Gymnasieelev mister sit danske pas for at kæmpe med IS

Ung mand fra Ishøj er født og opvokset i Danmark. Alligevel mister han nu sit danske pas for terrorhandlinger.

Danmark

En gymnasieelev fra Ishøj straffes af Retten i Glostrup med fængsel i fem år for at have kæmpet med Islamisk Stat i Syrien. Den 22-årige danskalgerier fratages også sit danske pas.

Under sit ophold i Syrien deltog den dømte i kamphandlinger, og dermed har han overtrådt bestemmelser om terror i straffeloven.

Anis Laraba var bare 18 år og gik i 2. G på Ishøj Gymnasium, da han i sommeren 2013 rejste til Syrien og tilsluttede sig den væbnede gruppe.

Her opholdt han sig frem til april 2014, hvor han via Skype bad sin mor om at købe en returbillet til Danmark.

Sanktionen på fem års fængsel begrunder Retten i Glostrup blandt andet med, at Laraba under sit ophold i Syrien var involveret i deciderede kampe.

»Det er en skærpende omstændighed, at han opholdt sig i Syrien i knap ni måneder, hvor han blandt andet modtog træning i våbenbrug og deltog i kamphandlinger«, siger retsformanden under domsafsigelsen.

Selv om den 22-årige er født og opvokset i Danmark, mener et flertal af dommere og nævninger, at det er på sin plads at tage passet fra manden.

I den forbindelse fremhæver retten blandt andet, at den dømte har familie i Algeriet, samt at han var optaget på et shariastudie i Medina i Saudi-Arabien, da han blev anholdt.

Dermed mener retten ikke, at udsigten til en fremtid i Algeriet er helt umulig og umenneskelig for den 22-årige. Heller ikke selv om både forældre og to søskende bor i Danmark.

Under retssagen er det kommet frem, at den 22-årige har færdedes i gruppen Kaldet til Islam, som er kendt for ekstremistiske holdninger.

Desuden har han været i selskab med Said Mansour, der kendes som boghandleren fra Brønshøj, og et par andre tiltalte syrienkrigere.

»Han er dårligt integreret, og han har intet til overs for demokratiet«, har anklager Natalja Fryd Lindberg sagt under sagen.

Den 22-årige har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig. Han anker øjeblikkeligt dommen til landsretten med krav om frifindelse.

DOKUMENTATIONLæs rettens resumé af dommen her.

Mandens ophold i Syrien stod på fra juli 2013 og frem til april 2014.

ritzau

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce