Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
»Hvorfor straffe et par, der elsker hinanden, fordi andre opfører sig forkert?«, sagde det syriske ægtepar Rimaz Alkayal (tv.) og Alnour Alwan i maj til Politiken. Nu skal et søgsmål mod Udlændingeministeriet afgøre, om myndighederne skal straffes for parrets tvangsadskillelse.
Foto: Tor Birk Trads

»Hvorfor straffe et par, der elsker hinanden, fordi andre opfører sig forkert?«, sagde det syriske ægtepar Rimaz Alkayal (tv.) og Alnour Alwan i maj til Politiken. Nu skal et søgsmål mod Udlændingeministeriet afgøre, om myndighederne skal straffes for parrets tvangsadskillelse.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sådan blev et ungt syrisk ægtepar skilt ad med Inger Støjbergs instruks

Ifølge Inger Støjberg skete der en individuel og konkret behandling ved tvangsadskillelsen af alle asylpar. Men dokumenter i sagen om et syrisk ægtepar tyder ikke på, at der blev taget hensyn til svarene. Tværtimod. Nu går parret rettens vej.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ordlyden af den omstridte instruks fra 10. februar 2016 om at tvangsadskille alle asylpar med mindreårige var ulovlig.

Men i alle sager blev der »foretaget en konkret og individuel vurdering af, om det vil være foreneligt med Danmarks internationale forpligtelser at indkvartere parret hver for sig«.

Sådan svarede udlændingeminister Inger Støjberg (V) for nylig Folketinget, da hun blev stillet endnu et spørgsmål om sagen, der de seneste par måneder har givet anledning til heftige sværdslag på Christiansborg.

Nu skal en domstol sandsynligvis tage stilling til, om hendes påstand er juridisk holdbar. Et ungt syrisk ægtepar har således besluttet at søge om fri proces – økonomisk bistand fra staten – til at rejse sag mod udlændingemyndighederne for ulovlig tvangsadskillelse gennem fire måneder.

Rimaz Alkayal var 17 år og gravid, og hendes mand, Alnour Alwan, 26 år, da de sidst i 2015 kom til Danmark og søgte asyl.

Men de havde kun opholdt sig få måneder på asylcentret i Fredericia, før de ufrivilligt blev viklet ind i en dansk værdidebat om såkaldte ’barnebrude’.

10. februar 2016 udsendte Støjberg således en pressemeddelelse, der stoppede for, at asylansøgere under 18 år kunne bo sammen med deres ægtefælle eller samlever. Også selv om de havde børn.

Det gjaldt også det unge par, der valgte at klage til Folketingets Ombudsmand over tvangsadskillelsen.

Tidligere i år fastslog borgernes vagthund i klager mod det offentlige så, at Inger Støjbergs instruks var i strid med både dansk ret og internationale konventioner, og at sagen var »særdeles kritisabel«.

Og siden Politiken i maj kunne afsløre, at embedsmænd i Udlændingeministeriet forsøgte at advare ministeren om de juridiske problemer, har sagen affødt stor politisk debat.

Ministeren har besluttet

Inger Støjberg har skiftet forklaring undervejs, men erkendt, at ordlyden af hendes undtagelsesfri instruks var for vidtgående. Til de formildende omstændigheder hører, at Udlændingestyrelsen foretog en »konkret og individuel vurdering«, før de skilte parrene ad, lyder forsvaret.

Dokumenterne i Rimaz Alkayal og Alnour Alwans sag viser, at der blev indsamlet informationer om parret, men at de ikke blev partshørt før flere måneder efter adskillelsen. Papirerne viser også, at parret blev adskilt, selv om flere sagkyndige ikke mente, at der var tale om et tvangsægteskab.

Ligesom landets øvrige asylcentre modtog Langeland Kommune 10. februar 2016 en kopi af Inger Støjbergs pressemeddelelse og en besked fra Udlændingestyrelsen om at skaffe sig et overblik over unge asylpar med mindreårige.

»Som bekendt har ministeren besluttet, at par, hvor den ene part er under 18 år, ikke længere kan være indkvarteret sammen/på samme center«, skrev Udlændingestyrelsen 18. februar til sagsbehandlerne i Langeland, der havde ansvaret for parrets sag.

Kommunen blev bedt om hurtigst muligt at udfylde et spørgeskema, så Udlændingestyrelsen kunne vurdere, hvordan »vi mest hensigtsmæssigt skiller parrene med/uden børn ad«.

Parret havde andre familiemedlemmer i Danmark, men ønskede ikke at ende på hvert sit asylcenter, tilkendegav de.

»Hun ønsker kun at bo sammen med sin mand«, fremgik det af et skema fra Udlændingestyrelsen.

»Nej, han ønsker KUN at bo sammen med hans kone«, lød det om manden i samme skema.

10. februar 2016 videresender Udlændingestyrelsen Støjbergs instruks til landets asyloperatører. Fremover må ingen mindreårige bo med ægtefælle eller samlever.

10. februar 2016 videresender Udlændingestyrelsen Støjbergs instruks til landets asyloperatører. Fremover må ingen mindreårige bo med ægtefælle eller samlever.

Langeland kommune udfylder få dage senere Udlændingestyrelsens spørgeskema om parret. »Familien er velfungerende og meget glade for hinanden«, lyder det.

Langeland kommune udfylder få dage senere Udlændingestyrelsens spørgeskema om parret. »Familien er velfungerende og meget glade for hinanden«, lyder det.

3. marts 2016 får de vordende forældre alligevel besked på at flytte hver for sig med direkte henvisning til Inger Støjbergs meddelelse om tvangsadskillelse.

3. marts 2016 får de vordende forældre alligevel besked på at flytte hver for sig med direkte henvisning til Inger Støjbergs meddelelse om tvangsadskillelse.

Efter en klage til ombudsmand bliver parrets sag genoptaget af Udlændingestyrelsen, der nu foretager en partshøring og vælger at føre dem sammen igen.

Efter en klage til ombudsmand bliver parrets sag genoptaget af Udlændingestyrelsen, der nu foretager en partshøring og vælger at føre dem sammen igen.

En velfungerende familie

Udlændingestyrelsen bad også Langeland Kommune bedømme, hvordan det unge asylpar fungerede sammen.

»Familien er velfungerende og er meget glade for hinanden«, noterede sagsbehandlerne i spørgeskemaet.

På spørgsmålet om, hvorvidt der var »en høj risiko for, at der vil opstå en akut bekymring for et eller flere familiemedlemmers trivsel« ved tvangsadskillelsen, svarede kommunen:

»Ja familien har allerede nu udvist mistrivsel og dyb frustration«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samtidig medsendte kommunen udtalelser fra en psykoterapeut, socialrådgiver og læge, der havde talt med Rimaz Alkayal og Alnour Alwan hver for sig.

De var enige om, at der ville være forkert at adskille parret, og der ikke var nogen tegn på, at det var et tvangsægteskab.

»Jeg mener ikke, at det vil være godt for hverken forældre eller barn, at disse mennesker bliver separeret. Det vil nærmere være uhensigtsmæssigt og uetisk, da hun er langt henne i sit forløb«, skrev psykoterapeuten.

Kommunens socialrådgiver tilføjede i sin udtalelse 29. februar sidste år, at »der bør tages højde for, at dette er en velfungerende familie, som skal til at være forældre«:

»De er gode til at støtte hinanden og virker til at være klar til at skulle blive forældre. Når de bliver adskilt, vil det besværliggøre det at skulle blive klar til forældrerollen«.

Du skal flytte straks

Få dage senere, 3. marts 2016, modtog Rimaz Alkayal og Alnour Alwan ikke desto mindre et brev fra Udlændingestyrelsen om, at de straks skulle flytte til hvert sit asylcenter i Nordjylland.

I begrundelsen var der ingen henvisning til den konkrete og individuelle vurdering, men alene til Inger Støjbergs generelle instruks om, at ingen mindreårige længere kunne indkvarteres sammen med en ægtefælle eller samlever. Også selv om parret havde børn.

Hvis Rimaz Alkayal og Alnour Alwan nægtede at efterleve beslutningen, ville adskillelsen ske med politiets hjælp, fremgik det af brevet.

I første omgang modsatte parret sig flyttepåbuddet, og et møde med kommunen måtte afbrydes, så man kunne give »familien tid til at græde ud«, som der står i et dokument.

Efterfølgende fik parrets advokat, Amalie Starch, overbevist dem om, at de skulle flytte frivilligt i stedet for at blive hentet af politiet.

Hvorfor straffe et par, der elsker hinanden, fordi andre opfører sig forkert?

Samtidig klagede advokaten til Folketingets Ombudsmand over tvangsadskillelsen, hvilket i april sidste år fik Udlændingestyrelsen til at genoptage Rimaz Alkayal og Alnour Alwans og 22 andre sager.

Ifølge Udlændingestyrelsen havde den dog vurderet, at »en adskillelse er indenfor rammerne af Danmarks internationale forpligtelser«, fordi »indgrebet er proportionalt med de interesser, som staten varetager ved adskillelsen«, som der stod i svaret til Ombudsmanden.

Ført sammen igen

Udgangen på klagen til ombudsmanden blev, at Udlændingestyrelsen i juni sidste år valgte at kigge på sagen på ny og ’partshøre’ det unge par.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tvangsadskillelsen havde »en så indgribende karakter, at vi nu vil træffe en egentlig afgørelse i din sag om indkvartering«, hed det i et brev til parret.

Blot få uger senere, i juli 2016, fik Rimaz Alkayal og Alnour Alwan et nyt brev fra styrelsen om, at de godt måtte flytte sammen igen – efter fire måneder på hvert sit asylcenter.

I dag har parret fået asyl i Danmark. De har en søn og bor ved Horsens. Men oplevelsen af at blive delt vil de sent glemme, for som Alnour Alwan i maj udtalte til Politiken:

»Hvorfor straffe et par, der elsker hinanden, fordi andre opfører sig forkert? Vi er modstandere af tvangsægteskab, det ødelægger familier og skal forhindres. Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor myndighederne ikke kunne skelne mellem de enkelte sager«.

Om domstolene mener, at udlændingemyndighederne skal straffes for at have skilt parret med Inger Støjbergs instruks, vil den kommende tid vise.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden