Trods stor efterspørgsel: Byggeriet har været gået i stå i ti år

80.000 vil gerne flytte i seniorbofællesskaber, men der er kun 7.000 af den type boliger i øjeblikket

Danmark

Peter Simson på 62 år leder efter bofællesskab i Midtjylland, men han har end ikke haft held til at få plads på en venteliste. Ventelisterne er lukkede.

Han og hustruen, Susanne på 61, er begge pensionister. Efter at være vendt hjem fra et længere udlandsophold til en lille lejlighed i Sønderborg, ønsker de at finde et bofællesskab med ligesindede ældre.

»Aktive, ældre mennesker, der gerne vil have noget ud af deres alderdom, og som ikke bare vil bure sig inde«, siger Peter Simson.

Byggeriet af seniorbofællesskaber gik i stå i 2006-7. Det er lidt af en gåde for Realdania, der har analyseret behovet for seniorbofællesskaber. Ifølge deres analyse er der 80.000 ældre, der gerne vil flytte i bofællesskab indenfor fem år, men der er i øjeblikket blot 7.000 boliger i seniorbofællesskaber. Så det er ikke efterspørgslen, der mangler. Realdanias programchef Per Schulze peger på, at organisationen »Boligtrivsel i centrum« blev nedlagt i 2005. Med støtte fra boligministeriet hjalp de etablering af seniorbofællesskaber i gang.

»Det har formentlig haft en betydning«, siger han og tilføjer, at der sikkert er flere forklaringer på, at byggeriet stoppede:

»Vi har også været gennem en finanskrise. Mange ældre vil jo også gerne bo billigt og centralt, så de kan benytte byens tilbud, men det kan altså være vanskeligt at finde billige grunde i byernes centrum. De almennyttige selskaber har jo nogle økonomiske rammer, som de skal holde sig inden, så det kan være vanskeligt at lave et økonomisk bæredygtigt projekt«, siger Per Schulze.

Det stagnerede byggeri af fællesboliger undrer Peter Simson fra Sønderborg:

»Der er jo en kæmpe efterspørgsel, og den ældre generation er mere formuende end nogensinde – der er jo også nogle værdier, der bliver realiseret, når man flytter i sådan et oldekolle. Der må da være nogle initiativrige forretningsfolk, der kunne være interesseret i at investere i det marked«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce