Der mangler stadig at blive udflyttet mere end 1.000 arbejdsplader og ny medarbejdersag mod staten kan forlænge processen yderligere.
Foto: Finn Frandsen

Der mangler stadig at blive udflyttet mere end 1.000 arbejdsplader og ny medarbejdersag mod staten kan forlænge processen yderligere.

Danmark

Ny dom kan få betydning for ansatte, som staten vil flytte til provinsen

Det kan blive langt mere besværligt for staten at flytte arbejdspladser til provinsen, efter at en medarbejder har fået rettens ord for, at det var i strid med hendes ansættelsesvilkår, at hun skulle køre 183 kilometer mere for at passe sit arbejde.

Danmark

Regeringens storstilede projekt om at udflytte statslige arbejdspladser til provinsen har lidt et klart nederlag.

En regnskabsmedarbejder fra Statens Administration fik i denne uge rettens ord for, at det var i strid med hendes ansættelsesvilkår, at hun skulle køre 183 kilometer mere for at passe sit arbejde. Ændringen skete, da hendes arbejdsplads blev flyttet fra Viborg til Hjørring som led i regeringens udflytning af mere end 3.900 statslige arbejdspladser.

Sagen er særlig interessant, fordi medarbejderen var ansat inden for et såkaldt bredt ansættelsesområde, hvilket betyder, at det ikke er angivet, hvor i landet hendes arbejdsplads hører hjemme. Derfor kan dommen ifølge flere førende jurister på området få stor betydning for statens fremtidige udflytningsplaner.

»Det er en advarsel til statslige arbejdsgivere om, at man ikke uden videre kan gå ud fra, at man kan foretage den slags flytninger uden at lave en vurdering af, om det er en væsentlig ændring af medarbejderens ansættelsesvilkår, også selv om der er tale om en ansat med et bredt ansættelsesområde«, siger Jens Kristiansen, der er professor ved København Universitets Juridiske Fakultet.

Lige nu er det kun praksis, at staten foretager en vurdering af, om en flytning er en væsentlig ændring eller ej, når de flytter en medarbejder, der har en fast angivet arbejdsplads. Men fagforeningen HK, der førte sagen mod Statens Administration på vegne af medarbejderen, oplever, at staten er begyndt at skrive det brede ansættelsesområde ind i næsten alle nye ansættelseskontrakter.

Advokat og partner i SJ Law Karen-Margrethe Schebye mener derfor også, at sagen kan have betydning for udflytningen af statslige arbejdspladser:

»Dommen vil betyde, at staten nu i alle sager skal foretage en helt konkret vurdering af den enkelte ansattes situation og finde ud af, om en flytning udgør en væsentlig ændring eller ej«, siger Karen Margrethe Schebye, der tidligere har ført sager for fagforeningen HK.

Staten overvejer at anke

Kort efter at Venstre overtog regeringsmagten i 2015, besluttede regeringen, at cirka 3.900 statslige arbejdspladser skulle flyttes. Over 2.000 arbejdspladser er allerede sendt af sted, men der mangler stadig mere end 1.000, og regeringen varslede for nylig, at man planlagde endnu flere udflytninger i de kommende år.

Med den nye dom fra Retten i Randers risikerer regeringens flytteprojekt nu at blive en del dyrere. Der er nemlig stor forskel på, om en statslig arbejdsplads bliver nødt til at opsige en medarbejder, som ikke vil flytte med arbejdspladsen, eller om staten kan tvinge medarbejderen til selv at sige op. Siger man selv op, har man nemlig ofte ikke ret til løn under opsigelse, fratrædelsesgodtgørelse og dagpenge.

Fagforeningen HK betragter det derfor som en stor sejr, at man nu har rettens ord for, at et bredt ansættelsesområde ikke betyder, at staten frit kan flytte medarbejdere rundt, som det passer dem.

»Den her dom slår fast, at upåagtet, hvad der står i ansættelseskontrakten, så har man krav på en individuel, konkret vurdering. Så vi er meget tilfredse med, at det er den dom, der er faldet«, siger Rita Bundgaard, sektorformand for HK Stat.

Det har ikke været muligt at interviewe innovationsminister Sophie Løhde (V), der er den ansvarlige minister på området, om sagen, men i en skriftlig kommentar forklarer hun, at regeringen havde regnet med et andet udfald af sagen.

»Vi er overraskede over afgørelsen i Retten i Randers, men har taget den til efterretning. Moderniseringsstyrelsen og statens advokat vil nu læse afgørelsen grundigt igennem og tage stilling til, om der er grundlag for at anke«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce