Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mortezza Yousufi fortæller om hans oplevelser med det afghanske og det danske politi, da han blev tvangshjemsendt i februar.
Illustration: Christine Vierø Larsen

Mortezza Yousufi fortæller om hans oplevelser med det afghanske og det danske politi, da han blev tvangshjemsendt i februar.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ung afghaner om slag på Rigspolitiets fly: Danske betjente så bare på, mens jeg fik tæv

25-årige Morteza Yousufi fortæller for første gang om afghansk politichefs overgreb i Rigspolitiets fly i Kabul.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Danske betjente greb ikke ind, da to tvangsudviste mænd fik hårde slag af en afghansk politichef, der var kommet om bord på Rigspolitiets fly i Kabul i Afghanistan.

Det fastslår den 25-årige afghaner, Morteza Yousofi, som blev deporteret fra Danmark sammen med 15 andre tvangsudsendte asylsøgere i et af Rigspolitiet chartret fly 28. februar.

Da han sammen med en anden tvangsudvist mand nægtede at følge en afghansk politichefs ordre om at rejse sig fra sædet og forlade flyet, blev de begge overfaldet af politichefen.

Bagefter sagde de undskyld til os. De kunne ikke gøre noget ved det, sagde de

Imens kiggede de danske betjente blot på, forklarer afghaneren.

»Bagefter sagde de undskyld til os. De kunne ikke gøre noget ved det, sagde de«.

Det er første gang, at en af de forurettede fra flyturen giver sin version af hændelsesforløbet i den Boeing 737-maskine, som dansk politi havde chartret til at flyve de tvangsudviste asylsøgere fra Danmark til Kabul.

I sidste uge kunne Politiken gengive forløbet, sådan som det er noteret i en fortrolig rapport fra Rigspolitiet sendt til Folketinget. Her bevidner 11 danske politiembedsmænd over 6 sider, hvordan den afghanske politichef slog Morteza Yousufi og den 20-årige Alireza Rafie flere gange i ansigtet og på overkroppen med knytnæver og flad hånd, da de nægtede at stige ud af maskinen.

Politichefen forsøgte blandt andet at trække den ene af mændene ud af sædet ved håret.

Rigspolitiet konstaterer selv, at politichefens magtanvendelse ikke ville have været »berettiget«, hvis det var foregået i Danmark. Fremgangsmåden blev efterfølgende stærkt kritiseret af Institut for Menneskerettigheder.

Politichefens tæv bekræftes

Politichefens tæv bekræftes i de officielle udsendelsesrapporter, som de tvangsudvistes advokater rutinemæssigt modtager fra politiet om hver enkelt. Her er forløbet imidlertid væsentligt nedtonet, og Politiken kunne i sidste uge beskrive, hvordan beskrivelsen af øretævene blot fyldte 11 linjer i rapporten om Alireza Rafie.

Siden har Politiken også fået adgang til Morteza Yousufis rapport, og her fylder omtalen to linjer på syvende og sidste side i udsendelsesrapporten: »I forbindelse med (at han blev ført ud af flyet, red.) blev han af en for mig ukendt embedsmand tildelt 3 slag i ansigtet med flad hånd«, står der.

Ifølge Morteza Yousufi, som fortæller over mobiltelefonen fra det skjul, han er krøbet i, var overgrebet imidlertid af betydelig større omfang. Der var tale om gentagne slag og spark, siger han.

»Kommandanten slog mig i ansigtet og på kroppen med knyttet hånd. De hev i os, imens vi havde flybælte på. De slog på os konstant i 15-20 minutter, indtil vi kom ud af flyet. Til sidst var vi bange for, at de også ville slå os med deres våben«.

Morteza Yousufi forklarer, at tre-fire soldater til sidst slæbte dem ud.

»Vi blev sparket på benene. Jeg havde det dårligt. Jeg kan ikke huske, hvor mange gange de slog os, men det var hårde slag«, siger han.

Hvordan reagerede de danske betjente?

»De kiggede bare på«.

Rigspolitiets fortrolige rapport beskriver ikke, hvorvidt danske betjente forsøgte at stoppe den afghanske politichef. Derimod gav to danske betjente Alireza Rafie plastikstrips om håndleddene på opfordring fra politichefen, da Rafie gjorde voldsom modstand.

Sagen har rejst spørgsmål om, hvorvidt de danske ledsagende betjente ved at forholde sig passivt handlede korrekt under forløbet.

Danske regler gælder i flyet

Både Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder og Thomas Gammeltoft-Hansen, der er forskningschef ved Raoul Wallenberg Instituttet og ekspert i flygtninge og menneskerettigheder, fastslog i sidste uge, at der er dansk jurisdiktion i et af politiet chartret fly, selv om det befinder sig på afghansk jord.

»Det vil sige, at både de danske betjente og de afghanske myndigheder har et direkte medansvar for den konkrete situation, som udvikler sig i flyet«, siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Danskerne er underlagt bestemmelserne i den europæiske menneskeretskonvention, som siger, at en udsendelse skal ske i sikkerhed og værdighed. Flygtninge må ikke udleveres til lande, hvor de risikerer tortur eller nedværdigende behandling.

To repræsentanter fra Ombudsmanden, som førte tilsyn med tvangsudsendelsen, overværede hændelsesforløbet om bord. Ifølge Morten Engberg, chef for tilsynsafdelingen, er Ombudsmanden gået ind i sagen og har afsendt uddybende spørgsmål til Rigspolitiet.

»I det her tilfælde beder vi om yderligere oplysninger og om, at man forholder til nogle problemstillinger, som sagen rejser«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Både de danske betjente og de afghanske myndigheder har et direkte medansvar for den konkrete situation

Morten Engberg vil ikke yderligere uddybe, hvilke problemstillinger man specifikt interesserer sig for. Ombudsmanden vil senere udarbejde en rapport om tvangsudsendelsen.

Advokat Niels-Erik Hansen repræsenterer både Morteza Yousufi og Alireza Rafie. Sidstnævnte var med flyet tilbage til København, idet han blev afvist af de afghanske myndigheder i Kabul, angiveligt fordi han er iraner.

»Jeg kan jo konstatere, at begge mine klienter har en helt anden beskrivelse end den, som fremgår af de to officielle udsendelsesrapporter, jeg har modtaget. Jeg er så blevet klar over (via POLITIKEN?), at der findes en fortrolig politirapport med en tredje udlægning. Nu er jeg nødt til at anmode politiet om at udlevere den, så jeg kan finde ud af, hvad der faktisk er sket i sagen«, siger han.

Advokaten overvejer eventuelle klagemuligheder.

Foreningen af Udlændingeretsadvokater har henvendt sig til justitsminister Søren Pape Poulsen (K) med krav om en redegørelse for tilstedeværelsen af to forskellige politirapporter om samme hændelse.

»Når vi som advokater repræsenterer en klient, må vi have samtlige akter. Vi har forståelse for, at akter kan være hemmelige af hensyn til fremmede magter, men det har intet med en deportation at gøre«, skriver foreningen i sin henvendelse.

Justitsministeren er ikke vendt tilbage med et svar.

Yousuf flygtet til Tyrkiet

Morteza Yousufi er siden flygtet fra Afghanistan og befinder sig nu i en mindre by i det nordøstlige Tyrkiet. Hans forældre samt søskende bor i Danmark.

Over telefonen fortæller Morteza Yousufi, at han i lufthavnen i Kabul blev ført til et møde med en civilklædt repræsentant fra det afghanske ministerium for flygtninge og repatriering. Dette fremgår også af Rigspolitiets fortrolige rapport.

Herefter blev han, siger han, i første omgang afvist af flygtningeministeriet med henvisning til familiens ophold i Danmark.

»De sagde til mig, at i sådan en situation vil de ikke tage imod mig«, fortæller han.

Ifølge Rigspolitiets rapport var en dansk delegation bestående af to politiembedsmænd samt en tolk til stede på kontoret.

Det et er Morteza Yousufis opfattelse, at den afghanske politichef herefter og efter samråd med den danske delegation ændrede den afghanske embedsmands beslutning om, at han skulle sendes tilbage til Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Kommandanten skældte ud og sagde til embedsmanden, at han ikke skulle blande sig. Han skulle bare udføre sit arbejde og gøre sig færdig med mig«, siger han.

Herefter blev han registreret og lukket ind i Afghanistan. Den anden mand, Alireza Rafie, blev ført tilbage til Rigspolitiets fly inden afgangen mod København.

Politiets rapporter indeholder ikke nogen beskrivelser af selve forhandlingsforløbet i lufthavnen mellem de danske og afghanske myndigheder. Rigspolitiet har ikke ønsket at kommentere tvangsudsendelsen og oplysningerne i rapporterne.

Morteza Yousufi har en sovepose og bor på gaden i den tyrkiske by, hvor han opholder sig. Han tjener lidt penge ved at arbejde som kok for private familier i byen. Hans plan er at søge tilbage til Europa.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden