Forskningen viser, at det kun er 5-10 procent af alle krigsveteraner, der tager varigt psykisk skade af deres udsendelser. Af dem er det kun et fåtal, der ender med at gøre skade på andre. Langt flere tager livet af sig selv.
Foto: Stine Bidstrup

Forskningen viser, at det kun er 5-10 procent af alle krigsveteraner, der tager varigt psykisk skade af deres udsendelser. Af dem er det kun et fåtal, der ender med at gøre skade på andre. Langt flere tager livet af sig selv.

Danmark

Truede med at skyde politiet: Veteraners angreb på myndighederne er et råb om hjælp

Anholdelsen af en 42-årig mand i Randers er blot det seneste eksempel på udsatte krigsveteraner, der reagerer udadtil med vold og trusler. Ifølge en militærpsykolog er tale om udsatte personer, der handler i afmagt og frustration.

Danmark

Klokken lidt i 13 mandag eftermiddag var forbipasserende i Randers midtby vidne til, at det pludselig vrimlede med kampklædt politi, der midt på Nørregade foretog en anholdelse.

Der var tale om en 42-årig mand med posttraumatisk stress (ptsd), der ifølge Politikens oplysninger er Balkan-veteran. Tidligere samme dag havde han angiveligt truet med at skyde betjente, og havde kort forinden også truet med at slå en kvinde ihjel.

Manden var dog ubevæbnet, og intet tydede på, at han havde været i besiddelse af et våben.

Han erkendte efterfølgende at have stået bag truslerne, og ved et lukket grundlovsforhør dagen efter blev han varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling i fire uger.

Det er kun er 5-10 procent af alle krigsveteraner, der ifølge både dansk og international forskning tager varigt psykisk skade af deres udsendelser. Alligevel findes der flere opsigtsvækkende sager, hvor udsatte veteraner med eksempelvis ptsd reagerer voldsomt udadtil.

Det sker eksempelvis ved at true med at gøre vold på sig selv og andre. I enkelte tilfælde fører de truslerne ud i livet.

Et af de mest ulykkelige fandt sted sidste sommer, da en anden Balkan-veteran slog sine forældre ihjel med en økse efter flere års psykiske problemer, hvor han gradvist bevægede sig imod kanten.

Og ved retten i Næstved blev en anden veteran i maj måned idømt en behandlingsdom efter at have foretaget i alt 18 bombetrusler imod blandt andet lufthavne og butikscentre over hele landet.

En høj retfærdighedssans

Sagerne overrasker ikke Anne-Line Ussing. Hun er uddannet journalist, men driver i dag et værested for tidligere soldater på Strynø sammen med sin mand, der er veteran fra den australske hær.

Hun har kontakt til mange veteraner, der har været tæt på kanten. Og også til nogle af dem, der har været ude over den. Manden der for to måneder siden skød imod en lægeklinik i Herning med et luftgevær, havde eksempelvis tidligere boet hos dem.

»Vi er alle frustrerede over systemet nogle gange. Men en del af de her veteraner føler sig meget magtesløse og låst fast af det. Og så er de trænet til at reagere på en anden måde end de fleste andre af os«, siger hun og fortsætter.

»Jeg er mere overrasket over, at det ikke sker oftere. Og når man kigger på udlandet, så er jeg bange for, at vi fremover vil se en stigning i antallet af veteraner, der reagerer på denne her måde, hvis vi ikke bliver bedre til at tage hånd om dem«.

Hun slår fast, at der ikke er tale om farlige mennesker. Det er søde og hensynsfulde folk, der dog også er følsomme og har en høj retfærdighedssans.

»Derfor skurer det ekstra i dem, når de føler sig dårligt behandlet af det samfund, som de har været i krig for. Hvis deres sager så igen og igen kastes rundt i systemet uden en forklaring, så kan det skubbe dem ud over kanten«, siger Anne-Line Ussing.

Havde været lettere at mangle benene

Ud over de opsigtsvækkende sager der når medierne, er der desuden en hel masse mindre, der aldrig kommer så langt. Det siger Claus Stenberg, der er talsmand for Veteranalliancen, som er en paraplyoranisation for veteraner.

»Jeg hører tit om folk, der går amok, og smadrer kommunekontorer eller på anden måske reagerer voldsomt«, siger han.

Claus Stenberg, der selv lider af ptsd, var udsendt til Balkan i starten af 1990'erne. Han siger, at handlingerne for mange af veteranerne skyldes en afmagt over at være fanget i system, der ikke forstår dem og tager hensyn til dem.

Han fortæller, at han selv har siddet over for en sagsbehandler fra kommunen, hvor han med egne ord var tæt på at slå klik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det værste er de her regelryttere af nogle sagsbehandlere, der har nej-hatten på. Som ikke forstår, at en person der er hårdt ramt af ptsd har nogle specielle vilkår, der skal tages hensyn til«, siger han.

Han nævner flere eksempler på ting, som hans bekendte i veteranmiljøet har oplevet, der ifølge ham viser, at systemet ikke er gearet til at håndtere krigsveteraner alvorlige psykiske problemer.

En veteran var tæt på at traumatisere en sagsbehandler, da han for at illustrere sine oplevelser, viste hende billederne af brændte børnelig, som han havde set på Balkan i starten af 1990'erne.

En anden oplevede, at en ung sagsbehandler kiggede i hans papirer og sagde, at det der ptsd jo heldigvis ikke er så slemt.

»Er du klar over hvordan det er at høre, når du har svært ved bare at forlade din lejlighed? Og her sad der en sagsbehandler, der åbenbart troede, at så længe man ikke kunne se på ham, at han var syg, så var han det nok ikke«, siger Claus Stenberg.

»Det havde jo være lettere for ham, hvis han havde manglet begge ben i stedet for at være ødelagt i hovedet«.

»De føler det som en kamp for overlevelse«

Ifølge militærpsykolog Louise Hjort, der er tilknyttet forsvarets veterancenter, er det vigtigt at huske, at selv om personerne i sager om trusler og vold går under fællesbetegnelsen veteraner, så er det individuelle personer.

Derfor skal man passe på med at skære deres sager over en kam. Fælles for dem er dog, at de har traumatiske krigsoplevelser med i bagagen. Hvis ikke disse oplevelser er blevet bearbejdet, har veteranen dem stadig i rygsækken den dag i dag.

»Det vil sidde i en, og når de så møder modgang, som de fleste andre personer kan tage i strakt arm, så har de sværere ved at håndtere det. De føler det som en kamp for overlevelse, og kan så gå i kampberedskab«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun fortæller at frontallapperne i hjernen, hvor man tager rationelle beslutninger, dermed bliver sat ud af spil, hvorefter personen kan reagere voldsomt og impulsivt.

»Og så er der mange, der er medicinerede eller selvmedicinerede med alkohol eller stoffer. Der hjælper bestemt ikke på, hvor rationelt de reagerer i situationer, hvor de føler sig pressede«, siger Louise Hjort, der dog siger, at langt de fleste af veteranerne føler sig skamfulde og brødbetyngede bagefter, når de igen falder til ro.

Er det et råb om hjælp?

»Det er ikke bevidst, at veteranerne reagerer på den måde. De har ikke en plan om at skade myndighedspersoner, men gør det i afmagt og frustration, fordi det slår klik. Så ja, et eller andet sted kan man godt kalde det et råb om hjælp«, siger Louise Hjort.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce