løkke skulle på sit første officielle besøg i Moskva i november 2009, godkendte Danmark Nord Stream-ledningen som det første af de nordiske lande.

Undervejs i forløbet fastholdt regeringen, at der blot var tale om en administrativ beslutning, som formelt blev flyttet over på Energistyrelsens skuldre. Det havde intet med storpolitik at gøre, forlød det. Og regeringens fagministre stod på mål for, at Danmark var forpligtet til at acceptere Nord Stream.

»Specifikt vedrørende Nord Stream har alle østersølandene jo ratificeret Havretskonventionen og er derfor forpligtede til at lade transitrørledninger passere hen over deres havområde«, lød det eksempelvis fra Lykke Friis (V), som var klima- og energiminister fra november 2009.

I dag er sagen en helt anden. Rusland har i flere tilfælde brugt sin gasforsyning som geopolitisk redskab, og det europæiske forhold til Rusland er så nedfrosset, at EU har indført en række sanktioner mod landet. Alligevel ventes det, at den danske regering senere i denne uge modtager en formel ansøgning om at anlægge Nord Stream 2 langs de eksisterende rørledninger. Derfor bliver grundlaget for Nord Stream 1-linjeføringen igen relevant. At Danmark allerede én gang har givet tilladelse til Nord Stream 1 bliver brugt som argument af Gazprom for at etablere Nord Stream 2 samme sted.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Lykke Friis, statsminister Lars Løkke Rasmussen eller nuværende energiminister Lars Christian Lilleholt. Men noget tyder på, at Energiministeriet er klar over, at der er blevet givet forkerte oplysninger. I et brev til Folketingets Europaudvalg fra januar 2016, som ikke tidligere har været omtalt, beklager Lilleholt, at der ikke blev svaret »præcist« på det centrale spørgsmål om beslutningsgrundlaget i 2009. Han mener dog, at Folketinget i andre svar »reelt blev orienteret om de faktiske forhold«. Politiken har gennemgået de øvrige svar, men ingen af dem korrigerer notatet om beslutningsgrundlaget.

Vi ville også gerne have interviewet Energistyrelsens ledelse om sagen, men det har ikke været muligt at få styrelsen til at stille op til et interview. I et skriftligt svar henviser kontorchef Trine Fugmann i stedet til energiministerens beklagelse.

Det er dog langt fra godt nok for oppositionspartierne i Folketinget.

»De vasker hænder så meget, som de kan. Der kan bare ikke vaskes hænder i den her sag«, siger Nick Hækkerup (S).

Han bakkes op af Enhedslisten.

»Det kommer til at fremstå som om, ministeren forsøger at dække over den tidligere VK-regering i stedet for at få oplysningerne lagt på bordet forud for en vigtig beslutning om en mulig udvidelse med Nord Stream 2«, siger udenrigsordfører Nikolaj Villumsen.