Der var angiveligt ikke meget at rafle om. Da russiske Gasprom i 2009 ville anlægge en stor gasledning fra Rusland til Tyskland gennem dansk farvand, forlød det fra både den danske regering og embedsværket, at Danmark ikke havde mange handlemuligheder: Danmark var ifølge international ret forpligtet til at godkende projektet.
Derfor endte en af de mest afgørende geopolitiske beslutninger i nyere tid – godkendelsen af den såkaldte Nord Streamgasledning – som en ren administrativ afgørelse.
Men en gennemgang, som Politiken har foretaget af centrale dokumenter i sagen, viser, at Danmark kunne have afvist Nord Streams linjeføring, og at den daværende VK-regering videreformidlede forkerte oplysninger fra Energistyrelsen til Folketinget om selve beslutningsgrundlaget.
Placeringen af gasledningen er igen blevet højaktuel, da den danske regering i denne uge ventes at modtage en formel ansøgning om en udvidelse af Nord Stream-ledningen. At Danmark én gang har givet tilladelse til Nord Stream, bliver i dag brugt som argument af Gasprom for at etablere Nord Stream 2 samme sted.
I efteråret 2009 bad det daværende folketingsmedlem Lone Dybkjær (R) regeringen om at oversende et notat, der redegjorde for regelgrundlaget for godkendelsen af Nord Stream. Hun bad samtidig om at få skitseret mulighederne for ikke at godkende det omstridte tysk-russiske rørledningsprojekt.
14. december 2009 kom svaret. Daværende klima- og energiminister Lykke Friis (V) oversendte et notat fra Energistyrelsen til Folketingets Europaudvalg, hvoraf det tydeligt fremgik, at Danmark var »forpligtet« til at tillade Nord Stream i henhold til FN’s havretskonvention.
»Det er Energistyrelsens vurdering, at styrelsen på den baggrund er forpligtet i medfør af havretskonventionens artikel 79 til at give tilladelse til etablering af Nord Stream rørledningen«, konkluderede Energistyrelsen.
Eksperter: Ingen forpligtelse
Ifølge en række førende eksperter på området er der dog ingen tvivl om, at Danmark i 2009 kunnet have afvist Nord Stream på dansk søterritorium.
»Der er ingen forpligtelse for Danmark til at acceptere placeringen af en rørledning i dansk territorialfarvand«, siger professor på Københavns Universitet Yoshifumi Tanaka, der er en af de førende eksperter i international havret i Danmark.
Kernen i sagen er, at Nord Stream ikke kun passerer internationalt farvand, men også krydser dansk søterritorium. De nordiske lande har begrænsede muligheder for at gøre indsigelse over for den del af rørledningen, som ligger på den såkaldte kontinentalsokkel i Østersøen. Men når en rørledning bliver placeret i et lands territorialfarvand inden for for en grænse på 12 sømil fra land, er det en anden sag.
Og da Nord Stream-linjeføringen netop ligger inde for 12-sømils grænsen ud for Bornholm og således er placeret på havbunden i dansk terrorialfarvand, vurderer lektor Birgit Feldtmann, at oplysningerne til Folketinget var ukorrekte.
»Der er ingen tvivl om, at svaret til Folketinget er misvisende«, siger Birgit Feldtmann, som forsker i havret på Aalborg Universitet.
Fejlen går igen i flere andre centrale notater fra Energistyrelsen, som ligger til grund for beslutningen. Af et notat fra 20. oktober 2009, som gennemgår selve tilladelsen til Nord Stream-konsortiet, fremgår det eksempelvis, at Danmarks grønne lys til projektet blev givet »efter kontinentalsokkelloven til delstrækning på dansk havområde«. Men det er ikke et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag udelukkende at inddrage loven om kontinentalsoklen, lyder det fra den danske havretsforsker.
»Det er ikke korrekt kun at henvise til kontinentalsokkelloven. Hvis styrelsen havde gjort sit arbejde fyldestgørende, havde den gjort det klart over for Folketinget og offentligheden, at kontinentalsokkelloven ikke vedrører dansk søterritorium – altså farvandet op til 12 sømil ud for den danske kyst. Den folkeretlige forpligtelse til at tillade rørledninger gælder kun på kontinentalsoklen, og man burde have oplyst Folketinget og offentligheden om, at den danske stat ikke er forpligtet til at tillade rørledninger på dansk søterritorium«, siger lektor Birgit Feldtmann.
Af samme grund vurderer Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, at der forvaltningsretligt ikke er tvivl om, at der er tale om en vildledning af Folketinget.
»Hvis man får at vide, at der ikke rigtig er noget rum for beslutning, fordi det hele er afgjort af internationale regler, og det ikke er tilfældet, kan man sige, at det kortslutter processen. Hvis det ikke er rigtigt, har man forhindret en mulighed for en reel beslutning. Det er et problem«, siger han.
S: Minister kunne være fyret
På Christiansborg bliver sagen taget særdeles alvorligt.
»Det er dybt problematisk for Energistyrelsen, at man har givet et svar, som er direkte forkert. Det er klart, at når Folketinget ikke får korrekte oplysninger, bliver Folketinget objektivt set vildledt«, siger Socialdemokratiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup, og fortsætter:
