Kilde: Politiken / Per Munch og Henrik Haupt

Danmark

»Det er op og ned, op og ned. Det er problemet«

Polske Tomasz Markowicz har gået med aviser i 10 år. Det er hårdt for knæene, men det er et godt job, når man ikke taler dansk. Og han har ikke tid til at lære dansk, fordi han går med aviser.

Danmark

Klokken 2.07.

Fuldmånen våger over et tyst ydre Østerbro. I en sidevej til Jagtvej tæt ved Fælledparken er der hektisk aktivitet i et kælderlokale hos PM-Distribution. Omkring 20 mennesker sorterer avisbundterne, der kommer kørende ud på transportbånd. Der drikkes kaffe og de mange nationaliteter driller hinanden ved de store sorteringsborde i ståhøjde.

»Ham der kalder vi ’Sigøjnernes konge’, han er fra Rumænien«, fortæller 50-årige Tomasz Markowicz, der ikke mener, at der er nogen danskere, som går med aviser her på Østerbro i København.

Tomasz Markowics gør 350 aviser klar.
Foto: Munch Per

Tomasz Markowics gør 350 aviser klar.

»De er fra Tunesien, Indien, Pakistan, alt muligt«, siger Tomasz Markowicz på engelsk.

Han undskylder, at han ikke har fået lært dansk i de 10 år, han har været her, men der har været for travlt med at gå med aviser.

350 aviser skal sorteres ud til ruten langs sidegader ved Østerbrogade på vejen mod Trianglen. Politiken, Børsen, Kristeligt Dagblad, Berlingske, Information og Ekstra Bladet – og nogle af aviserne skal bundtes med reklamer med elastikker. Nøglerne i enorme knipper med koder på skal hentes i et stort, gråt pengeskab midt i lokalet.

»Det hele skal tjekkes igennem. Det er menneskeligt at fejle, nogen kan have talt galt, og det nytter ikke noget, at jeg står derude med en avis for lidt. For alle vil jo have deres avis«, forklarer han.

Inden han laver en lille rundvisning til køkkenet, hvor avisbuddene kan lave kaffe. Og han fremviser tørreskabet, som han er meget glad for, når de returnerer til lagret efter en våd morgen.

40 kilo i taskerne

Mens TV 2 News kører i endeløs båndsløjfe, er de to irgrønne hængetasker ved at være klar. 20 kilo per styk og cirka dobbelt så meget i weekenden. Alligevel tramper Tomasz Markowicz i korte bukser og knæbind afsted ned ad Jagtvej i et tempo, så reporteren kun lige kan holde trit, mens ånden damper i den 4 grader kolde morgen.

Nu begynder trapperenderiet i opgangene til de højloftede lejligheder med kig ud over Brumleby. Her er indirekte belyste messingplader med ringeklokker og efternavne, der lyder som advokatkontorer. Facetslebne ruder, høje paneler og stuk.

Men allerbedst er det, når der er elevator, så Tomasz Markowicz kan slippe for at buldre op ad alle trapperne. For det skal gå stærkt, når 350 aviser skal finde på plads i rette sprække og lande på rette gulv.

Tomasz Markowicz holder ordresedlen i munden, så han hurtigt kan tjekke, hvis han bliver i tvivl om et navn, en etage, eller hvilken avis.
Foto: Munch Per

Tomasz Markowicz holder ordresedlen i munden, så han hurtigt kan tjekke, hvis han bliver i tvivl om et navn, en etage, eller hvilken avis.

Tomasz Markowicz har udviklet og raffineret sit system, så han kan tage omkring 20 specifikke aviser op, flå de rigtige nøgler frem, tjekke sin seddel, som han dernæst stikker i munden, og så tordner han op ad den næste stilfulde opgang. Flere steder kan han en genvej, så han kan snuppe en anden opgang på vejen ned, og dermed spare de dyrebare skridt i den daglige kamp mod tyngdekraften og deadline, der er klokken 6.30 præcis.

Jeg stiller mig i vejen for den polske kampvogn for at få ham til at stoppe sit kommandoraid. Jeg spørger, hvad han synes om sine morgener på Østerbro.

»Der er ikke kompliceret. Det er bare et hårdt job. Med mange tunge tasker og aviser. Det er op og ned, op og ned. Det er problemet«.

Men ellers er det et rart job?

»Det er et godt job. Ikke 'rart', men et godt job. Et job er et job«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce