På en god dag uden tåge kan Ditte Bech Mellson og hendes mand Anders ikke bare se til Thurø og Tåsinge, men helt til Langeland. Det var udsigten her fra toppen af Svendborg, der fik dem til at afhænde deres 45 kvadratmeter store lejlighed på Vesterbro og flytte til Fyn.
Med den beslutning fulgte også et nyt liv med venner. Venneflokken havde indtil da favnet nære venner og masser af smalltalk. Alt det findes nu i et koncentrat: De nære venskaber dyrkes i planlagte doser, mens hverdagsvenner findes blandt naboer og forældre til de børn, som deres fireårige datter leger med.
»Vi ses mest med mennesker, der er samme sted i livet som os. Det kaos, der hersker, når man er børnefamilie, at spise aftensmad sammen med andre, der også har små børn, spiller en ret stor rolle. På den måde bliver det nogle gange lidt tilfældigt, hvem man ses med i hverdagen«, forklarer Ditte Bech Mellson, der arbejder som lærer på det grafiske værksted på produktionsskolen i byen.
Hun har hentet parrets datter i børnehave, og fireårige Ellen tusser rundt i stuen. På gulvet ligger der Lego Friends-figurer, man skal vare sig for ikke at træde på. I et hemmeligt metalpåskeæg på reolen har Ellen gemt et arsenal af saltstænger. Og på terrassen udenfor titter mælkebøtter frem mellem fliserne. Det er den type hjem med klaver, hvor ’nogen’ på fire år på et tidspunkt har tegnet med sort sprittusch på alle de hvide tangenter – og hvor det faktisk ikke gør så meget.
I 30’erne savner vi vores venner
Ditte Bech Mellson er 31 år. Dermed befinder hun sig i den aldersgruppe af danskere, der føler sig mest presset i forhold til venskaber. Danskere i 30’erne er den gruppe, der oftest føler sig mest knyttet til deres nære venner frem for deres familie, viser en rundspørge, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2. De er samtidig den aldersgruppe, der oplever, at de har færrest nære venner. Og 71 procent af de 30-39-årige tilkendegiver i rundspørgen, at de gerne ville bruge mere tid sammen med deres nærmeste venner, end de gør.
Livet i 30’erne er da også typisk den mest pressede periode i vores liv, siger Torben Bechmann Jensen, studieleder på Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Det er her, vi stifter familie, har fuld knald på karrieren og har brug for at netværke med alle mulige.
»Det er i 30’erne, vi føler de sociale krav hårdest. Det er det tidspunkt i livet, hvor den indre diskussion om prioritering af netværk kontra nære venskaber er voldsomst, og det er der, der er størst risiko for, at vi af praktiske årsager taber nære venskaber på gulvet til fordel for de mere overfladiske bekendtskaber i et netværk. Det paradoksale er så, at fordi vi er så pressede på det tidspunkt i livet, er det også her, vi mest savner netop nære venner – simpelthen fordi vi har brug for nogen at støtte os til i de mange skift, vi står i«, siger han.
Ditte Bech Mellson husker livet i 20’erne som oceaner af tid med vennerne.
»Jeg var jo ikke forpligtet på noget. Og det var utænkeligt, at jeg ikke var sammen med nogen torsdag, fredag, lørdag. Vi drak øl, hold kæft, hvor drak vi mange øl – på cafeer og barer eller bare derhjemme. Og vi snakkede virkelig meget. Vi kom i dybden med de tanker, vi gjorde os om især arbejde og uddannelse og parforhold«, husker hun.
I den periode brugte hun sine venner langt mere, end hun brugte sin familie, når hun havde brug for at vende de store ting i livet.
»Jeg fandt på et tidspunkt en knude i mit ene bryst. Og jeg fortalte først min mor om det, efter at jeg havde været hos lægen. Jeg kan huske, at min mor sagde til mig, at hun også gerne stadig ville høre om de svære ting i mit liv. Men jeg havde brug for at stå på egne ben, og det følte jeg, at jeg bedst gjorde sammen med mine venner«, siger hun.
Da hun flyttede til København som 19-årig, sagde hendes far blandt andet, at hun skulle huske, at hvis noget gik galt, kunne hun altid komme hjem igen.
»Da han sagde det, tænkte jeg bare: Helt sikkert ... ikke«, siger hun og hæver øjenbrynene som udråbstegn. »Lige da han sagde det, syntes jeg, det var så dumt sagt. Men bemærkningen lå jo som en tryghed for mig alligevel«.
I København brugte Ditte Bech Mellson en stor del af tiden sammen med to veninder, hun har kendt siden folkeskolen.
»Vi var virkelig meget sammen. Sådan kommer du ikke over og drikker en øl i min stue og ryger 15 smøger og snakker. Det var sammen med dem, jeg tog fat i de der følelsesmæssige kriser, som man kan være flov over. Jeg havde for eksempel en periode, hvor jeg var meget jaloux, når min kæreste gik ud. Hos de to veninder kunne jeg dele det uden at bekymre mig om, hvorvidt de tanker ville sætte mig i et dårligt lys«, siger hun.
Veninderne tog også på en del festivaler sammen.
»Det med at ligge i telt sammen – der var jo altid en af os, der befandt os på et dårligt sted i livet, og så kunne vi være lidt destruktive sammen – drikke varm hvidvin til morgenmad og hostegrine med den dybeste tobakslatter. Det er jo dejligt at være så meget sammen, at man også får delt de tidspunkter i livet, hvor man ligner lort«, siger Ditte Bech Mellson.
Netop i ungdomstiden bliver venner særlig vigtige for os, forklarer filosof og forskningsleder Helge Svare fra Højskolen i Oslo og Akershus. Som forsker har han gennem flere årtier interesseret sig for, hvad venskab gør ved os.
»Når vi så gifter os og gør karriere, bliver det en udfordring for mange at bevare venskaber. Det gælder ikke mindst for mænd i 30’erne, viser forskning. De oplever i særlig grad, at de har for lidt tid til at dyrke deres venskaber«, siger han.
Forskning viser dog også, at venskaberne får liv igen senere i livet. Og det er vigtigt, at det sker, forklarer Helge Svare.
»En del kommer til at opleve, at de mister deres ægtefælle. Og så er det ekstremt vigtigt at have venner, der kan træde til som en slags ekstra familie«, siger han.
