Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om FV19


    Olav skriver en historie om en familie der bor i Sandholmlejren, og om flygtningebørn der vokser op på asylcentre. Moren – Howaida Rostom 43 år – afvist asylansøger fra Irak. Drengen – Ibrahim Amin 11 år. Pigen Özlem Amin 9 år. Faderen ville ikke fotograferes.
Foto: Jacob Ehrbahn

Olav skriver en historie om en familie der bor i Sandholmlejren, og om flygtningebørn der vokser op på asylcentre. Moren – Howaida Rostom 43 år – afvist asylansøger fra Irak. Drengen – Ibrahim Amin 11 år. Pigen Özlem Amin 9 år. Faderen ville ikke fotograferes.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Howaida og børnene skal udvises: »Jeg er så træt. Jeg vil slappe af. Men børnene larmer. Vaskemaskinen larmer. Jeg er aldrig glad. Aldrig«

Howaida har været i Danmark i 13 år, og familien står til udvisning. »Jeg er så træt. Jeg vil slappe af. Men børnene larmer. Vaskemaskinen larmer. Jeg er aldrig glad. Aldrig«, siger hun. Ibrahim og Özlem er 11 og 9 år. De vil gerne gøre hendes liv lettere, men er selv traumatiserede.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den afviste asylansøger fra Irak Howaida Rostom venter ved indgangen til Sandholmlejren i Nordsjælland. Hun er 43 år og omkring 155 centimeter høj. Hendes hår er brunt og når ned til hendes knæhaser.

Der findes billeder, der fortæller, at hun kan smile, men hendes sindstilstand har sat sig i blodet og malet ansigtet gråt og livløst. Hun er angst, deprimeret, rådvild, traumatiseret og indlagt på Hillerøds psykiatriske afdeling.

Hun er her kun, fordi Politiken også er her. Hun anstrenger sig for at tale, men har taget veninden Stella Skov Meldgaard med til at hjælpe sig.

»Det er en fortvivlende situation for familien. De kan ikke komme til Irak, og de må ikke blive her. Nu har vi haft dem i 13 år, og noget må ske. Som det er nu, kan det ikke fortsætte«, siger Stella Skov Meldgaard, der har undervist Howaidas to børn, Ibrahim og Öslem, på den nærliggende Blovstrød Skole.

Ibrahim risikerer at lide varig personlighedsmæssig skade

For en måned siden, da Howaida blev indlagt, flyttede de to børn hjem til Stella Skov Meldgaard, som er en af flere danske veninder, der hjælper familien i øjeblikket.

Faderen hedder Fadhel Amin. Uddannet bilmekaniker, tidligere mesterbokser og flygtet fra Irak i 2002 på grund af Saddam Hussein. Mens Howaida er syg, tager han sig af børnene. I de seneste otte år har familien boet i et hus i Allerød, men for nylig ønskede udlejeren at sælge huset, og familien er flyttet til Sandholm. Det var her, de begyndte.

Deres hjem består af to små værelser med et køkken. Sammenlignet med andre asylcentre er det et fint midlertidigt opholdssted, men ikke et sted, man kan leve et familieliv i længere tid.

Det rykker i døren. En lille og spinkel dreng stormer ind og kaster sig over sin mor. Det er Ibrahim. Lykkelig over, at hun er her og ikke på hospitalet.

2. september fylder han 12 år, men den forsigtige og eftertænksomme dreng ligner snarere en på 9. Så kommer lillesøster Öslem på 9 år. Runde kinder, fuld af gavtyvesmil og bevægelser.

Begge er født og opvokset i Danmark. De har aldrig været uden for landet og er reelt statsløse. Familien har fået utallige afslag på asyl, men i begyndelsen ville forældrene ikke rejse, og nu kan de angiveligt ikke. Noget usædvanligt for afviste asylansøgere har Howaida skrevet under på, at hun vil rejse med børnene, men da de er født i Danmark og ikke registreret nogen steder, vil Irak ikke vide af dem. I den seneste afhøringsrapport fra Nationalt Udlændinge Center fra marts i år står der om Howaida.

