Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Thomas Borberg (arkiv)
Foto: Thomas Borberg (arkiv)
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dødssyge patienter skal kunne vælge en hurtigere død

Regeringen er på vej med nye regler fra efteråret.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Peter Jørgensen taler klart og velovervejet om sin egen situation. Den er, at hele hans krop – bortset fra hans hoved – er lammet.

Han er uhelbredeligt syg og fuldstændig afhængig af andres hjælp 24 timer i døgnet.

»Jeg kan ikke engang trække vejret selv. Fysisk set er jeg en grøntsag, jeg er ikke andet end en krop, andre flytter på«, siger han fra sin seng i en lejlighed tæt på Søndermarken i København.

Siden 2014 har en respirator holdt Peter Jørgensen i live ved at pumpe ilt i hans lunger. Han er 44 år og vil gerne dø, men han kan ikke få andres hjælp til at komme herfra.

»Hver dag går i sin egen trummerum, men grundlæggende er jeg sur, fortørnet over, at jeg ikke kan få lov til at bestemme over min egen skæbne, når vi nu kalder det et frit, kristent og næstekærligt land, det, vi lever i«, siger han og fortsætter:

»Man bør have ret til at sige stop, nu er legen ikke sjov længere«.

Sundhedsministeren vil gøre det lettere selv at bestemme

Men uhelbredeligt syge patienter som Peter Jørgensen, der enten er døende, eller som holdes mekanisk i live i eksempelvis en respirator, skal fremover have lettere ved selv at bestemme, at de gerne vil dø. Det fastslår sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der vil »sikre, at folk kan få en værdig afslutning på livet«.

Man skal via behandlingstestamenter kunne træffe valg om, hvornår igangværende behandling skal kunne afsluttes eller slet ikke sættes i gang

»Til efteråret vil regeringen sikre lovgivning, så det bliver helt klart, at den enkelte kan sige stop for behandling. Der skal skabes klarhed om reglerne, fordi der i dag findes forskellige fortolkninger. De gråzoner, der eksisterer, skal udviskes, så folk bliver selvbestemmende over livet – og kan få en værdig død«, siger hun.

Ministeren er enig med et flertal af Folketingets partier om, at syge mennesker skal kunne få »en større selvbestemmelse i den sidste tid«.

»Man skal via behandlingstestamenter kunne træffe valg om, hvornår igangværende behandling skal kunne afsluttes eller slet ikke sættes i gang. Det er blandt andet personer som Peter Jørgensen, der er så afklarede om, at de ikke ønsker at leve livet længere, vi skal hjælpe«, siger hun.

Aktiv dødshjælp er forbudt

I Danmark er aktiv dødshjælp, hvor en læge eksempelvis med en overdosis morfin afslutter et andet menneskes liv, forbudt. Sundhedsministeren afviser, at de kommende ændringer vil åbne for direkte aktiv dødshjælp.

Regeringens initiativ skal derimod skabe klarhed over såkaldt passiv dødshjælp, hvor læger kan være med til at fremskynde døden fra den oprindelige sygdom, når de indstiller en livsforlængende behandling eller med medicin lindrer en døende, så døden indtræffer hurtigere end ellers.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, har længe kæmpet for, at det skal være lettere at afslutte livet, uden at det sker ved hjælp af aktiv dødshjælp.

»Vi er heldigvis meget enige om, at vi nu skal åbne for, at flere kan komme herfra på en skånsom måde. I dag står der, at man kan hjælpe uafvendeligt døende med at afslutte livet, hvis den ellers ville indtræde inden for »minutter eller dage«. Det vil vi have ændret til dage eller uger«, siger hun.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Positiv formand for Etisk Råd

Heller ikke Socialdemokratiet ønsker egentlig aktiv dødshjælp.

»Vi skal udnytte muligheder for såkaldt palliativ sedering bedre, hvor en døende patient hjælpes lidt hurtigere herfra med sovemedicin, så unødig lidelse undgås. Vi har fra Socialdemokratiets og andres side presset ministeren på området, så vi nu får set nærmere på lovgivningen. Det glæder mig«, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen.

To gange har Etisk Råd afvist en anbefaling om at indføre aktiv dødshjælp. Men formanden for Etisk Råd, Gorm Grejsen, er positiv over for regeringens initiativ om passiv dødshjælp.

»Jeg kan kun bifalde en lovændring, der sikrer syge menneskers ret til at afstå fra livsforlængende behandling i alle situationer«, siger han.

I lejligheden ved Søndermarken ligger Peter Jørgensen på tredje år kunstigt holdt i live af sin respirator. Og i al den tid har han ønsket at dø.

»Jeg synes, at det danske samfund, med alle dets ønsker om at holde enhver i live, glemmer, at der skal være en grund til at holde folk i live. Gør systemet det for at være gode over for os, der er syge, eller er det for at glæde sig selv?«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden