At miste et barn under graviditeten
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN

At miste et barn under graviditeten

Danmark

Forældre taler åbent om tabte graviditeter på sociale medier. Det ændrer vores forståelse af deres sorg

Forældre, der har mistet børn i graviditeten, bruger i stigende grad sociale medier til at mindes og dokumentere deres børn. Åbenheden er med til at rykke vores forståelse af deres sorg, mener psykolog.

Danmark

Når forældre mister et ufødt barn, tager de ofte deres døde barn med sig hjem i dagene frem til begravelsen. De poster billeder af det på Instagram, og i årene, der følger, vil de markere barnets fødselsdag og tale om det som et lille væsen, der til stadighed forandrer dem.

Åbenheden omkring sorgen ved at miste et barn i graviditeten tager til i disse år. Det skyldes især, at forældre bruger sociale medier til at dokumentere deres børn, vise dem frem og beskrive sorgen og savnet. Og dermed rykkes der effektivt ved det generelle samfundsbillede af, hvad det vil sige at miste børn i graviditeten.

Det vurderer psykolog Helene Grau, der har specialiseret sig i sorg.

»Vores syn på det at miste børn i graviditeten er under forandring. Og det er forældrenes åbenhed, der baner vejen. Den udvikling sætter sig igennem både i arbejdet på landets fødestuer og hos psykologer«, siger hun.

Hos psykologer er tendensen, at man i stigende grad betragter forholdet mellem forældre og det afdøde barn som en bestående relation, hvor barnet, som aldrig har trukket vejret, fortsat får lov til at have indflydelse på sine forældre og påvirke dem - selv om det ikke er fysisk til stede i forældrenes hverdag.

»Dermed bliver sorgprocessen lettere, fordi man som forældre ikke oplever, at der intet er tilbage. Det, vi tidligere har betragtet som sorgsymptomer - at forældre fortsætter med at tale om deres børn, bliver i stigende grad set som eksempler på vedvarende forældreadfærd. Det er en meget stor forskel«, siger Helene Grau.

For bedre at forstå udviklingen, skal vi tilbage til den østrigske psykolog Sigmund Freud i begyndelsen af 1900-tallet. Freud mente, at når nogen dør, skal den efterladte give slip på relationen. Man bliver nødt til at se i øjnene, at relationen er ophørt, og at livet derfor skal rette sig mod noget nyt. Bliver forældre ved med at kredse om deres afdøde barn, er der derfor noget galt med deres sorgproces, lød vurderingen.

Den tænkning prægede gennem flere årtier den vestlige forståelse af sorg. I terapisammenhænge blev forældre for eksempel bedt om at visualisere deres afdøde børn, sætte dem på et blad og lade dem glide afsted. Man skulle give slip og sige farvel.

Og det var også den forståelse, der kunne spores på landets fødestuer i 1970’erne. Dengang var Marianne Tolstrup nyuddannet jordemoder, og hun har indtil for et par år siden fungeret som ledende jordemoder på adskillige hospitaler i hovedstadsområdet. I dag er hun trappet ned og arbejder et par dage om ugen på fødeafdelingen på Hvidovre Hospital.

Marianne Tolstrup fortæller, at når kvinde i 1970’erne skulle føde et dødt barn, fik hun som oftest tilbud om at lægge en klud foran ansigtet, når barnet skulle ud.

»Der var en forestilling om, at man ikke skulle se de døde børn. Gjorde man det, ville man begynde at knytte sig til dem, og det skulle man ikke dengang«, siger Marianne Tolstrup.

I stedet var det personalet på fødestuen, der havde kontakten til det nyfødte, døde barn.

»Det var os, der stod med de små nede i fodenden af sengen og fortalte forældrene, hvordan deres børn så ud. Og så blev børnene stille trillet ud«, husker Marianne Tolstrup.

Dengang blev gravide ikke skannet i løbet af graviditeten, og flere børn døde uventet som følge af misdannelser. Derfor vidste man heller ikke, hvordan de børn, der døde undervejs i en graviditet, så ud, og mange forældre forestillede sig, at deres barn så mærkeligt ud, fortæller Marianne Tolstrup.

Fra 1980’erne begyndte jordemødrene at tale med forældrene om vigtigheden af at se det afdøde barn. Man tilbød forældre at få deres børn op til sig og hjælpe dem med at klæde barnet på. Præcis hvorfor man begyndte på det, husker Marianne Tolstrup ikke. Men hun husker, at der hos mange forældre var en stigende interesse for at se deres børn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I dag stræbes der på landets fødeafdelinger mod at have fødestuer, der ligger for sig selv, til de, der skal føde døde børn. Jordemødre tager typisk fod- og håndaftryk af alle dødfødte, klipper en hårtot af og tager billeder af dem. Og så vægtes det, at de nybagte forældre får tid sammen med deres børn.

»Mange ligger sammen med deres børn det første døgns tid. Andre vælger at tage dem med hjem i nogle dage«, siger Marianne Tolstrup.

Netop det at skabe minder med barnet er en af de ting, der har vundet frem de seneste årtier. Minderne er blevet legitime at have og at vise frem, siger Helene Grau.

Næste skridt, som er det, der er i gang i øjeblikket, er forståelsen af, at forholdet til det afdøde barn ikke kun rækker bagud i tid med minderne, men også fremad. Forældre bliver i dag i stigende grad betragtet som forældre fra det øjeblik, hvor de begynder at orientere sig mod barnet. For nogle starter det i det øjeblik, de finder ud af, at de venter barn.

»For de, der mister, betyder den ændring i opfattelsen af forældreskab, at de kan få et sprog for, hvad deres børn har betydet og fortsat betyder for dem. De kan give barnet et navn, skabe et personligt gravsted og tale om, hvordan barnet har ændret dem - og selv handle på den ændring«.

For pårørende betyder det, at man kan hjælpe forældre til døde børn med at etablere det sprog ved at spørge ind til, hvordan forældre oplever, at deres døde børn påvirker dem.

»Ofte kommer man let til at falde tilbage på at tale om, hvordan forældrene oplevede det at miste. Men vil man hjælpe forældrene med at etablere en blivende relation, kan man for eksempel spørge ind til, hvad det er, barnet har fået forældrene til at føle eller gøre, som de ikke har har følt eller gjort før. Den type samtale er med til at anerkende, at barnet fortsat har betydning og spiller en rolle i forældres liv«, siger Helene Grau.

Hun erkender, at forældre formentlig hurtigere kom tilbage på arbejdsmarkedet, dengang grundtanken var, at man ikke skulle knytte yderligere bånd til de døde. Men den enkelte kom ikke nær så godt videre, som man gør i dag, hvor relationen i stigende grad betragtes som noget, der kan vare ved.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men er der en grøft i den anden side, hvor det afdøde barn kan komme til at fylde for meget fremadrettet?

»Nej. I stedet for at se forældres dyrkelse af deres børn som udtryk for sorg, kunne man se det som udtryk for forældrehandlinger. Hvem ville ikke vise, at deres børn er en del af deres liv?«

»Levende børn har ret til at blive talt om, de har ret til kærlighed og til at påvirke deres forældre og til at have en betydning. Hvorfor skulle man miste de rettigheder, bare fordi man ikke trækker vejret?«, spørger Helene Grau.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce