Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste


    Finansminister Kristian Jensen (V).
Foto: Boll Ivan Riordan

Finansminister Kristian Jensen (V).

Efter massiv kritik: Kristian Jensen går kritikere i møde og vil åbne Finansministeriet

Fremover skal færre sager blokeres af regeringens budgetbisser, og ministre skal have lov at komme med personlige indstillinger til regeringstoppen, uden at det først afstemmes med Finansministeriet.

I månedsvis har finansminister Kristian Jensens (V) ministerium været udsat for hård kritik fra flere kanter.

Finansministeriet har i dag så meget magt, at regeringens øvrige ministre henvises til en form for politisk pedelarbejde. Detailstyringen har taget overhånd, og det eroderer ministrenes politiske indflydelse. Det er – groft sagt – kommet så vidt, at en fuldmægtig i den røde bygning på Slotsholmen har mere magt end en minister på et af regeringens mellemtrin.

Anklagerne er ikke opdigtet, men hentet fra både politiske med- og modspillere.

Ministerveteran Bertel Haarder (V), tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og en række forhenværende departementschefer har været på krigsstien. Rammen er sat, og finansminister Kristian Jensen har budt indenfor til en snak om Finansministeriets magt og ressortministrenes afmagt. Vi starter interviewet med en påstand.

Kristian Jensen, da du sad som udenrigsminister, var du hamrende irriteret over, at Finansministeriet blandede sig i, hvor meget dit ministerium skulle skære ned ...

»Det er forkert. Jeg var med til at lægge Venstres valgkampstrategi. Derfor var jeg fuldt ud med på, hvor meget der skulle reduceres i udviklingsbistanden og dermed også skæres i ministeriet. Så var der en diskussion om, hvad man skulle stoppe af igangværende sager. Der skal jeg ikke lægge skjul på, at der var en dialog mellem Finansministeriet og Udenrigsministeriet om, hvor hurtigt opbremsningen skulle finde sted. Der var det min opgave i Udenrigsministeriet at kæmpe for de bedst mulige vilkår der, og det var Claus Hjort Frederiksens opgave at repræsentere Finansministeriet. Men det ender med, at vi traf en politisk beslutning, fandt et kompromis«.

Kritikere har i månedsvis slået ned på, at Finansministeriet i alt for høj grad vinder armlægninger som dem, Kristian Jensen peger på her. Dels har man for stor indflydelse på arbejdet i andre ministerier. Dels agerer man i alt for høj grad stopklods for andre ministres politiske ønsker. I sidste ende går det ud over regeringens øvrige ministres mulighed for at være, ja, minister, lyder kritikken.

Senest har V-nestor Bertel Haarder i først DR og dernæst Jyllands-Posten langet ud efter Claus Hjort Frederiksens ledelse, dengang han sad i Finansministeriet.

Tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) har i bogen ’Javel, hr. minister!’ kaldt Finansministeriets magt det tætteste, man kommer på et teknokratstyre.

»Økonomi spiller en langt større rolle end tidligere. Derfor spiller Finansministeriet en større rolle end tidligere«, forklarer Kristian Jensen.

»Men«, understreger han:

»Jeg genkender billedet af, at det kan være svært at få sager frem til beslutning, hvis man sidder i andre ministerier. Det genkender jeg, fordi jeg selv har siddet på ministerposter uden for Finansministeriet. Derfor lægger jeg vægt på, at det nu skal være lettere at få en politisk drøftelse af sine ønsker. Finansministeriets opgave er i den forbindelse at få det faglige grundlag fuldt belyst. Men vi har ikke brug for et teknokratstyre i Danmark«.


    Finansminister Kristian Jensen (V).
Foto: Boll Ivan Riordan

Finansminister Kristian Jensen (V).

Når et ministerium ønsker at igangsætte tiltag, som Finansministeriet ikke nødvendigvis synes om, foregår de indledende sværdslag på embedsmandsniveau. Ofte trækker det i langdrag eller ender i ingenting, og sagerne bliver aldrig drøftet politisk. Det er et problem, erkender Jensen.

»Jeg vil langt hellere have, at politiske uenigheder afklares i økonomiudvalget mellem ministre, end at to hold embedsfolk i hvert ministerium bruger tid på at finde et kompromis, som hverken er fugl eller fisk«.

Var det bedre i gamle dage?

Derfor har Kristian Jensen sat sig som mål, at det skal være lettere for regeringens ressortministre at få sager frem til politisk drøftelse, uden at Finansministeriets embedsmænd agerer stopklods på vejen. Derudover skal det blive muligt at lave delte indstillinger til regeringstoppen.

Det betyder, at en minister kan lave sin egen indstilling til regeringenstoppen, uden at den først skal afstemmes med Finansministeriet. Det skal eksempelvis ske, når embedsmænd er uenige, forklarer Jensen.

Sker det i for høj grad i dag, at sager cleares af kontor- eller afdelingschefer, uden at de to pågældende ministre er inde over?

»Om det sker i for høj grad, er en subjektiv vurdering. Men det er klart, at hvis enhver sag mellem to ministerier skulle afklares i regeringens udvalg, ville det være at sande beslutningskraften til. Alt det, der kan klares i enighed mellem to embedsmænd, er fint. Men hvis ikke man kan klare tingene i enighed, skal det være regeringens ministre, som skal tage drøftelserne«.

Men der sidder angiveligt ministre rundtomkring på Slotsholmen og tænker: Ja, det er godt, hr. finansminister, men det lader sig bare ikke gøre ...

»Jeg har haft ministre, der har kommet til mig og har sagt, at jeg har problemer med at få denne sag på i økonomiudvalget. Det har jeg så reageret på«.

Så de skal bare ringe til dig, hvis de oplever modstand?

»Ja«.

Diskussionen om Finansministeriets magt er langtfra ny og kan spores årtier tilbage.

I 1990’erne dannede daværende departementschef Anders Eldrup og ditto finansminister Mogens Lykketoft (S) et koordinerende økonomiudvalg, og flere ministerier blev pludselig holdt i kortere snor. Men det betyder ikke, at man bør drømme sig tilbage til 80’ernes frihedsbreve, mener Kristian Jensen.

»Hvis man går tilbage til Schlüter-regeringen, var der meget mindre intern koordinering. Men det betød så også, at den ene del af regeringen ikke vidste, hvad den anden del af regeringen lavede«, siger finansministeren og henviser til 1980’ernes problemer med vandmiljøet og de problemer, det skabte for Schlüters firkløverregering og ikke mindst statsministeren selv.

Vi brugte mange flere penge

Op gennem 00’erne overtog tidligere finansminister Thor Pedersen (V) og topembedsmanden Karsten Dybvad Finansministeriet. Sidstnævnte har i sporadiske afsnit i bogform reflekteret over, om ikke man overvurderede behovet for kontrol set i bagklogskabens lys dengang i 00’erne. Kan der mon være noget om det?

Nej, lyder det med det samme:

»Hvis man husker på, hvordan verden så ud op gennem 90’erne og 00’erne, brugte den offentlige sektor mange flere penge, end der var råd til i budgetterne«.

Men det gjaldt jo ikke ministerierne, som vi taler om her?

»Det var primært i kommunerne og regionerne, men den statslige sektor havde også problemer. Der var en tendens til, at anlægsudgifterne i Transportministeriet ofte blev overskredet. Vi kan se, at overforbruget var medvirkende til overophedningen af dansk økonomi«.


    Finansminister Kristian Jensen (V).
Foto: Boll Ivan Riordan

Finansminister Kristian Jensen (V).

Vi begynder at tale om konkrete eksempler på detailstyring. Jeg nævner udflytning af statslige arbejdspladser. Jensen afviser, at der var tale om detailstyring. Det var et politisk projekt, konkluderer han. Jeg nævner, at Finansministeriet for et par år siden ville have udenrigstjenesten til at beskære ministeriets udetillæg. Det betød, at man ikke kunne rekruttere dygtige diplomater, fordi det økonomiske incitament forsvandt.

Er den form for detailstyring god skik, eller er det problematisk?

»Nej, det er et område, jeg er villig til at kigge på. Hvis det kan holdes inden for samme økonomiske ramme, og det kan betyde, at vi kan rekruttere bedre diplomater, er jeg da villig til at kigge på det«.

Bitre topchefer eller bulls-eye?

Flere tidligere departementschefer har de forgangne år tilsluttet sig kritikken af finansstyret på Slotsholmen. Det har været dybt problematisk, at en fuldmægtig eller specialkonsulent fra Finansministeriet i realiteten har siddet og defineret, hvad der var god socialfaglig indsats eller god integrationsindsats i Socialministeriet, lød det for et par uger siden fra tidligere departementschef i Socialministeriet Jesper Zwisler til DR. Tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft har kaldt Finansministeriet en »pisse irriterende storebror«. Tidligere departementschef i Erhvervsministeriet Jørgen Rosted mener, at topembedsmænd har større politisk magt, end de har mandat til i befolkningen.

Kristian Jensen understreger, at samtlige embedsmænd handler på hans mandat, og det nytter derfor ikke at skyde på dem, som der har været en tendens til.

»Når det er sagt, ved jeg, hvornår både Zwisler og Loft stoppede, og jeg skal ikke kunne sige, hvordan situationen var dengang. Mine rammer for Finansministeriet er, at vi ikke skal styre substansen og prioriteringerne i andre ministerier, medmindre det bryder regeringens politik eller de økonomiske rammer. Er det ikke tilfældet, bør uenighederne drøftes politisk«.

På Slotsholmen er der altid kamp om finansministerens opmærksomhed. Men finansministeren har ikke 30 timer i døgnet, og mange sager skal derfor forbi ’styregruppen’, som består af departementscheferne fra de økonomiske ministerier. Styregruppen er sidste led, inden en sag kan blive forelagt regeringstoppen og økonomiudvalget.

Som jeg hører dig, skal dine ministerkollegers sager stadig først igennem jeres styregruppe – altså det, man kalder miniøkonomiudvalget – hvor departementscheferne fra de økonomiske ministerier sidder. Og så er vi jo lige vidt?

»Ja, det er rigtigt. Der er et formelt forløb. Men vi har også haft sager på, som ikke har været igennem styregruppen. Det sker eksempelvis, hvis det skal gå hurtigt«.

Men en kultur- og kirkeminister kan jo ikke kortslutte den formelle proces, som du her snakker om, blot fordi pågældende ønsker at få drøftet sine sager i regeringstoppen. Det er jo departementscheferne, der er sidste led, inden der kan ske en politisk drøftelse. Så hvad er alternativet?

»Det er, at man laver delte indstillinger. Og det er noget, som kræver tilvænning i ministeriet og for undertegnede«.

Lad os slutte, hvor vi startede, med en påstand: Du mener, at det er bidende nødvendigt, at Finansministeriet holder andre ministerier i kort snor, for ellers bliver der brugt alt for mange penge på alt for mange forskellige ting?

Svaret er kort:

»Ja«.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce