Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om FV19

Lene Smith er ansvarlig for registreringen af ynglefugle i et større område i og omkring Borreby Mose på Sydsjælland.
Foto: Martin Lehmann

Lene Smith er ansvarlig for registreringen af ynglefugle i et større område i og omkring Borreby Mose på Sydsjælland.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Frivillige tegner fuglenes danmarkskort

En mindre hær af frivillige har siden 2014 foretaget systematisk registrering af de danske ynglefugle. Projektet er inde i sit sidste år. Politiken har været med en frivillig på tur i en mose i Sydsjælland.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stor kobbersneppe er i princippet et ret sjældent syn i Danmark, især i den østlige del af landet. Det mærker man ikke denne solfyldte morgen, hvor man har indtryk af, at det nærmest myldrer med den store vadefugl i det åbne vand i Borreby Mose ved Skælskør på det sydvestlige Sjælland.

Et par pusler rundt på en lille banke, der stikker op af vandet få meter fra vejen, der skærer gennem mosen. Andre ses lidt længere væk, og der er også kobbersnepper i og omkring vandet på den anden side af vejen.

En 16-18 stykker, anslår Lene Smith.

»Det er fint, men det er faktisk ikke ret mange. De skal allesammen have ynglesucces, hvis de skal kunne bære arten videre, for stor kobbersneppe får ikke ret mange unger«, siger den erfarne ornitolog.

Yndlingsfuglene

Hun kender efterhånden Borreby Mose som sin egen bukselomme, for hun er ansvarlig for et kvadrat på fem gange fem kilometer i og omkring mosen i Dansk Ornitologisk Forenings Atlas III-projekt, som drejer sig om at kortlægge de danske ynglefugle.

Det betyder, at hun kommer meget ofte i området, der både omfatter åbent vand, rørskove, marker og landsbyer.

»Min opgave er at prøve at komme rundt i de forskellige naturtyper i ’mit’ område for at finde flest mulige ynglende arter«, siger Lene Smith.

Den markante vadefugl stor kobbersneppe er signaturart i Borreby Mose.
Foto: Martin Lehmann

Den markante vadefugl stor kobbersneppe er signaturart i Borreby Mose.

Stor kobbersneppe er en karakterart for mosen, men der er mange flere sorthvide troldænder i vandet, der er blishøns og gråænder. Og viber. En vibehan på en af de små banker spiler vingerne ud og gør sig i det hele taget til over for en hun – der står med ryggen til. Lidt længere ude får vi øje på en gruppe elegante klyder.

»Klyder og stor kobbersneppe er mine yndlingsfugle«, siger Lene Smith.

Atlas III begyndte i 2014 og er i gang med sin sidste sæson. Projektet er ligesom Atlas I først i 1970’erne og Atlas II midt i 1990’erne helt afhængigt af frivillige fugletællere. En af dem er Lene Smith, som til daglig er projektleder og international koordinator ved EUC Vestsjælland.

En typisk DOF'er

Hun har kigget på fugle i så mange år, at hun har erfaring nok til at blive ’kvadratansvarlig’. Hele landet er inddelt i kvadrater på fem gange fem kilometer, som er fordelt på knap 800 kvadratansvarlige.

I alt deltager næsten 1.500 i Atlas-projektet. Det er dobbelt så mange som i Atlas II, og alle interesserede fuglekiggere kan indtaste oplysninger i projektets database, som foreløbig er oppe på 305.000 indtastninger.

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har ingen problemer med at holde sit medlemstal på omkring 16.000, men oplever faktisk en svag stigning. Nye medlemmer er ofte midaldrende, som med børnene af vejen har fået tid og overskud.

På den måde kan 61-årige Lene Smith også siges at være en typisk DOF’er. Hun har altid været interesseret i at kigge på fugle, men den mere systematiske tilgang begyndte, da hun nytårsaften 2000 væddede med sin bror om, hvem af dem der først nåede at se 200 fuglearter.

»Så måtte jeg jo gøre noget. Så jeg meldte mig ind i DOF og tog med på nogle af foreningens ture. Jeg kan faktisk ikke huske, hvem af os der vandt væddemålet, for jeg mødte en masse mennesker, som havde forslag til, hvor jeg kunne tage hen, når de hørte om væddemålet, så jeg fik besøgt så mange spændende lokaliteter«, fortæller Lene Smith.

Lene Smith har kigget på fugle det meste af sit liv, men det var et væddemål ved årtusindskiftet, der gjorde det til en seriøs interesse.
Foto: Martin Lehmann

Lene Smith har kigget på fugle det meste af sit liv, men det var et væddemål ved årtusindskiftet, der gjorde det til en seriøs interesse.

Det greb efterhånden om sig, og i dag arrangerer hun selv ture og er i øvrigt også medlem af DOF’s hovedbestyrelse. Hendes mand deler interessen for fugle og natur, men er ikke organisatorisk aktiv i foreningen.

De almindelige fugle skal også tælles

Det sker selvfølgelig, at Lene Smith ser fuglenes reder. Men der er meget andet, der afslører, om fugle yngler eller har tænkt sig at yngle: Når de synger og dermed markerer deres territorium. Når de udviser parringsadfærd. Når de kommer flyvende med orm eller anden mad i munden. Eller når man kan se fugleunger eller høre dem tigge eller kalde.

»Det er en kombination af at se og kende fuglenes adfærd og lyde. Det er der, man er udfordret, hvis man ikke er en gammel rotte«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som noget nyt i forhold til de to første Atlas-undersøgelser indgår en vintertælling af standfugle denne gang i projektet, ligesom Atlas III gennem en særlig optællingsform vil forsøge at få sat tal på de 45 mest almindelige fuglearter i Danmark, forklarer biolog Thomas Wikstrøm fra DOF.

»Kortlægningen af ynglefuglene viser de enkelte arters udbredelse, og der kan være store udsving på de omkring 20 år, der er gået mellem Atlas-optællingerne. Denne gang har vi også timetællingsture med i projektet, og de vil for første gang give os mulighed for at beregne, hvor mange individer vi har inden for de 45 mest almindelige arter.

De tal har vi haft for de sjældne arter, men de mest almindelige kan man ikke tælle«, siger Thomas Wikstrøm.

Det er en af de ting, Lene Smith sætter pris på i projektet.

»Jeg kan godt lide, at vi skal kortlægge de almindelige fugle, som vi alle kan gå ud og se. Det handler ikke bare de sjældenheder, som vi ornitologer krydser landet for at se«, siger hun.

En helt særlig måde at gå på

Timetællingsturene er på én kilometer. Her går den frivillige meget langsomt, så langsomt, at ruten tager en time, og registrerer de fugle, hun ser og hører foran sig, ved siden af og ovenover. Hun skal markere, om fuglen befinder sig 25, 50 eller 100 meter fra ruten.

»Hvis der sker noget bagved, må man ignorere det«, siger Lene Smith, da vi står ved hendes timetællingsrute, en mindre vej gennem åbent landbrugsland. En lærke synger som besat højt over os, og fem-seks harer, årets første kuld, leger ovre i den modsatte side af marken.

Iagttagelserne på turen noteres i en blå notesbog med Atlas-projektets logo. Lene Smith laver på forhånd en liste over de arter, hun venter at se, og markerer afstandsbåndene, så hun kan nøjes med at sætte en streg, når hun ser en fugl af den pågældende art. Timetællingsturen skal gennemføres to gange i ynglesæsonen med mindst 14 dage imellem. Den standardiserede metode gør det muligt at beregne fuglenes antal.

Det er op til den kvadratansvarlige selv at vælge rutens placering, men den skal helst ligge nogenlunde centralt i kvadratet. Lene Smith er også kvadratansvarlig for kvadratet syd for Borreby Mose, men det er hovedsagelig vand plus en stribe kystlinje, så der er ingen timetællerrute.

Et andet led i Atlas III er et forsøg på at optælle alle ynglende par af 18 udvalgte arter, hvis udbredelse i Danmark man mangler viden om. Flere af dem findes i Borreby Mose. Lene Smith fortæller, at hun faktisk har set den sky rørdrum, som man som regel kun hører, men naturligvis hørt den mange flere gange.

Hun retter teleskopet mod rørskoven for at tjekke for en anden af de 18 arter, skægmejsen, men den lader sig ikke se denne formiddag. Det gør derimod krikanden ude på det åbne vand, hvor man ikke behøver kikkert for at få øje på hannens lysende gule undergump blandt alle de sort-hvide fugle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En gæst fra det vestlige Asien

De mere sjældne fugle, der måtte dukke op i Borreby Mose, registreres i DOF’s almindelige database. Den mest sjældne fugl, Lene Smith har set i området, er en sumpvibe, en gråbrun fugl med gule ben, som normalt holder til i det vestlige Asien.

Atlas-projektets database gør det muligt at sammenligne fundene i de forskellige kvadrater.

»En art, der yngler i et af nabokvadraterne, bør måske også være her. Det giver mig mulighed for at lede mere målrettet efter nogle arter her i det sidste år af projektet«, siger Lene Smith, før hun pakker sit teleskop sammen og sætter kursen mod sin arbejdsplads i Holbæk.

Atlas III støttes af Aage V. Jensens Fonde med 20 millioner kroner. Resultaterne vil også indgå i et europæisk fugleatlas.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden