Niels Bohr bygningen til Københavns Universitet er forsinket og voldsomt fordyret.
Foto: Jens Dresling

Niels Bohr bygningen til Københavns Universitet er forsinket og voldsomt fordyret.

Danmark

Rigsrevisionen skal kulegrave skandalebyggerier

Folketingets statsrevisorer vil have gransket årsagernetil og virkningen af statens kuldsejlede milliardbyggerier til universiteterne.

Danmark

Rigsrevisionen bliver sat til at kulegrave statens fejlslåede nybyggerier til universiteterne. Det sker efter Politikens afsløringer de seneste uger af massive forsinkelser og budgetoverskridelser i milliardklassen samt fejlbehæftede bygninger til særligt Københavns Universitet (KU) og Aalborg Universitet.

Værst ramt er Niels Bohr Bygningen til KU, der indtil videre står til at blive massivt forsinket og overskredet med næsten 1 milliard kroner – en budgetforøgelse på 63 procent. Men også anlægsbudgettet til Mærsk Tårnet er sprængt flere gange, og offentligheden kan indtil videre ikke få indblik i størrelsen på den seneste ekstrabevilling i 2015, som endda også står til at blive overskredet.

Formanden for Folketingets statsrevisorer, Peder Larsen (SF), siger, at statsrevisorerne er enige om at få iværksat en kulegravning af nogle af de fejlslagne anlægsprojekter, som Bygningsstyrelsen er bygherre på. Det vil formelt ske på et møde i november.

»Der er blandt statsrevisorerne enighed om at få vores ønske sat på skrift og overbragt det til Rigsrevisionen. Problemerne ser ikke alene ud til at være omkring Bohr-bygningen, men også andre byggerier, som Bygningsstyrelsen er involveret i, og det gør kun vores ønske om en undersøgelse endnu mere aktuel. Der behøver ikke være begået de samme fejl alle steder, men det er vigtigt, at vi i fremtiden kan lære af fortiden. Nu skal vi ikke konkludere noget på forhånd, men for mig ligner det her jo en gigantisk skandale«, siger Peder Larsen.

Betaler for andres fejl

Politiken fortalte søndag, at konstruktionen mellem Bygningsstyrelsen og universiteterne er skruet sammen, så universiteterne betaler den fulde ekstraregning for de fejlslagne byggerier.

Statsrevisor Peder Larsen forudser, at det paradoksale forhold mellem staten som ejer og universiteterne som lejer kan blive en del af Rigsrevisionens kommende undersøgelse.

»Umiddelbart forestiller Bygningsstyrelsen sig, at universiteterne skal betale. Men spørgsmålet er, om det er helt rimeligt, hvis fejlene hovedsageligt begås af styrelsen som bygherre. Jeg har da en begrundet mistanke om, at Bygningsstyrelsen ikke er fuldstændig uskyldsren«, siger han.

Ministerium »graver meget dybt« i problemstillingen

Transport- og Bygningsministeriet har igangsat en ekstern revisionsundersøgelse af Bohr-byggeriet og Bygningsstyrelsens rolle i affæren.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil ikke kommentere byggesagerne og den bagvedliggende konstruktion, før undersøgelsen er færdig, men via sin facebookside lader han forstå, at han og ministeriet »graver meget dybt i problemstillingen«, og at rapporten meget snart er færdig:

»Min stillingtagen til den generelle problematik kommer til at tage en del af sit udgangspunkt i undersøgelsen af den konkrete sag«, lyder det.

Regeringsparti vil have selveje

De mange problembyggerier er for KU vand på møllen i dets mangeårige ønske om selveje af bygninger og derved fuld kontrol over processen i fremtidige byggerier.

KU’s ønske blev afvist af V-regeringen i december 2015, men tre måneder senere stillede LA et nyt beslutningsforslag om selveje til universiteterne.

»Den nuværende ordning skaber alt for langvarige og ressourceforbrugende byggeprocesser, fordi ordningen er meget bureaukratisk«, lød det i forslaget.

Det bakkede DF, de radikale og Alternativet op om. Også K bakkede op om beslutningsforslagets intentioner om at skabe selveje. Men den daværende uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) afviste det på vegne af regeringen.

Søndag udtalte uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V), at »den nuværende konstruktion, hvor Bygningsstyrelsen har ansvaret, og universiteterne kan få ekstra regninger, rummer åbenlyst nogle væsentlige udfordringer«.

LA finder det bydende nødvendigt at kulegrave byggerierne, da »budgetoverskridelser skal være undtagelsen og ikke reglen«, siger uddannelsesordfører Henrik Dahl. Partiet kæmper fortsat for, at universiteterne skal have selveje:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»At være i kontrol i byggeprocessen er en af mange grunde til, at det vil være fornuftigt, at universiteterne bliver herre i eget hus«.

S: Selveje er en anden diskussion

Den radikale leder Morten Østergaard skrev søndag aften på Twitter, at konstruktionen »slet og ret er tosset. På Slotsholmen trives opfattelsen af, at man per definition er dygtigst. Sagen er modnet længe. Nu er det tid til selveje«.

Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Mette Reismann, mener, at diskussionen om selveje skal afkobles fra skandalebyggerierne.

Hun hilser en kulegravning hjertelig velkommen, da forsinkelserne og budgetoverskridelserne har store konsekvenser for både skatteydere og den hjemlige forskning.

»Der er tydeligvis noget, der ikke virker efter hensigten og skal rettes op, når man ser på de sager, I har gravet frem. Men vi må afvente Rigsrevisionens undersøgelse og konklusioner. Diskussionen om selveje har så mange facetter i sig, at det bør diskuteres selvstændigt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce