0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Forvandling til det bedre?

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Lad mig begynde med, hvad jeg kan – altså det nærmeste.

Jeg beundrer de mennesker, som har ganske fjerne sager på deres intime lager og glade udtaler sig om det, de kun har en brøkdel af forstand på, og endnu mere beundrer jeg dem, som er sig det store ukendte land bevidst. Derfor søger de i årevis for at blive virkeligt kloge – det vil sige klogere.

Men sådan har jeg det desværre ikke. Jeg begynder derfor igen med min morfar.

Da han var tolv år gammel, blev han taget ud af skolen for at komme i lære som købmand. Købmanden boede inde i Horsens og var en flink og agtpågivende mand. Han var klar over, at drengen først var kommet i seng ved 23-tiden og ventede derfor humant med at vække ham, til klokken var fem. »Så står vi op, Jens«.

Der var en del sager, der skulle ordnes, før butikken åbnede, og købmanden var særligt opmærksom på et enkelt anliggende.

Det var sådan, at man kunne købe fint sand eller groft sand i butikken. To store sække stod på gulvet: Fint sand. Groft sand. Fint sand var lidt dyrere.

Min morfar skulle derfor begynde den mørke morgen med at skovle sand fra én sæk over i de to forskellige sække. Det var præcis det samme sand. Men det gjorde ingenting, der var aldrig nogen kunde, der klagede.

Sådan gik der et helt år, mens min morfars desperation voksede til tavs bitterhed.

»Jamen, sagde du det da aldrig?«, spurgte jeg. »Trængte du ikke til en forvandling?«. Men på det tidspunkt, i 1880’erne, tav de nederste i hierarkiet.

Nu iler vi 125år frem i tiden – (det kan man nemlig i litteraturen, herligt, man behøver ikke vente på de lange realiteter) – og i dag er forvandlingen til det bedre blevet et klippefast mantra, ikke bare i demokratier, men over hele verden. Hvert eneste tiltag, myndigheder foretager, er beregnet på at forandre en tilstand til en bedre tilstand. Polen, Ungarn, Tyskland, USA, Myanmar og Puerto Rico – det går fremad. Situationen kan have udviklet sig ilde og baglæns, men politikerens hensigt er altid at rette bedst muligt op på situationen. Sådan er det for eksempel med USA og vores forhold til præsident Donald Trump.

Han er under konstant overvågning, han kan ikke foretage sig det mindste, uden at verdenspressen følger med og debatterer ham og påviser hans diverse usandheder.

Hvis man nu skulle komme ham til livs – som det hedder – ville den bedste metode måske være at undlade at nævne ham. Det har den engelske skuespiller Stephen Fry foreslået i al desillusion – prøv at tie! Prøv at slette ham fra bladenes spalter og skærmenes opråb – lad ham synke ned i glemsel. Men tværtimod: selv i Danmark er der ’Verden ifølge Trump’, ’Trump uden spin’, og alle de vidløse forsøg på at modsige og afsløre ham. Det hjælper alt sammen hvem? – Trump. Nå, det var en digression.

Jeg fandt ved en tilfældighed forleden en digtsamling af Caspar Eric, der hedder ’Avatar’ – formentlig efter James Camerons film fra 2009, ’Avatar’. Det er en sci-fi film, som foregår på planeten Pandora, hvor mennesker ikke kan leve, med mindre de forvandler sig. Pandora var i øvrigt hende med æsken, hvorfra alle ulykker strømmede ud i verden.

Caspar Eric’s digtsamling er dybt deprimerende i sin insisteren på, at kun selvmordet kan redde (og dermed endegyldigt forvandle og fortabe) et menneske. Jeg har aldrig – bortset fra når jeg går i Supermarked – været så tæt på køkken og gashaner før.

Hvordan kan et menneske skrive så tæt og så konsekvent om en handling, der alligevel udebliver? Åh, det er kun skrift og symboler, værd at læse, hvis man er rask og kan tale imod.

Men det slog mig, at det eneste, mennesker for alvor ønsker sig, er metamorfosen. »Jeg vil forandre din skæbne«, synger Don Giovanni (til Zerlina), mens hun tøvende medgiver, at hun snart ikke længere er stærk. Metamorfosen til det bedre – ikke til det værre.

Denne metamorfoselængsel er totusinde år gammel (for nu ikke at postulere evig) og havde sin yndlingstid i Rom under kejser Augustus, da digteren Ovid udgav sin ’Metamorfoser’ – en lang række tankeforbindelser fra mytologen og historien om forvandlinger og lidelser, der fortsætter til døden – dog den elegante, den muntert distancerende heksameterdød. Otto Steen Due lavede en glimrende oversættelse i 2005.

Der er ingen, som ikke har forvandlet sig, hverken i bibelhistorien eller i den græske eller romerske mytologi, eller i dag. Jesus blev for eksempel til Kristus, brød og vin til legeme og blod, Lots hustru blev til en stenstøtte, Syrinx blev til et siv for at undgå Pans tilnærmelser, Zeus havde alle mulige yndefulde skikkelser, kong Midas fik æselører, og presset kul bliver stadig til diamanter. Men da Ekko forfulgte Narcissus og kun havde et ekko at tilbyde ham (»Elsker du mig?« Svar: »Elsker du mig?«) kiggede han dybt i vandet og så enten Ekko eller sit eget spejlbillede og druknede. Der er også dæmoni i metamorfosen.

Jeg kunne blive ved: Heretica-digterne, Ole Wivel, og Franz Kafkas novelle ’Forvandlingen’, hvor hovedpersonen en morgen er blevet til en bille, ganske naturligt. I tatoveringer, i maskeballet og fastelavnen går metamorfosen igen. Med det tragikomiske forbud mod maskering prøver nogle politikere at trække en centimeter fra længslen efter forvandling eller anonymitet – lad mig være som jeg ikke er.

Jeg skal ikke læggeskjul på, at trangen til forandring og lysten ved at høre om ’store’ forandringer i vor tid er blevet gjort ordinær, som det evigt gjaldende breaking news.

Fordi der ikke sker store forandringer hjemme, nægter vi at iagttage dem andetsteds. Socialdemokraterne skal have ros for at genopfriske det umulige gamle forslag om at oprette flygtningelejre i afrikanske fjernområder. Ros for en dybt usympatisk idé. Kan jeg melde mig ud med dobbeltvirkning? Men hvad skal der egentlig ske med udlændingepolitikken?

Biologisk og zoologisk forvandler verden sig planmæssigt, det gør vi også. Vi vil gribe ind og skabe forandring til det bedre. Men så ser du dig som Narcissus i spejlet.