»Adspurgt, om hun ville kunne skaffe nogen dokumenter, som kunne bekræfte hendes identitet, så oplyste hun, at hun har kontaktet ambassaden og sagt, at hun er iraker, og bedt om at få udstedt et rejsedokument. Den irakiske ambassade oplyste til dette, at hun ikke kunne få udstedt et rejsedokument, såfremt hun ikke havde nogen papirer, som kunne dokumentere, at hun oprindelig var fra Irak«.

Spørgsmålet er også, om det vil være muligt for Howaida at tage sig forsvarligt af børnene. For som hun siger.

»Jeg er så træt. Jeg vil slappe af. Men børnene larmer. Vaskemaskinen larmer. Jeg er aldrig glad. Aldrig«.

Hun får dog fortalt, at hun aldrig ønskede at rejse til Danmark, men blev tvunget af sin familie i 2004. Hendes mand, Fahdel, var flygtet hertil i 2002 uden at sige det til hende, siger hun. Det var hun meget vred over, og hun ønskede ikke at rejse, men hendes bror befalede hende at rejse op til sin mand.

Da hun genså Fadhel i Danmark, forsøgte de at etablere et forhold. Hun fødte Ibrahim i 2005 og Özlem i 2007, men siden er de blevet skilt. De bor sammen som familie, men ikke som mand og kone, og sagens akter fortæller om nogle børn, der er stærkt påvirkede af de omstændigheder, de er vokset op under.

Ibrahim

Ibrahim beskrives som en empatisk, sød, sårbar og følsom dreng, der er bange for at gøre noget forkert og for at blive udelukket fra fællesskabet. Som lille var han så langt tilbage i sin udvikling, at han blev anset som lettere retarderet. Men han begyndte at gøre store fremskridt, blev indstillet til normal skole og gennemgik fra første til tredje klasse et »kvantespring rent fagligt«, står der.

Socialt blev han stærkere og er nu stadig en lidt stille, men meget vellidt dreng, der forsøger at lave strategier, der skal beskytte hans mor og far og søster mod resten af verden. Han har sagt nej til en ny cykel, fordi han ikke mener, forældrene har råd. For at lette deres liv har han også ringet til dem og forsøgt at bilde dem ind, at de havde fået opholdstilladelse.

Som lille havde han ingen anelse om, at han ikke var dansk som alle andre, men siden det gik op for ham, at familien risikerer at blive sendt til Irak, er han blevet urolig og stresset. Psykologen konkluderer:

»Ibrahim risikerer at lide varig personlighedsmæssig skade og er således truet på trivsel og udvikling, hvis ikke hans forældres belastning aftager. Ibrahims belastning påvirker ham både fysisk og psykisk som set ved hans oplevelser af konstant stressbelastning, følelse af åndenød og at få ondt i hjertet«.

Özlem

Hans lillesøster Özlem har altid været glad og dygtig og god til at få veninder. Men siden det gik op for hende, at familien skulle udsendes, er hun blevet grådlabil og aggressiv. Hun slår sin storebror og bliver ulykkelig over det bagefter.

Hun kan ikke forstå, hvorfor hendes mor og far ikke går på arbejde ligesom andre børns forældre. Hun har besluttet sig for at være velfungerende, men er det ikke længere. Psykologens anbefaling i forhold til Öslem er præcis den samme som i tilfældet med Ibrahim. Her står:

»Det anbefales på det kraftigste, at der tages stilling til barnets tarv i familiens asylsagssammenhæng. Det er min klare anbefaling, at der med alvor ses på, om barnets tarv sikres, hvis Ibrahim og Öslem bliver ved med at leve en usikker tilværelse, hvor de hver dag frygter for deres eksistens og fremtid«.

Howaida begyndte at krakelere, da de fik at vide, at de skulle flytte

Psykolograpporten er halvandet år gammel, og siden er vanskelighederne taget til. Howaida begyndte at krakelere, da de fik at vide, at de skulle flytte, og det kulminerede for en måned siden, da flytningen skulle effektueres. Familien fik tilbudt et delehus i Jelling i Jylland med to andre familier, men det eneste, der fungerer nogenlunde i familiens liv, er børnenes skolegang, og derfor valgte de Sandholm frem for Jelling, så børnene kunne blive i skolen.

Noget må ske

I det seneste afslag på asyl fra 2015 skriver Udlændingenævnet, at der trods det forhold, at børnene er født her og har gået i dansk skole, ikke kan gives opholdstilladelse med begrundelse i barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Udlændingenævnet lægger i den forbindelse vægt på, at børnene aldrig har haft opholdstilladelse i Danmark, og at børnenes forældre selv har valgt at få børnene, mens de ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark, ligesom de vedvarende ikke har ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark i overensstemmelse med gentagne afslag på opholdstilladelse«.

Maria Caspersen, der har et barn i samme klasse som Ibrahim, forstår godt nævnets begrundelse.

»Forældrene har jo hele tiden vidst, at sådan er det. Men de har ikke fået børn for at drage en fordel af det. De har ikke spekuleret i det. Men lad os så sige, at det har de. Så har forældrene taget nogle dårlige beslutninger på deres børns vegne. Det kan vi godt blive enige om. Men skal det gå ud over børnene i den grad, som det gør?«.

Maria Caspersen er nære veninder med Howaida. De har arrangeret fødselsdage og sammen og har set hinanden ofte.

»Det er ikke en veninde, jeg har fået, fordi jeg syntes, at det var synd for en flygtning. Det er, fordi hun kan noget med at hjælpe og lytte, og jeg holder meget af hende, selv om det er blevet sværere at være sammen, fordi hun har det så skidt«.

Howaida har blandt andet skrevet under på, at hun vil rejse frivilligt og tage børnene med til Irak, men Maria Caspersen tvivler på, at hendes veninde har gennemskuet konsekvensen af sin underskrift.

»Howaida kan ikke engang tage vare på sig selv i Danmark. Hvordan skulle hun klare det i Irak med to børn alene? Hendes bror lever jo ikke. Alle i hendes familie er blevet skudt«, siger Maria Caspersen, der kun kan se en løsning:

»Man er nødt til at stabilisere det. De børn er født og opvokset her. Han bliver 12 år lige om lidt, og så bør man måske også prøve at se på, hvor længe det skal stå på. De kan jo ikke sendes ud, så det giver ikke engang mening. Lad dem dog blive, og lad faderen tjene til dagen og vejen. Han ville elske det, og det kan han sagtens«.

Jeg er den hurtigste

Det er et par dage senere. Howaida er uskrevet fra Hillerød, men er tydeligvis stærkt medicineret.

Adspurgt, om hun virkelig mener, at hun vil tilbage til Irak med sine børn, svarer hun ja.

Adspurgt, om hun allerhelst vil have, at de kan bo her i nærheden, så børnene kan gå i skole med deres venner, siger hun også, ja.

Det er ikke udtryk for manglende begavelse, men for noget andet, som der helt tydeligt skal en psykiater eller en psykolog til at udrede.

Hendes fraskilte mand, Fahdel, har under samtalerne ikke gjort andet end at smile mildt og tage sig af børnene. Der er sommersvømning for børnene på Sandholm, og han kører dem til og fra i sin 17 år gamle Honda, som han altid kan reparere, fordi han er bilmekaniker. Han siger ikke noget, når hans fraskilte kone siger, at hun vil rejse alene til Irak med børnene. Det kan ikke lade sig gøre, og han ved det godt. Han laver mad til børnene og bliver ked af det, når Özlem slår sin bror.

»Hun vil ikke, og hun bliver ulykkelig bagefter. Det gør Ibrahim også. Hvorfor skal jeg have sådan et dårligt liv, spørger han mig så«.

Fahdel smiler igen mildt. Han sidder og holder øje med børnene. Familien er vant til Allerød. Sandholm er ikke for børn. Der bor mange mænd med skulende øjne, siger han. Han er tidligere mesterbokser i Irak, så han er ikke bange. Han holder bare øje, mens Özlem og Ibrahim forsvinder i en leg. Det handler om, hvem der er hurtigst til et eller andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Özlem: »Jeg er milliarder gange hurtigere end dig«.

Ibrahim: »Jeg er milliarder og to tusinde gange hurtigere end dig«.

Özlem: »Jeg er millioner, milliarder, makroner, gongoler hurtigere end dig«.

Ibrahim: »Det er der ikke noget, der hedder«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden