De seneste måneder er der sket noget besynderligt i innovationsminister Sophie Løhdes (V) ministerium. Ministeren har besluttet at ansætte Morten Messerchmidts (DF) tidligere spindoktor som en fast del af det partineutrale embedssystem.
Kristian Wederkinck, som han hedder, har i årevis lagt arm med både partier og presse i DF’s tjeneste.
Nu skal han agere partineutral systemmand i det hæderkronede danske, partineutrale embedsværk.
I sidste måned kom det så frem, at Løhde har ansat den tidligere pressechef fra Sundhedsministeriet som sin nye spindoktor.
Navnet er Thomas Bille Winkel, og han har i 15 år været en fast del af det partineutrale embedssystem i centraladministrationen.
Nu skal han først og fremmest arbejde i Venstres tjeneste aflønnet som Løhdes særlige rådgiver.
Vi må ændre vores måde at anskue centraladministrationen på – og ikke mindst det hæderkronede partineutrale embedssystem.
Isoleret set er der ikke noget odiøst i de to karriereskift. Begge kandidater er topkvalificerede, men det vidner om, at grænserne mellem de partineutrale og de politisk udpegede embedsmænd er udviskede.
Konsekvens: Vi må ændre vores måde at anskue centraladministrationen på – og ikke mindst det hæderkronede partineutrale embedssystem.
Eksemplet står ikke alene. I efteråret hentede beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) Erhvervsministeriets partineutrale pressechef over som sin spindoktor.
Og da Karen Hækkerup tilbage i 2014 skiftede til Justitsministeriet, ansatte hun sin tidligere kontorchef i Socialministeriet som sin spindoktor.
Systemets ’neutrale’ spinfabrik
Det går også den anden vej. Tilbage i 2014 lod daværende finansminister Bjarne Corydon (S) sin særlige rådgiver, Asbjørn Riis, ansætte som partineutral embedsmand i ministeriet.
Flere tidligere departementschefer har advaret om, at man får politiske embedsmænd sluset ind ad bagdøren, fordi rollerne blandes.
Der er ikke længere den store forskel på at være embedsmand i toppen af ministeriet og særlig rådgiver.
Den særlige rådgivers indtog på Slotsholmen er knap 20 år gammel og skyldtes et akut behov for pressebetjening. I 90’erne og starten af 00’erne blev medierne flere, og presset på ministrene steg.
Den særlig rådgiver skulle sørge for god medieomtale og slå dårlige historier ned – også selv om der måske var tale om juridiske problemer eller økonomiske fejlskøn. Heraf navnet spindoktor.
Behovet for spindoktorerne gik på det tidspunkt begge veje: Systemet var udadtil tilfreds med, at de ikke skulle indlemmes i partipolitiske dilemmaer.
Med den særlige rådgiver placeret i departementet kunne neutraliteten beskyttes.
Men meget er forandret siden da. På 15 år har systemet groft sagt konsumeret det fremmedlegeme, som Nyrup og Fogh indførte, og lært at producere alt det, som ministrene tidligere efterspurgte.
Samtidig kan man konstatere, at Skatteministeriet har overladt al pressearbejde til den partineutrale pressechef, mens den særlige rådgiver bruger tid på faglig sparring. Det samme kan man sige om Finansministeriet. I dag er det ikke pressen, men systemet, der skal spinnes.
I Statsministeriet har man godt nok ansat en fem mand stor enhed til at håndtere koordinationen mellem landets ministerier, når store udspil skal i pressen eller problemsager skal løses. Men den er på papiret partineutral.
