Hvordan får man mest vedvarende energi i form af sol og vind ud af 1,3 milliarder statslige støttekroner? Det er det centrale spørgsmål i forhandlingerne om en ordning, som blandt andet skal sikre, at opstillingen af vindmøller på land ikke går i stå flere år frem, når den nuværende støtteordning for landvind udløber 21. februar næste år.
Forhandlingerne kan på flere punkter ses som en generalprøve i forbindelse med en ny, bred energiaftale mellem Folketingets partier, som regeringen snart kommer med et udspil om.
Regeringen har foreslået, at støtten gives i form af et fast tillæg per produceret kilowatt-time i de første 20 år. Det kan ifølge forslaget sikre opstilling af 175-235 MW (megawatt) ny elkapacitet for de 1,3 milliarder kroner.
Kritikere som Socialdemokraternes energiordfører Jens Joel peger på, at det er mere end en halvering af udbygningen i de senere år. Siden 2012 har udbygningen været på 380 MW om året.
De senere års store prisfald inden for havvind er opnået under en anden støttemodel, idet støtten her har form af en garanteret mindstepris for den strøm, der bliver produceret i de første 10-12 år af en vindmølleparks levetid. Støttens faktiske størrelse afhænger altså af elprisen.
»Vi har ikke noget firkantet syn på, om det skal være den ene eller den anden støttemodel, men det vil være helt tåbeligt at vælge en model, der giver mindre vedvarende energi, end vi ellers kunne få«, siger Jens Joel.
Regeringens forslag lægger op til, at sol og vind skal konkurrere om tilskuddene, idet produktionen af ny, vedvarende energi i 2018 og 2019 skal sendes i åbent udbud, som både sol og vind kan byde på.
Lilleholt: »Pærer og bananer«
Brancheorganisationen Vindmølleindustrien mener, at man kan få opstillet dobbelt så meget elkapacitet og samtidig spare op mod en milliard kroner i støtte, hvis man bruger modellen med garantipriser i det kommende udbud.
Argumentationen er, at en garantipris gør det billigere at rejse penge til projekterne, fordi den fjerner risikoen fra investorerne. Og den udvikling i elprisen, som Energistyrelsens fremskrivninger opererer med, kan ifølge Vindmølleprisen overhale garantiprisen i løbet af seks-otte år. Dermed skal der ikke længere udbetales støtte.
Den model anvendes i Tyskland, som har gennemført udbud af landvind i maj og august. I runden i august var priserne omkring 25 procent lavere end i majrunden og nåede ifølge Vindmølleindustrien ned på knap 32 øre per kwh. Markedsprisen på el er på 15-20 øre per kwh.
Energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) mener, at Vindmølleindustriens »sammenligner pærer og bananer«.
»Regeringens model er mindst lige så god som Vindmølleindustriens forslag, når det gælder om at få mest grøn strøm for pengene. Hvis Vindmølleindustriens antagelser om budpriser holder stik, vil der også komme en stor udbygning til lave priser med regeringens udspil«, hedder det i en skriftlig kommentar fra ministeren.
I et notat fra ministeriet understreges det, at sammenligninger af de to modeller er behæftet med stor usikkerhed, fordi beregningerne i vid udstrækning er baseret på forventninger til de mulige investorers beslutningsgrundlag.
Notatet konstaterer dog, at Vindmølleindustriens konklusioner »forekommer urealistiske«.
Vil have mere sol på Sjælland
I brancheorganisationen Dansk Energi kan man se fordele og ulemper ved begge støttemodeller, siger Stine Leth Rasmussen, afdelingschef for produktion og analyse: En garanteret pris vil betyde mindre risiko for investorerne og dermed lavere omkostninger, herunder billigere lån til anlægget. Omvendt vil et fast tillæg til elprisen tvinge producenterne til at tænke mere over, hvor og hvornår de kan få mest for deres strøm på markedet.
»Det er grundlæggende et politisk valg, hvordan man vil fordele risikoen mellem investorerne og skatteyderne. Men det skal være baseret på nogle fakta om konsekvenserne af de to modeller«, siger Stine Leth Rasmussen.
